Kim fra Virum klikkede over 600 gange for at booke vaccination – nu skal han køre helt til Vejle

Kim Arnesen fra Virum måtte klikke sig gennem 60 dage hos 10-12 forskellige vaccinationssteder, før det lykkedes at finde vaccinationstider i Vejle.

Opdatering
Kim Arnesen har lørdag formiddag fået en tid til at blive vaccineret den 22. marts her i hovedstadsregionen.


Glæden var stor, da Kim Arnesen tjekkede sin eBoks torsdag morgen. Klokken 07.10 var der nemlig tikket en længe ventet invitation ind.

En invitation, der gav den 67-årige økonomidirektør fra Virum - som har nedsat lungekapacitet og immunbeskyttelse - mulighed for at booke en tid til vaccination mod corona.

quote Efter at have klikket mig gennem 60 dage hos 10-12 forskellige vaccinationsstedet - det vil sige at jeg har trykket mellem 600 og 720 gange på min mus - så ender jeg med at finde to tider i Vejle

Kim Arnesen

Men da han torsdag eftermiddag ville booke tiden, udviklede den glade nyhed sig til lidt af en udfordring og ikke mindst en undren.

Efter at han havde forsøgt at booke en vaccinationstid ved 10-12 forskellige vaccinationssteder, fandt han nemlig ud af, at han kun kunne få en tid i Vejle. 250 kilometer og 2,5 timers kørsel fra sin bopæl i Virum.

Ved de nærliggende vaccinationssteder på Sjælland, Lolland-Falster og Fyn var der nemlig ikke ledige tider til både vaccinationsstik nummer et og to, som det kræves, før man kan gennemføre bookningen.

- Da jeg kommer hen til vaccinationssted nummer 7-8 stykker og opdager, at der er en ledig tid, så bliver jeg glad. Da jeg så får at vide, at der ikke er en ledig tid nummer to, og jeg skal fortsætte min søgning, der begynder jeg at blive en lille smule trykket - faktisk en lille smule irriteret, må jeg sige.

- Efter at have klikket mig gennem 60 dage hos 10-12 forskellige vaccinationssteder - det vil sige at jeg har trykket mellem 600 og 720 gange på min mus - så ender jeg med at finde to tider i Vejle, fortæller Kim Arnesen til TV 2 Lorry.

Undrer sig over it-system

Bookingsystemet gav ikke mulighed for, at Kim Arnesen kan få et samlet overblik over, hvor og hvornår der var ledige tider. Derfor måtte han hvert enkelt sted klikke på hver enkelt dato i marts og april for at finde ud af, hvorvidt det pågældende sted havde ledige tider eller ej.

Og netop det efterlader ham uforstående.

- Nu er jeg en person, der er forholdsvis vedholdende, så derfor ender jeg i Vejle, men andre ville nok have sagt, at det her ikke fører nogen steder hen.

- Som forholdsvis it-kyndig undrer det mig, at der ikke er nogen, der kan finde noget bedre software til at løse det her, så man får angivet, hvornår den næste ledige tid tættest på en selv er, siger Kim Arnesen.

En byge af kritik

Det er langt fra første gang, at vaccinebooking-systemet bliver kritiseret for ikke at være tilstrækkeligt.

I februar kunne TV 2 Lorry fortælle om den 87-årige og kræftsyg Edith Jørgensen, der måtte rejse fra Lyngby til Falster for at blive vaccineret.

Tidligere er der også blevet rejst kritik af, at borgere har ventet i flere time lange telefonkøer for at booke tider til vacciner.

Ligesom politikere i Region Hovedstadens Sundhedsudvalg også har kritiseret opbygning af vacciner.dk for manglende brugervenlighed.

På et coronapressemøde den 24. februar blev Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, spurgt ind til bookingsystemet for vaccinationer.

- Jeg er rigtig ked af, at især mange ældre har haft problemer med at booke tider og svært ved at finde ud af systemerne.

- Det er regionerne, der driver bookingsystemet, og der er nogle ting i det system, der ikke har været designet helt godt. Det bliver der arbejdet meget kraftigt på. For eksempel sådan, at det bliver lettere at se, hvornår den næste ledige tid er, lød det blandt andet fra Søren Brostrøm.

Forbedringer i næste uge

TV 2 Lorry har kontaktet Region Nordjylland, som er systemansvarlig for bookingplatformen, for at høre, hvornår man kan forvente, at forbedringerne træder i kræft. 

Regionen oplyser, at det i løbet af den kommende uge vil blive muligt på hjemmesiden at få tilbudt to samlede tider for både 1. og 2. vaccination.

Der arbejdes også på at gøre det muligt at ændre allerede reserverede vaccinationstider. 

Dette forventer Region Nordjylland dog først at have klar om cirka 14 dage. 

"Hvor er ulighedsbekæmpelsen?"

Som for mange andre har coronapandemien ændret hverdagen for Kim Arnesen i det forgangne år. Derfor glæder han sig også over, at han nu har fået fastsat datoen for sine to coronavaccinationer.

- Det betyder, at jeg kan begynde at leve et tilnærmelsesvis almindeligt liv igen, uden at jeg skal være bekymret for, om jeg bliver smittet, som i værste fald kan have nogle drastiske konsekvenser, siger han.

Men mens han glædes over udsigten til at en mere almindeligt hverdag igen, så spørger han også sig selv, om den oplevelse, han har haft med systemet, kan være med til at skabe ulighed i samfundet.

- Jeg synes da, det er voldsomt, at jeg bliver nødt til at køre hele vejen til Vejle. Men jeg har et arbejde, der gør, at jeg kan beslutte, at jeg holder fri den dag og kører til Vejle. Jeg er også i den heldige situation, at jeg har en bil, som jeg kan køre derover i. Og jeg har også økonomiske muligheder, der gør, at jeg kan betale de par tusind kroner, som det koster.

- Men jeg tænker, hvor er ulighedsbekæmpelsen i det her land? Jeg har bekendte, som ikke har de muligheder, delvist fordi de skal arbejde og delvist fordi de ikke har pengene til det, siger Kim Arnesen.

Klar til at starte bilen og køre vestpå

Da TV 2 Lorry taler med Kim Arnesen fredag formiddag skal han til at ringe rundt til en række forskellige instanser og corona-hotlines, så han kan blive klogere på, hvorvidt han på nogen måde har mulighed for at få booket en vaccinationstid tættere på hjemmet i Virum.

Men skulle det ikke lykkes, så er Kim Arnesen ikke i tvivl om, hvordan han griber situationen an.

- Hvis jeg ikke kan finde noget andet, så starter jeg min bil den 10. april og kører til Vejle, siger han.

Region Hovedstaden oplyser i et Facebook-opslag fredag eftermiddag, at regionen har frigivet 30.000 nye vaccinationstider til Pfizer-vacciner i Region Hovedstaden, som borgere med vaccinationsindbydelser kan booke.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik