Københavns Lufthavn vil fyre 650 ansatte

På grund af lavere aktivitet er Københavns Lufthavn nødt til at skære 650 ud af 2600 fuldtidsstillinger.

For at tilpasse sig et lavere aktivitetsniveau planlægger Københavns Lufthavn at nedlægge 650 fuldtidsstillinger.

Til sammenligning har lufthavnen i dag omkring 2600 medarbejdere ansat på fuldtid. Dermed risikerer cirka hver fjerde medarbejder at miste jobbet.

Det oplyser Københavns Lufthavn i en meddelelse.

Ifølge Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn, har det globale udbrud af coronavirus givet en lavere aktivitet i lufthavnen.

For at få økonomien til at hænge sammen bliver lufthavnen derfor nødt til at skære i sine udgifter, herunder lønomkostningerne.

- Det er meget trist, at vi nu skal være færre medarbejdere i Københavns Lufthavn, siger Thomas Woldbye i meddelelsen.

Rammer hårdt i Dragør

Hver dag er der en del personer, som tager fra hjemmet i Dragør Kommune og ind på arbejde i Københavns Lufthavn.

Derfor har det også særligt stor betydning for kommunen, at lufthavnen ser ud til at skulle fyre cirka hver fjerde af sine i alt 2600 fuldtidsansatte.

Det fortæller Eik Dahl Bidstrup (V), borgmester i Dragør Kommune.

Han forklarer, at det i forvejen har berørt en del af kommunens borgere, at SAS og andre selskaber omkring lufthavnen har afskediget medarbejdere.

- Det er hvis ikke den største så i hvert fald tæt på den største arbejdsplads i kommunen.

- Så det har virkelig en stor betydning for vores borgere, siger borgmesteren.

Tårnby Kommune vurderer, at omkring hver tredje medarbejder i Københavns Lufthavn har bopæl i Tårnby Kommune. Inden onsdagens fyringer var ledighedstallet i kommunene i forvejen steget med cirka 75 procent siden starten af marts. 

For at hjælpe de borgere, der bliver ramt af fyringer, har Dragør Kommune og Tårnby Kommune være med til at sætte gang i en række ekstraordinære tiltag.

Borgmester Allan S. Andersen kalder det en trist dag efter meldingen fra Lufthavnen. 

- I forvejen er mange borgere blevet meget hårdt ramt af krisen her i Tårnby. Dette forstærker desværre tendensen med stærkt stigende ledighed, og i nogle familier er flere i husstanden ramt. Det er virkelig trist, selvom det måske ikke er en helt uventet udvikling, siger han i en pressemeddelelse. 

Blandt andet er der blevet åbnet et rådgivnings- og jobcenter i lufthavnen. Det er især målrettet de personer i og omkring lufthavnen, som mister deres job.

Tirsdag kunne Tårnby Kommune således fortælle, at jobcenteret i dets første måned har henvist 250 personer til karrierevejledning. Før onsdagens fyringer, var der 900 opsagte med tilknytning til Københavns Lufthavn, der har ønsket hjælp fra jobcentret i lufthavnen. 

Ulykkelig udvikling i flytrafik

Administrerende direktør Thomas Woldbye forklarer, at de politiske hjælpepakker under coronakrisen har gjort en stor forskel for lufthavnen.

Forlængelsen af lønkompensationsordningen har også betydet, at der ikke skal afskediges lige så mange, som hvis ordningen ikke havde været der.

- Men med udviklingen i flytrafikken må vi ulykkeligvis erkende, at det ikke er muligt for os at fastholde det samme antal medarbejdere som før coronakrisen, siger Thomas Woldbye.

Københavns Lufthavn oplyser, at de 650 stillinger, der skal nedlægges, vil blive fundet på tværs af lufthavnens funktioner.

Nedlæggelserne er blevet annonceret i forbindelse med et halvårsregnskab fra lufthavnen, der viser et minus på 178 millioner kroner.

Underskuddet er et resultat af markant lavere indtægter, fordi der er rejst færre passagerer igennem lufthavnen.

I første halvdel af 2020 er lidt over fem millioner passagerer gået gennem terminalerne i Københavns Lufthavn.

Det er 65,2 procent lavere end første halvdel af 2019, hvor passagerantallet var 14,4 millioner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik