Ny dille samler børn og forældre fra forskellige byer til bamsejagt

Der er kommet en ny dille til byerne, som er landet det helt rigtige sted hos børn og forældre midt i coronakrisen.

Påsken er lige om hjørnet, og det betyder normalt, at mange familier samles til påskefrokost, hvor børnene farvelægger hårdkogte æg og leder efter chokoladeæg.

Det er dog ikke muligt i år, da Covid-19 har sat traditionerne på pause. 

Forældre kan sikkert nikke genkende til, at børnene derhjemme savner at komme i skole, da malebøgerne er fyldt ud, de savner deres legekammerater, og den lokale legeplads er blevet besøgt rigeligt de sidste par uger.

Men frygt ej, nu kan du nemlig tage dit barn i hånden og gå på bamsejagt.

Ny dille er kommet hjem i stuerne

En ny international dille har nemlig fundet vej til de danske hjem, hvor flere er begyndt at stille bamser frem i deres vinduer, så børn og forældre sammen kan gå på jagt efter de lodne tøjdyr.

Dillen er blevet så populær, at flere har skrevet opslag om jagten på byernes lokale facebook-grupper.

Bamsejagten skal være med til at få tankerne lidt væk fra coronakrisen, så der også er noget positivt i hverdagen hos familierne. 

Tine Zwisler er selv mor til en datter, og hun valgte derfor at lave et opslag i gruppen ”Roskilde hjælper hinanden” på Facebook for at se, om der var andre i byen, der skulle på bamsejagt med deres børn.

Der er i skrivende stund kommet over 100 kommentarer fra folk, der har sendt billeder af, at de har sat bamser i deres vinduer og skrevet, at de selv skal på bamsejagt.

Tine Zwisler har sammen med sin familie været isoleret siden lockdown, så hendes ønske til bamsejagten er, at dagens gåtur bliver mere spændende for hendes 3-årige datter.

- Det er en god aktivitet, som man sagtens kan gøre til en leg. Man kan finde ud af, hvor mange bamser, man kan finde, og hvem der ejer bamserne, og oveni i det så giver det motion, fortæller Tine Zwisler til TV 2 Lorry.

Børn og forældre sætter bamser i deres vinduer som en del af den nye dille - bamsejagt.
Børn og forældre sætter bamser i deres vinduer som en del af den nye dille - bamsejagt.
Foto: Tine Zwisler

Et nyt sammenhold mellem byerne

Den nye populære dille har både fået ældre og yngre beboere i byerne til at gå i gemmerne og finde bamser frem, der kan glæde børn rundt i landet. 

Flere beboere i Taastrup, Vanløse, Frederikssund, Vallensbæk og Hundested har taget dillen til sig, og nogle mere end andre.

Tine Zwisler fortæller, hvordan hendes datter har sat både Kaj, Andrea og Bamse frem i deres vinduer derhjemme. Så de sidder klar, hvis andre børn og forældre skal ud på bamsejagt i Roskilde.

Idéen spreder sig hurtigt blandt borgerne i forskellige byer, og det er noget, der styrker deres sammenhold.

- Det er vildt hyggeligt, det synes både min datter og jeg. Det er samtidig noget, der skaber et sammenhold i byen, fortæller Tine Zwisler.

Tine Zwisler fortæller videre, at det er tydeligt, at vi alle sidder i den samme situation. Så det er vigtigt, at man kan komme ud og gå nogle ture med familien, og det så samtidig kan skabe en fællesskabsfølelse blandt beboerne i byen.

Bamsejagten går i dag for alvor i gang for Tine Zwisler og hendes datter i Roskilde. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik