Mor, er corona farligt? Gode råd til corona-snak med børn

Hvordan taler jeg bedst med mine børn om corona? Jeg er i tvivl og har spurgt to eksperter.

Journalist Anne Sørensen skriver om hverdagen efter regeringens udmelding onsdag i denne uge, hvor mange danskere skal blive hjemme.

Intet er, som det plejer.

Institutioner og skoler er helt lukket fra på mandag. Men allerede nu er alt vendt på hovedet. 

Min kæreste og jeg arbejder på skift og primært hjemmefra. Mine to piger på fire og syv år er hjemme fra skole og børnehave. Vi bager, maler og skændes om computeren.

Allerede onsdag blev jeg i tvivl om et godt svar. Min datter på syv havde en legeaftale med en veninde fra parallel-klassen. Pigens mor ringer, og sammen bliver vi enige om, at det er bedst at aflyse legeaftalen. Vi har nemlig lige fået besked om, at faren til en dreng på deres årgang er smittet med coronavirus.

Men hvordan forklarer jeg bedst min datter, hvorfor hendes aftale er aflyst?

Og hvad skal jeg svare, når jeg bliver spurgt, om det der corona er farligt?

Her kommer gode råd fra Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent hos BørneTelefonen, og børne- og familiepsykolog Charlotte Diamant.

Vær konkret og rolig

Jeg kontakter først Børns Vilkår, der står bag BørneTelefonen. Her vil de gerne hjælpe med gode råd.

De har allerede på deres hjemmeside en række gode råd til, hvordan man taler med sine børn om coronavirus. De har også lavet små videoer, hvor de hjælper med, hvordan man bedst tager fat på de svære spørgsmål. De har oversat Sundhedstyrelsens råd til børnesprog.

Og der er gode råd at hente for mig med to piger på syv og fire.

- Det kan være en god ide at tage udgangspunkt i de spørgsmål, børnene selv stiller, siger Ida Hilario Jønsson.

Hun forklarer, at små børn er meget konkret tænkende. Derfor skal de voksne finde en balance mellem, at give børnene ord for det, der foregår, men ikke for mange ord.

- Hvis det lille barn spørger: "Hvorfor skal jeg ikke i børnehave", så gør svaret så kort som muligt. Sig for eksempel: "Der er mange, der er syge i øjeblikket, og vi skal passe på, at vi ikke smitter hinanden", forklarer Ida Hilario Jønsson

- Giv ikke flere ord end det, barnet har brug for i situationen. 

Hun fortæller, at det er meget vigtigt at være rolig i situationen og med sin mimik og kropssprog signalere til barnet, at man som forælder ikke er bange, for på den måde kan man undgå at gøre barnet ekstra bekymret.

Gode råd

Svar kort

Svar konkret 

Vær rolig

Gør det ufarligt

Giv dem ord, for det de oplever

 

Kilde: Børns Vilkår og Charlotte Diamant

Tal med børnene om det

Børne- og familiepsykolog Charlotte Diamant har stor erfaring med at rådgive om børn og unges trivsel og forældreskab.

Hun anbefaler, at man svarer sit barn kort, roligt og konkret, når der kommer spørgsmål om coronavirus. Det er vores opgave at virke beroligende og fulde af håb.

- Hvis barnet spørger: "Kan man dø af corona?", så skal du svare ganske kort: Nej. I barnets spørgsmål ligger tanken om, at det er hende selv, far, mor eller hunden, der kan rammes, forklarer Charlotte Diamant og fortsætter:

- Man skal ikke begynde på en lang historie om gamle mennesker, og at der er nogle, der er døde i Kina og Italien.

Hun understreger, at vi voksne ikke skal give børn alt for mange abstrakte informationer om denne slags ting. Det kan de nemlig ikke absorbere i den alder.

- Hvis de generelt får for meget viden, vil de begynde at bekymre sig. Og den bekymring går ikke væk. Så bliver den en del af deres måde at være i verden på, forklarer Charlotte Diamant.

Eksempler på spørgsmål og svar til en fireårig

Spørgsmål: Hvorfor skal jeg ikke i børnehave?

 

Svar: Der er mange, der er syge i øjeblikket, og vi skal passe på, at vi ikke smitter hinanden.

 

Spørgsmål: Hvorfor er de syge?


Tag evt. udgangspunkt i en erindring.

 

Svar a la: Kan du huske, da du havde feber, du var hjemme med far, og du måtte ikke smitte de andre børn i børnehaven? Det er det samme som det.

 

Spørgsmål: Er det farligt?

 

Svar: Nej, coronavirus er ikke farligt for dig og os. Men vi skal være opmærksomme på at vaske hænderne godt mv. 

 

Kilde: Børns Vilkår

Giv svar og gør det ufarligt

Ida Hilario Jønsson fra Børns Vilkår, understreger også, at man skal forsøge at give børnene svar, når de kommer med spørgsmålene. 

- Det er vigtigt, at man ikke siger: "Det skal du ikke bekymre dig om", eller: "Det har jeg ikke tid til at svare på lige nu". Eller: "Det skal du ikke tænke på", siger hun og fortsætter:

- Både fireårige og syvårige opsnapper stemninger, ord og anderledes situationer. Giv dem noge ord for det, de oplever. 

Børne- og familiepsykolog Charlotte Diamant råder også til, at man gør hele situationen til noget normalt - selvom den jo slet ikke er det.

- Alt er også anderledes, når vi skal på ferie, der er vi også hjemme. Så giv indtryk af, at nu er vi hjemme nogle uger. Og på den måde ikke gøre det farligt, stort og voldsomt. 

- Hvis vi selv er bekymrede som voksne, så skal vi ikke tale med børnene om det, det skal vi dele med andre voksne, siger børne- og familiepsykologen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik