Iværksættere har måske fundet kuren mod Alzheimers

Et hold studerende fra DTU i Lyngby gennemtester lige nu en lampe, som måske kan bruges til at behandle alzheimers-patienter.

Marcus Carstensen er ikke patient.

Alligevel har han lige iført sig en hvid patientuniform med 'Region Sjælland' påtrykt over brystet.

Vi er i kælderen under Sjællands Universitetshospital i Roskilde, og inden længe skal iværksætteren og Ph.d.-studenten Marcus Carstensen føres ind i hospitalets spritnye Siemens MR-scanner. Han skal teste en særlig medicinsk lampe, som han selv har været med til at udvikle på DTU.

Marcus Carstensen teste lampen i MR-scanneren på Sjællands Universitetshospital i Roskilde
Marcus Carstensen teste lampen i MR-scanneren på Sjællands Universitetshospital i Roskilde

- Det er en pre-generalprøve. Vi tester det på os selv, før vi tester det på patienterne for at se, om det virker i praksis. Det er vigtigt for os ikke at spilde patienternes tid, og at vi ikke går ind og laver noget uhensigtsmæssigt. Derfor skal det hele testes. Og det er det, vi er i gang med i dag, siger Marcus Carstensen, der er medstifter af OptoCeutics, som er en virksomhed, der har udviklet en lampe, som de mener har en effekt på sygdommen Alzheimers.

TV 2 Lorry har fulgt virksomheden OptoCeutics gennem de sidste måneder i tv-serien 'Iværksætterne':

Første afsnit i serien 'Iværksætterne'

Lampen skal ikke blinke

- Man har egentlig vidst i mange år, at lys har en stor effekt på hjernen. Så det, vi egentlig gør her hos os, er at finde ud af, hvordan er effekten, og kan vi bruge den effekt på en god måde, siger Marcus Carstensen.

Det var et forsøg på det amerikanske Massachusetts Institute of Technology (MIT), der satte det hele i gang. Tilbage i 2016 lavede man et forsøg med mus, som blev sat ned i en lukket kasse og udsat for noget, der vel bedst kan beskrives som lystortur.

Marcus Carstensen viser TV 2 Lorrys journalist en video fra forsøget.

40 gange i sekundet blinker den hvide stroboskoplampe ned på musene. Forsøget kører videre en time om dagen i tre uger. Herefter bliver musene så aflivet, skåret op i hjernen og undersøgt.

- Det endte ud i i alt fire videnskabelige artikler, og rent faktisk viste man her for nogle måneder siden, at man på den her måde kunne stoppe progressionen af sygdommen Alzheimers, og faktisk fik de her mus det også kognitivt bedre, siger Marcus Carstensen.

Demenssygdommen Alzheimers er en folkesygdom

  • I Danmark lever 70-85.000 mennesker med en demenssygdom.
     
  • Heraf har ca. 50.000 Alzheimers sygdom.
     
  • Ca. 1.500 personer under 65 år har en demenssygdom.
     
  • Der er ca. 8.000 nye tilfælde af demens i Danmark hvert år.
     
  • I 2040 forventes antallet af demente over 60 år at vokse til 120-146.000.
     
  • 400.000 personer i Danmark lever i dag med en dement i familien.
     
  • Kun ca. 50 % af alle demente får stillet en demensdiagnose.
     
  • De totale omkostninger ved demens i Danmark andrager mere end 20 milliarder kr. om året.
     
  • Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark.
     
  • Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom.

Kilde: Alzheimerforeningen

Der var bare ét væsentligt problem, hvis forsøget skulle overføres til mennesker. Lampen blinker:

- Hvis det virker, så er det fantastisk. Men hvis det kræver, at folk skal sidde og kigge ind i noget kraftigt blinkende stroboskoplys en time om dagen, så kommer det aldrig ud og bliver brugt, siger Jeppe Sloth-Olsen, der er designer i OptoCeutics.

Marcus Carstensen pitcher ved semifinalen i Danish Tech Challange
Marcus Carstensen pitcher ved semifinalen i Danish Tech Challange
Foto: Julius A. Bjørneboe Petersen, TV2 Lorry

Lampen på DTU

Det amerikanske forsøg giver genlyd i den internationale forskerverden. Også på DTU, hvor professor Jes Broeng begynder at udvikle på idéen sammen med et håndplukket hold af unge studerende: Marcus Carstensen og Henrik E. Hansen fra DTU og så Mai Nguyen fra Berkeley universitet i Californien.

På bare tre uger får de tre studerende lavet en prototype, der fungerer:

- Vi laver et strobelys, som man ikke kan se blinker, men som hjernen stadig opfanger blinkene fra. Maskeret lys kalder vi det, siger Marcus Carstensen.

Lampen står stadig på arbejdsbordet ude i Lyngby. Og når Marcus Carstensen trykker på knappen i midten går den fra at blinke med en utrolig intensitet til at udsende et lys, der til forveksling kunne komme fra enhver anden lampe.

Marcus Carstensen viser lampen frem i Futurebox ved DTU
Marcus Carstensen viser lampen frem i Futurebox ved DTU
Foto: Julius A. Bjørneboe Petersen, TV2 Lorry

OptoCeutics

Tilbage i Roskilde har Marcus Carstensen fået en hjelm på og skal nu ligge stille i tyve minutter inde i det højmagnetiske rum, hvor Sjællands Universitetshospital den milliondyre MR-scanner er sat i gang.

Et gummikabel fra hjelmen i scanneren går direkte gennem et lille hul i væggen og ud til lampen i det tilstødende observationslokale, hvor den kliniske assistent Mikkel Agger, netop har sat gang i første ’protokol’ ved hjælp af et klik med musen på en af rummets mange skærme.

- Vi skal vide, at vi kan. Og vi skal kunne gøre det igen og igen. Fordi når vi skal lave forskning, så skal vi kunne gøre det på samme måde hver eneste gang, siger Mikkel Agger.

Der er et direkte videobillede inde fra MR-Scanneren. Marcus Carstensen ligger med et tæppe over kroppen og modtager sin egen lysbehandling gennem masken. På skærmen i observationsrunnet kan vi nu se en tegning af Marcus’ hjerne.

- Sjællands Universitetshospital er med, fordi vi er meget interesseret i funktioner i hjernen. Altså på blinkende lys, på stillestående lys og på lyde osv, siger overlæge Troels Wesenberg Kjær.

OptoCeutics har kun fire mennesker fuldtidsansat. Det er en startup-virksomhed, der er stærkt afhængig af hele tiden at have engagerede studenter til at hjælpe til med at udvikle sin lys-teknologi, og så er det en virksomhed, der har patent på en idé i samarbejde med DTU i Lyngby og Berkeley universitet i Californien.

Andet afsnit i serien 'Iværksætterne'

Ny serie ’Iværksætterne’

Gennem de sidste fire måneder har vi fulgt i hælene på Marcus Carstensen og resten af holdet bag virksomheden OptoCeutics, da de er en af de i alt 20 virksomheder, der har været en del af acceleratorprogrammet Danish Tech Challange.

I serien ’Iværksætterne’ kan du få et indblik i, hvad det vil sige at være med til at udvikle et hardware-startup, der kæmper for at udvikle en lampe, der på sigt kan vise sig at blive et anerkendt middel mod sygdommen Alzheimers.

Danish Tech Challange er en startup konkurrence, der foregår i Futurebox på DTU og ender med et awardshow, hvor den bedste iværksætteridé præmieres med 500.000 kroner overrakt af Kronprins Frederik.

Følg serien 'Iværksætterne' i vores nyhedsudsendelser i denne uge klokken 19:30, eller allerede nu ved at klikke her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik