'Dovenskab' får Simon til at tage steroider: Forskere skal nu undersøge konsekvenserne

Simon Iversen har taget anabole steroider gennem mange år. Nyt forskningsprojekt skal undersøge de langvarige konsekvenser.

32-årige Simon Iversen fra Amager finder nåle, sprøjte og ampul frem.

Han kører en spritserviet over sit lår, finder midten af musklen og tager fat.

- Så stikker man bare nålen i, siger han og viser TV 2 Lorrys journalist sin ugentlige rutine med brug af anabole steroider.

Længere nede i artiklen kan du se en video fra vores besøg hos Simon Iversen, som er produceret til TV 2 Lorrys YouTube-kanal.

Anabole androgene steroider er det fulde navn for gruppen af testosteron og testosteron-lignende stoffer.

Medmindre stofferne er ordineret af en læge, er de forbudte at indtage, enten som piller, indsprøjtninger, cremer og plastre - og der er risiko for både psykiske og fysiske bivirkninger. 


Alligevel er Simon Iversen er fuldstændig åben omkring, at han gør det. For ham er det en genvej til en muskuløs krop - også i tider hvor han ikke får trænet så meget. 

- Det startede for mig med bodybuilding, fortæller han.

Nogle har måske set ham - og hans krop - i tv-programmer som "For lækker til love" og "Hård udenpå". Han arbejder som murer om dagen og stripper om natten, hvilket gør hans udseende ekstra vigtigt for ham:

- Det var en fascination af, at man kan blive så stor. Det dér hårde vilde look, ud i det ekstreme. Den dér opmærksomhed, der fulgte med det, forklarer han. 

I dag har Simon Iversen - efter at have holdt en pause fra steroiderne - fået sine bivirkninger under kontrol, mener han.
I dag har Simon Iversen - efter at have holdt en pause fra steroiderne - fået sine bivirkninger under kontrol, mener han.
Foto: TV 2 Lorry

Da Simon Iversen startede sit forbrug, fulgte dog også en lang række bivirkninger. 

Han fik mere væske i kroppen, en knude i brystet, bumser i en grad, så det lignede, at han var "blevet skudt bagfra med et haglgevær" og en sexlyst, han beskriver som en besættelse.

quote Der var det 'fuck om jeg dør ung, bare kisten er tung.

Simon Iversen, steroidbruger

Da hans forbrug af steroider var på sit højeste, tog han tre forskellige præparater af anabole steroider. Og også andre stoffer. 

- Der var det 'fuck om jeg dør ung, bare kisten er tung, fortæller han. 

I dag har han - efter at have holdt en pause fra steroiderne - fået sine bivirkninger under kontrol, mener han. Men hvorfor han igen sidder med en sprøjte i hånden, vender vi tilbage til.  

Overlæge ser både hjerteproblemer og sterilitet

På Medicinsk Endokrinologisk Klinik på Rigshospitalet tager de ifølge overlæge Caroline Kistorp imod flere og flere med følgevirkninger fra deres brug af anabole steroider.

Nu har hun og kolleger fra andre danske hospitaler fået en bevilling fra Novo Nordisk Fonden til projektet "The Fitness Doping Study". Det skal som det første store studie afdække de langsigtede konsekvenser af at bruge steroider, samt undersøge en mulig behandling. 

I praksis ser Caroline Kistorp flere 'skrækscenarier'.

- Her på Rigshospitalet har vi jo haft nogle af de dér worst case-scenarios, hvor man har taget steroider i et omfang, eller også har man bare været uheldig, at man er disponeret, så man har fået en meget alvorlig hjertesygdom, så ens hjerte nærmest ikke kan pumpe. Og der har faktisk været nogle, hvor man har overvejet, om de skulle hjertetransplanteres på grund af steroider, siger hun til TV 2 Lorry.

quote De har nul levende sædceller.

Caroline Kistorp, overlæge, Rigshospitalet

Hun møder også mænd, der har ødelagt sædkvalitet og derfor problemer med at få børn. 

Med til den historie hører naturligvis, at mange mænd - også nogle, der aldrig har rørt steroider - har nedsat sædkvalitet.

Men ifølge Caroline Kistorps er der blandt hendes patienter nogle, som er fuldstændigt sterile:

- De har nul levende sædceller, siger hun. 

- Det kan også være ti år efter (deres forbrug af steroider, red.). 

Og når steriliteten ikke kan kobles til andre mulige forklaringer, for eksempel testikelkræft, og de har en lang historik med steroider:

- Så er det klart, at så må man antage, at det må være det, siger hun.

Steroider og fertilitet

'Det er simpelthen bare for nemt'


I vores YouTube-video om anabole steroider er vi med, når Simon Iversen får testet sin sædkvalitet. Vi viser også en tidligere undersøgelse af hans hjerte, som han fik lavet i forbindelse Station 2-programmet 'Ulovlig vej til skønhed' i 2018. 

Simon Iversen tager steroider – sådan påvirkes kroppen

Dengang konstaterede hjertelæge Finn Gustafsson fra Rigshospitalet, at der var tegn på belastning af Simons hjerte og begyndende tegn på skade af hjerte.

- Men jeg kender seriøst ikke nogen der er død af det, siger Simon Iversen i dag om de forandringer, som lægen fandt. 

Skal man da kende nogen, før risikoen giver mening for én?

- Ja, det tror jeg. 

Derfor kan det være svært at stoppe

Fra i 2019 og 2020 at have kvittet steroiderne, og fortalt offentligt om det, er Simon Iversens historie nu en anden:

- Ja, så røg jeg jo i igen efter halvandet år, lyder det.

-  Med den viden, jeg har, så så var det simpelthen bare for nemt. Jeg ville godt have lidt rundere muskler igen, og jeg ville godt se mere trænet ud.

Han erkender, at det er 'dovenskab'. Men mener ikke længere, at han har et forbrug, hvor han gambler med sit helbred.

Hvordan kan du ikke gamble?

- Jeg føler slet ikke jeg gambler med de lave doser, jeg tager. 

Og også svaret på sædkvalitetstesten - som du kan se i videoen - tager Simon Iversen med oprejst pande. 

- Det virker lidt, som om mange tror, at de kan styre, hvilke steroider de tager, og hvor meget de tager, så de kan undgå at få bivirkninger, siger overlæge Caroline Kistorp.

Hun ser dog to problemer ved den kalkule: For det første, at stofferne købes illegalt over nettet, med risiko for et anderledes indhold end beskrevet. Og for det andet, at man ikke kan vide, om man for eksempel er genetisk disponeret til hurtigt at få ødelagt sin fertilitet.

Graden af skade rangerer fra ufarligt til dødeligt, og afhænger af intensiteten og varigheden af misbruget, og hvor modtagelig den enkelte person er for bivirkninger, lyder det opsummerende i en artikel i Patienthåndbogen.

Har du idéer til vores YouTube-kanal?