Ulovlige svampetrip samler folk i fællesterapi

Psykedeliske stoffer bliver hyppigst brugt i Region Hovedstaden - og for nogle brugerne er det et middel mod angst, depression og andre mentale udfordringer.

Muligheden for at komme på et psykedelisk trip som led i sin terapi popper op flere steder lige nu.

På forskningsgange undersøger man stoffernes potentiale som lægemiddel. Men også udenfor, hvor det ikke er lovligt, er forskellige former for psykedelisk terapi kun en googlesøgning eller Facebookgruppe væk.

TV 2 Lorry har i en YouTube-video fået lov til at deltage i en ceremoni på en hemmelig adresse i Nordsjælland.

Reportagen er ikke en opfordring til, at du selv tager psykedeliske stoffer. Det er en undersøgelse af de oplevelser, der lokker mennesker til med traumer, angst og depression. Men også et indblik i, hvilke risici man udsætter sig selv for undervejs.

quote Jeg har haft perioder med depressioner, og jeg har betvivlet mig selv på mange måder.

Steffen, deltager i ceremoni

Vil have rokket ved sit verdensbillede

39-årige Steffen fra København er én af dem, der deltager i ceremonien. Han har indvilliget i at stille op med fornavn og ansigt, men ønsker ikke at hans fulde navn sættes i relation til de ulovlige handlinger. Det er dog redaktionen bekendt.

- Jeg håber at kunne få nye perspektiver. Jeg har haft perioder med depressioner, og jeg har betvivlet mig selv på mange måder. Jeg har indset, at min måde at anskue verden på på mange måder er fastlåst, fortæller han til TV 2 Lorry.

Det lyder ambitiøst, men han håber at få rokket ved sit verdensbillede.

TV 2 Lorry har interviewet både ham og ceremoniens arrangør. Han går i denne sammenhæng under navnet "Føniks", og TV 2 Lorry spørger ham, hvorfor han vælger at bryde loven ved at udbyde terapeutiske seancer med ulovlige stoffer:

- Der er et stigende antal mennesker, som er mødt af nogle udfordringer i deres hverdag. Og hvis de selv skulle søge deres egen vej til de stoffer her, så var det internettet, de skulle bruge som deres guide. Og det kan gå i rigtigt mange retninger, svarer han.

Redaktionen har accepteret kildernes anonymitet på grund af deres frygt for arbejdsmæssige konsekvenser. Til gengæld kan vi give jer et nuanceret indblik i et kontroversielt, ulovligt, men dog eksisterende fænomen. TV 2 Lorry er bekendt med den fulde identitet af både Steffen, Føniks og alle andre tilstedeværende under ceremonien.

Dem vender vi tilbage til.

Steffen får støtte af psykoterapeuten Ea undervejs i sit psykedeliske trip.
Steffen får støtte af psykoterapeuten Ea undervejs i sit psykedeliske trip.
Foto: Anders Nordahl / TV 2 Lorry

Hyppigere brug blandt yngre voksne i hovedstaden

I mere 3000 år har psilocybin, som er det aktive stof i psykedeliske svampe, været brugt i Mellem- og Sydamerika i rituelle ceremonier.

Men stofferne hører øjensynligt ikke kun historiebøgerne til.

I dagens Danmark svarer omtrent én procent voksne over 25 år at have brugt psykedeliske stoffer inden for et år. 

Mest populære er de blandt de 25-39 årige i Region Hovedstaden, hvor det gælder seks procent. Det viser nyligt indsamlede tal fra Center for Rusmiddelforskning (Aarhus Universitet), der endnu ikke er udgivet.

Margit Anne Petersen, der er lektor hos Center for Rusmiddelforskning, undersøger kulturen omkring psykedeliske stoffer i dag:

- Man kan sige, der er helt klart en stigende interesse for det - men hvad den så afspejler, er svært at sige, fortæller hun til TV 2 Lorry.

Hun har dog flere bud på, hvorfor stofferne generelt har fået meget opmærksomhed og interesse:

  •  Lovende medicinsk forskning - for eksempel i behandling af depression.

  • Afkriminalisering af stofferne i udlandet. For eksempel har Oregon som den første amerikanske stat gjort det lovligt at bruge psilocybin til terapi.

  • Utilfredshed med den behandling, man bliver tilbudt i dag, for eksempel med antidepressiv medicin.

  • En kultur, der kræver, at konstant optimerer, arbejde med og forstår os selv bedre.

Margit Anne Petersen fortæller, at medlemstallene i Facebook-grupper omhandlende psykedeliske stoffer vokser.

Og både her og på andre hjemmesider, tager det ikke mange klik at finde psykedeliske ceremonier eller terapeuter, der tilbyder sig som "sittere" under psykedeliske trip eller tilbyder eftersamtaler ovenpå et psykedelisk trip.

Hvor mange, der er tale om, er dog svært at afgøre.

Deltagere bliver 'screenet'

Ceremoni-arrangøren Føniks er kommet meget i det københavnske fest- og musikmiljø og har kritisk observeret, hvordan der bliver taget stoffer der.

Hans erfaringer med at bruge psykedeliske rejser i terapi går fem år tilbage, men han har ikke nogen formel terapeutisk uddannelse, selvom han nu faciliterer terapi for andre.

Inden en ceremoni holder han screenings-samtaler med potentielle deltagere, hvor de forventningsafstemmer og taler om baggrund, medicinforbrug, sindslidelser i familien og lignende.

Men du er jo ikke psykolog eller læge, så hvorfor kan du gøre dig klog på, hvad for noget medicin de tager og hvad for nogle lidelser de har?

- Hvis jeg kan høre, der er nogle udfordringer de har, som jeg ikke føler, jeg kan varetage på en forsvarlig måde, så skal jeg tale med de respektive professionelle, som jeg samarbejder med. Det er i sidste ende et spørgsmål om tillid, uanset hvad, svarer han.

En anæstesilæge, en sygeplejerske og en psykolog har bekræftet samarbejdet over for TV 2 Lorry.

Vi skal dog stadig holde fast i, psykedeliske stoffer endnu ikke er godkendt til behandling i Danmark, så involveringen af sundhedspersoner blåstempler det ikke som lovligt.

 Al udlevering, modtagelse, besiddelse og så videre ulovlig, hvis ikke det er i et "medicinsk eller videnskabeligt øjemed".

"Føniks" arrangerer en psykedelisk ceremoni sammen med en psykoterapeut og en kropsterapeut. Undervejs i ceremonien skaber de lydsiden til deltagernes trip og taler med dem.
"Føniks" arrangerer en psykedelisk ceremoni sammen med en psykoterapeut og en kropsterapeut. Undervejs i ceremonien skaber de lydsiden til deltagernes trip og taler med dem.

Risiko for angst og psykoser

Det er ikke kun psilocybin, hvis terapeutiske effekt undersøges af forskere og som benyttes i ceremonier. Det gælder også andre klassiske psykedeliske stoffer som DMT, der bruges i den drikken ayahuasca, og LSD.

Fællesnævnerne for disse er, at de får områder i hjernen til at tale sammen på nye måder. Det kan give hallucinationer, og man kalder dem også bevidsthedsudvidende stoffer

Men er det så farligt?

I Patienthåndbogen står der, at der ikke er påvist egentlige fysiske skadevirkninger ved de klassiske psykedeliske stoffer. Det kan andre stoffer med psykedelisk effekt dog have.

Den største risiko er forbigående angst og paranoia. Det bliver sommetider kaldt "bad trips".

Stoffernes alvorlige konsekvenser er meget sjældne, men der er folk, der i deres rus, har gjort skade på enten sig selv eller andre.

Hvis man i forvejen har paranoide overvejelser eller en diagnose inden for psykosespektret, er risikoen for at få udløst en egentlig psykose større.

Stofferne kan være svære at dosere.

quote Jeg kan kun sige, at vi har en del kunder i butikken, der netop er blevet psykotiske, på grund af deres søgen efter helbredelse og så er faldet over de her stoffer.

Poul Videbech, overlæge og professor

Overlæge advarer

Poul Videbech, der er overlæge og professor på Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning på Psykiatrisk Center Glostrup, advarer mod brug af stofferne uden for forskningsregi:

- Jeg kan kun sige, at vi har en del kunder i butikken, der netop er blevet psykotiske, på grund af deres søgen efter helbredelse og så er faldet over de her stoffer. Og vi har også nogle patienter, som oplever flash backs, hvor rusen kommer igen og igen, selvom de ikke har taget stofferne i lang tid, siger han til TV 2 Lorry.

Overlæge Poul Videbechs holdning til psykedeliske stoffer er klar: "Don't try this at home"
Overlæge Poul Videbechs holdning til psykedeliske stoffer er klar: "Don't try this at home"

Men hvad så med dem, der ikke får noget af den eksisterende behandling, der findes, eksempelvis med antidepressiv medicin?

- Jeg kan sagtens forstå, at sådan nogle mennesker vil søge og prøve alt muligt, fordi de har det så forfærdeligt. Jeg synes bestemt man forske i mulighederne i at bruge ayahuasca og psilocybin. Det synes jeg man skal forske i og prøve af. Men det skal bare være under kontrollerede omstændigheder.

Føniks mener ikke, at man kan holde brugen af psykedeliske stoffer tilbage. I stedet bør man lave nogle fælles retningslinjer for terapien. 

Er du nervøs for at inspirere nogen til at gøre det, du gør, og så komme galt afsted med det?

- Jamen, det er altid en risiko, medgiver han.

- Hvis du ikke er livserfaren eller uddannet nok til at gøre det her arbejde på en god måde, så kan det gå galt.

Se vores YouTube-reportage fra ceremonien:

OBS: Ceremonien er optaget i november måned. Af hensyn til situationen med Covid-19 blev alle deltagere opfordret til at blive testet før ceremonien, og da afstandskravene ikke kunne overholdes, blev TV 2 Lorrys reporter både testet før og efter.

Ikke et 'quickfix'

Undervejs i ceremonien når deltageren Steffen igennem både utilpashed, ængstelse og frygt.

Han ender dog i det, han selv beskriver som en 'kropslig orgasme', hvor alle hele registeret af følelser udløses på samme tid.

Han får nye indsigter i, hvorfor han tænker og føler, som han gør og samtidig en følelse af totalt accept af sig selv.

- Jeg kom i kontakt med, hvorfor jeg har bygget en masse angst og modstand op, fortæller han, da deltagerne vender deres oplevelser med hinanden dagen efter ceremonien.

Det lyder, som om du faktisk fik rokket lidt ved dit verdensbillede?

- Helt vildt. Meget.

Dagen efter den psykedeliske rejse samles deltagerne om en "integration" af oplevelsen ved at dele deres tanker og følelser og det, de vil tage med videre.
Dagen efter den psykedeliske rejse samles deltagerne om en "integration" af oplevelsen ved at dele deres tanker og følelser og det, de vil tage med videre.
Foto: Anders Nordahl / TV 2 Lorry

Men hvad så i dag og hvad så i morgen? Er du så ikke tilbage til før?

- Det er et rigtig godt spørgsmål. Det er dér, det videregående arbejde er så vigtigt.

Svampene er ikke et "quickfix" til at få det godt, understreger Steffen, og oplevelsen kan ikke stå alene. Halvanden måned efter optagelserne er han fortsat i psykoterapi, men oplever samlet at bevæge sig med små skridt i den rigtige retning.

TV 2 Lorry opfordrer til, at det er din læge du går til, hvis du har det svært. Det er som sagt hverken risikofrit eller lovligt at tage psykedeliske stoffer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik