Ung mand død efter at have sprøjtet olie ind i musklerne - overlæge advarer om livsfarlig trend

Det er ikke muligt at fjerne olien, når den først er i kroppen. Den eneste behandling er derfor at forsøge at skåne kroppens organer.

Det er egentlig et afføringsmiddel, men det afskrækkede ikke Victoria Mikas lillebror.

Nu sidder hun tilbage med minderne om en glad bror, der havde sit at kæmpe med.

- En glad dreng, som ville mig det bedste og sin søn. Men som også havde en masse ting, som var svært for ham.

quote Der er ingen tvivl om, at de her unge mennesker aldrig ville have gjort det, hvis de havde kendt konsekvenserne

Ebbe Eldrup, overlæge, Herlev Hospital

Kort før jul blev det enden på brorens korte liv. Hans hjerte tabte takter i det, lægerne kalder et kredsløbschok, og om formiddagen den 21. december sidste år gik det i stå.

Fem år forinden sprøjtede han lige knap tre liter paraffinolie ind sin dengang 21-årige krop. Han gjorde det som en genvej til at få muskler som en bodybuilder, men det blev samtidig begyndelsen på et årelangt eskalerende sygdomsforløb.

Kampen for at få store muskler kostede Victoria Mikas bror livet.

Kan ikke komme ud af kroppen

Det var Ebbe Eldrup, som er overlæge på Herlev Hospital, der behandlede den unge mand til det sidste. Det er første gang, at overlægen ser et paraffinrelateret dødsfald, men den unge mands historie er langtfra enestående.

Lige nu er 51 patienter i behandling på Herlev Hospital for paraffinrelaterede sygdomme. Fælles for stort set alle er, at de for fem til otte år siden har skudt anseelige mængder af paraffinolie ind i kroppen. Når det først er inde, kommer det ikke ud. Den eneste behandling er derfor at forsøge at skåne kroppens organer så meget som muligt.

- Man må sige, at der er ingen tvivl om, at de her unge mennesker aldrig ville have gjort det, hvis de havde kendt konsekvenserne dengang, de gjorde det, forklarer Ebbe Eldrup.

Fakta om olie

Ønsket om store muskler får nogle til at vælge at sprøjte olie (f.eks. paraffinolie eller synthol) ind i musklerne med henblik på at få muskler til at se større ud.

 

Olie er ikke et dopingstof. Men Anti Doping Danmark ønsker at oplyse om risiko ved indsprøjtning af olie, fordi personer, som benytter anabole androgene steroider, og personer som indsprøjter olie i musklerne, ofte kommer i de samme miljøer.

 

Kilde: Anti Doping Danmark

"Det skal nok gå"

Udover at være Victoria Mikas lillebror var den unge mand far til en dreng på fire.

Victoria Mika husker sin bror som "en glad dreng og en god far". Typen, der til enhver tid ville sige: "det skal nok gå", og det gjorde han også flere gange gennem sit sygdomsforløb.

Men i det første lange stykke tid var der ingen, som vidste, at han var syg.

Victoria Mika så godt, hvor store muskler han fik og var ikke et øjeblik i tvivl om, at "det ikke bare var træning". Men hun kendte intet til bagsiden af medaljen. Bivirkningerne holdt den unge mand nemlig helt for sig selv. Først da smerterne i november 2016 voksede sig for store, søgte han læge.

quote Jeg er bange for, at vi kun har set toppen af isbjerget

Ebbe Eldrup, overlæge, Herlev Hospital

Og det er han ikke ene om. De 51 patienter, som Ebbe Eldrup behandler på Herlev Hospital, fortæller nemlig en samstemmende historie om, at de ikke har taget det alene.

Derfor frygter han, at antallet skal ganges med hundreder, hvis ikke tusinder.

- Jeg er bange for, at vi kun har set toppen af isbjerget, forklarer Ebbe Eldrup, der både advarer på det kraftigste mod brugen af paraffinolie og samtidig opfordrer folk, der har taget det, til at søge læge:

- Jeg tror, at folk er forlegne ved det. De er bange for at være syge, og derfor stikker de hovedet i busken.

Resten af livet

Victoria Mika opdagede først sin brors sygdom, da han en dag aflyste en aftale, fordi han skulle deltage i et "forsøg på Herlev".

Men listen med dårligdomme i den unge mands krop var langt større, end han gav udtryk for, og den blev ved med at vokse.

Han blev ramt af nyresten, blodpropper i lungerne og dårlig lever, men det var først til sidst, at Victoria Mika forstod, hvor galt det var. I dag ville hun ønske, at han havde talt åbent om sin sygdom.

- Jeg kan ikke gøre andet end at leve med det, og så kan jeg håbe, at andre, der kommer ud for det samme, vil være mere ærlige omkring det, siger hun.

Nu hvor hun kender omfanget af brorens sygdom, finder hun ro i, at han nu har fået fred.

- Han ville være syg resten af sit liv af det her. Det var ikke værdigt at være inde og ude af hospitalet, så ofte som han var, så nu har han fået fred.

TV 2 kender den unge mands identitet, men undlader at nævne hans navn efter aftale med familien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik