Musiklivet i Køge får 600.000 kroner fra Statens Kunstfond

For koncertpublikummet betyder det et mere alsidigt musik- og koncertprogram at vælge fra.

Hvis man er glad for at gå til koncerter eller spille musik, er der god grund til at slå de positive toner an.

Musiklivet i Køge har nemlig fået 600.000 kroner fra Statens Kunstfond, som skal løfte det kunstneriske niveau på de regionale og lokale spillesteder, skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.

Aftalen gælder fra 1. august og året ud, inden der vælges nye steder for 2022-2024.

For koncertpublikummet betyder det et mere alsidigt musik- og koncertprogram at vælge fra, også blandt de mere smalle genrer, og musikerne vil til gengæld få bedre muligheder for at udvikle deres talent hele vejen gennem vækstlaget i et større netværk.

Hvis alt går vel, vil spillestederne og deres musikere ende med at nå ud til helt nye publikummer.

Bestyrelsesformanden i Tapperiet og Teaterbygningen, som også er medlem af Køge Kommunes byråd, Kirsten Larsen (K) er glad og beæret over udnævnelsen.

- Vi vil gerne vise, at Køge er en progressiv aktør på musikområdet og samtidig sørge for, at de økonomiske ressourcerne bliver udnyttet optimalt. Det kan udnævnelsen til Netværks- og Genrespillested hjælpe os til, fordi den letter samarbejder på tværs, siger Kirsten Larsen i pressemeddelelsen.

Køge er et af to spillesteder på Sjælland

Samarbejdet mellem Tapperiet, Musikforeningen Bygningen og Teaterbygningen blev i forvejen intensiveret under Covid-19, som har giver svære vilkår for alle i kulturlivet med et utal af aflysninger og dermed mangel på indtægt.

Derfor er udnævnelsen også en ekstra tiltrængt håndsrækning til det gode samarbejde.

- Det vil styrke samarbejdet mellem de mange forskellige musikinteressenter i kommunen, mens publikum vil få flere koncertoplevelser at vælge imellem. I Køge Kommunes Musikplan er målet netop at gøre musik samskabende, tilgængelig, fokuseret, synlig og vedkommende for musikere, publikum og øvrige aktører på området. Derfor passer udnævnelsen også fint ind i planen, siger Kirsten Larsen.

I alt har Statens Kunstfond, under Kulturministeriet udpeget 14 spillesteder til at være Netværks- og Genrespillested. Heraf ligger fem på Sjælland, men kun to uden for København – i Slagelse og Køge.