Støjplagede naboer vil ikke vente på kommunen: "Der sker ikke noget som helst"

Beboerne i Humleby, der er naboer til Carlsberg Byen, har taget sagen i egen hånd med den byggestøj, som de kalder uacceptabelt. De får dog ingen udstrakt hånd fra bygherre.

Naboerne til et byggeri i Carlsberg Byen vil ikke vente på, at Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns kommune går i dialog med bygherren, om at få begrænset den ekstreme byggestøj de i øjeblikket oplever i dagtimerne.

De har derfor taget sagen i egen og selv kontaktet bygherren, udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.

Det er sket bare ni dage efter, at naboerne ellers selv mødtes med Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen for at hun med egne ører kunne høre den byggestøj, som beboerne i Humleby, der ligger et stenkast fra Carlsberg Byen, lever med i øjeblikket.

Her lovede hun, at forhøre sig hos bygherre, om det er muligt at sænke støjniveauet for byggeriet. Det har beboerne i Humleby dog ikke ville vente alt for længe på.

- Man kan selvfølgelig sige, at tålmodigheden ikke er så stor. Men det er jo også, fordi at den ekstreme byggestøj bare er fortsat. Der er ikke sket noget som helst. Rystelserne og støjen fortsætter, og vi er stadig plaget af det, siger Per Skovgaard Andersen, der er formand for bestyrelsen i Husejerforeningen Humleby, til TV 2 Lorry.

En hastesag

Udviklingen af Carlsberg Byen, hvor der i disse år blandt andet skyder flere nye boliger op, er på nuværende tidspunkt inde i en fase, hvor man i byggeriet skal pilotere til et af de sidste højhuse i området.

Det betyder, at man skal forstærke underlaget for en bygnings fundament, som sker ved såkaldt spunsning, hvor pæle af beton med voldsom kraft bliver banket ned i jorden.

Spunsningen står på fire dage om ugen, ni timer om dagen fra klokken 8 til klokken 17, og har været i gang nogle uger og skal stå på frem til december, lyder det fra husejerforeningen.

Ifølge naboerne i Humleby giver det en fuldstændig forfærdelig larm, som gør det helt uudholdeligt at opholde sig udendørs i området. Samtidig er støjen indendørs på så voldsomt et niveau, at det er stærkt uacceptabelt, mener de

I et åbent brev til Carlsberg Byen P/S anmoder husejerforeningen om, at ejerne øjeblikkeligt skrider ind over for den ekstreme støj fra spunsningen og sørger for at arbejdet udføres med en væsentlig mindre støjende metode.

"Det er en hastesag, da der er risiko for høreskader for forbipasserende, samt børn og andre på den nærliggende legeplads og muligvis også ved ophold udendørs på de nærmeste nabogrunde, børneinstitutioner og arbejdspladser", lyder det i brevet.

Bedste metode til formålet

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der risiko for nedsat hørelse ved støjbelastninger over 75 decibel.

Beboerne i Humleby har ad flere omgange målt spunsningsarbejdet til Carlsberg Byen til omkring 100 decibel.

Men det er ikke meget hjælp at hente. Carlsberg Byen P/S skriver i et skriftligt svar til TV 2 Lorry, at det desværre ikke er muligt at foretage byggeri af den størrelse, som man ser i Carlsberg Byen, uden at støje.

- I øjeblikket foregår der en del arbejde med at spunse i et stort byggefelt. Vores entreprenører har valgt den metode, der passer bedst til formålet herunder til de geologiske forhold i undergrunden. Vi er i tæt dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, og vi følger nøje med i, at entreprenørernes arbejde foregår inden for de tilladte grænseværdier, skriver udviklingsselskabet.

Teknik- og Miljøforvaltningen bekræfter overfor TV 2 Lorry, at der indledt en dialog med Carlsberg Byen P/S. Man er helt forståelig overfor, at beboerne i Humleby er utålmodige, og forventer, at være klogere på, hvad der kommer ud af dialogen i denne uge.

quote Man kan selvfølgelig sige, at tålmodigheden ikke er så stor. Men det er jo også, fordi at den ekstreme byggestøj bare er fortsat.

Per Skovgaard Andersen, formand for bestyrelsen i Husejerforeningen Humleby

Set med med beboerne i Humlebys øjne, så sker der dog ikke noget. Forholdt kritikken om de er for utålmodige, svarer beboerne i Humleby:

- Må der ikke ske noget på otte dage? Problemet er, hvis man havde stoppet arbejdet og drøftet tingene, så havde det været en anden sag, men her sker der jo ikke noget. Det er næsten halvanden uges støjhelvede. Vi føler os lidt magtesløse, siger Per Skovgaard Andersen.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik