Carlsberg Byens naboer klager over 'ekstrem' byggestøj - vil have kommunen til at skride ind

Larmen fra byggeriet betyder, at beboerne i området ikke kan være i deres hjem i dagtimerne, og børn i daginstitutioner og skoler ikke kan være på legeplads.

Udviklingen af Carlsberg Byen, hvor der i de kommende år skyder flere nye boliger op, er i øjeblikket ved at drive de omkringliggende naboer til vanvid.

Byggeriet er på nuværende tidspunkt inde i en fase, hvor man skal pilotere til et af de sidste højhuse i området, hvilket vil sige, at man skal forstærke underlaget for en bygnings fundament. Det sker ved såkaldt spunsning, hvor pæle af beton med voldsom kraft bliver banket ned i jorden.

Og støjen fra det arbejde er ulidelig, lyder det fra naboerne.

- Det er en fuldstændig forfærdelig larm. Det er helt uudholdeligt at opholde sig udendørs i området, og støjen indendørs har så voldsomt et niveau, at det er stærkt uacceptabelt. Ikke mindst for børnefamilier og hjemmearbejdende, siger Per Skovgaard Andersen, der er formand for bestyrelsen i Husejerforeningen Humleby.

Det traditionsrige kvarter på Vesterbro med de gamle rækkehuse ligger et stenkast fra Carlsberg Byen. Da TV 2 Lorry taler med formanden mandag eftermiddag, har han været nødsaget til at søge ned til en café i Kødbyen, da han ikke kan holde ud at være i sit hjem.

Spunsningen står på fire dage om ugen, ni timer om dagen fra klokken 8 til klokken 17, og har været i gang nogle uger og skal stå på frem til oktober, lyder det fra husejerforeningen.

- Når en af mine gode venner i Humleby laver træningsøvelser på sit gulv, så vibrerer hans brystkasse. Det er utroligt, siger Per Skovgaard Andersen.

Beboerne i Humleby er ikke utilfredse med, at der skal bygges, de undrer sig bare over måden arbejdet foregår på. Ifølge dem kan spunsningen nemlig godt foregå på en måde, der er langt mindre støjende.

Et hav af nye bygninger er skudt op på det gamle bryggeriområde i de seneste år.
Et hav af nye bygninger er skudt op på det gamle bryggeriområde i de seneste år.
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Ikke vant til så ekstrem byggestøj

En anden nabo til Carlsberg Byen på Vesterbro, som er ekstremt generet af den voldsomme byggestøj, er Signe Bidstrup.

Ifølge hende kan børnene i området ikke færdes på vejene omkring på grund af larmen, naboernes boliger og indbo ryster, daginstitutioner og skoler i området er dybt generede og kan ikke være udenfor på legepladser.

- Vi er lige nu ved at erhverve os høreværn til børnene, når de skal transporteres rundt i området, siger Signe Bidstrup til TV 2 Lorry.

Hun er naturligvis vant til byggestøj, da hun og hendes familie har valgt at bosætte sig i byen og tæt på Carlsberg-byggeriet.

- Men den støj, vi oplever lige nu, er helt ekstrem og giver fysiske gener i form af hovedpine, vibrationer og ubehag og ringen for ørerne, siger Signe Bidstrup.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der risiko for nedsat hørelse ved støjbelastninger over 75 dB. 

Støjniveauet på Ny Carlsberg Vej er målt til over 100 decibel og over 85 decibel på den nærliggende legeplads, fortæller Husejerforeningen Humleby.

Derfor har man i husejerforeningen besluttet at anmode Københavns Kommune om øjeblikkeligt at skride ind over for den ekstreme støj fra spunsningen og forlange en væsentlig mindre støjende metode.

- Det er en hastesag, da der er risiko for høreskader for forbipasserende, samt børn og andre på den nærliggende legeplads og muligvis også ved ophold udendørs på de nærmeste nabogrunde, siger Per Skovgaard Andersen.

Ingen øvre grænse for støj

Teknik- og miljøforvaltningen bekræfter overfor TV 2 Lorry, at man har modtaget flere henvendelser og klager om ekstraordinær støj fra byggeriet i Carlsberg Byen. Det præcise antal kendes dog ikke.

Det lader dog ikke til, at der er nogen at hjælp at hente for naboerne.

"De politiske beslutninger for området tilsiger, at vi skal give tilladelser til byggerier som dette, da et er en forudsætning for, at boligmassen i København kan udvides. Der er ingen øvre grænse for, hvor meget det pågældende spunsningsarbejde må støje. En sådan grænse vil forsinke eller umuliggøre arbejdet. I stedet har vi opsat regler for, hvornår arbejdet må pågå. Der må alene ske spunsningsarbejde indenfor almindelig arbejdstid på hverdage", siger forvaltningen i skriftligt svar til TV 2 Lorry.

Man skriver samtidig, at det er vurderet, at det mest hensigtsmæssige og mindst generende er, at arbejdet står på i op til ni timer om dagen i op til to måneder i stedet for eksempelvis to timer om dagen i markant flere måneder. 

quote Vi er lige nu ved at erhverve os høreværn til børnene, når de skal transporteres rundt i området.

Signe Bidstrup, beboer Vesterbro

Den vurdering er blandt andet taget for at byggeri af boliger i kommunen skal kunne foregå uden at trække unødigt ud. Bygherren på projektet er udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, der ifølge forvaltningen har efterlevet de krav, som myndighederne har stillet.

"Selvom støj opleves forskelligt, så forstår vi udmærket, at beboerne kan føle sig generet af støjen fra byggeriet. Mange holder fortsat sommerferie, og en del arbejder stadig hjemmefra. Byggeriet kan altså virke generende for flere, end det under normale omstændigheder ville gøre", skriver Teknik- og miljøforvaltningen.

Forvaltningen oplyser desuden til TV 2 Lorry, at teknik. og miljø-borgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) har inviteret beboerne i Humleby til at mødes, så hun kan høre, hvordan beboernes oplevelse er af situationen. Noget som beboerne har takket ja til, ifølge TV 2 Lorrys oplysninger. Mødet skal finde sted tirsdag.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik