Forhøjet vandstand skaber problemer - nu skal pumper forhindre oversvømmelser

Efter en måned med regn og storme kæmper man med forhøjet vandstand i Arresø. Fredag har man iværksat en række initiativer for at undgå oversvømmelser.

Vandet i Arresø i Nordsjælland står lige nu højt.

Faktisk står det så højt, at de omkringliggende kommuner nu arbejder på højtryk for at undgå oversvømmelser i de berørte områder herunder sommerhusområdet Sandet ved netop Arresø.

quote Lige nu ser det ud til at holde, men der skal helst ikke komme mere regn

Steffen Jensen (S), borgmester i Halnæs Kommune

Blandt andet har man i Halsnæs Kommune afholdt et krisestabsmøde fredag formiddag samt møde med de andre berørte kommuner. 

Det oplyser Steffen Jensen (S), der er borgmester i kommunen, til TV 2 Lorry. 

- Lige nu ser det fint ud, men vi vil gerne arbejde for at være og blive på den sikre side. Det er lige til øllet, siger han og fortsætter:

- Der er nogle diger, hvor vandet er helt op til kanten. Lige nu ser det ud til at holde, men der skal helst ikke komme mere regn, og der er vejrudsigten heldigvis med os i det næste stykke tid, fordi der er lovet tørvejr og sol de næste ti dage.

Kommunalt projekt har forværret problemet

Årsagen til den stigende vandsstand er den store mængde regn, der er faldet i løbet af februar, ligesom det også har betydning, at der i øjeblikket kun er et hovedløb i funktion i kanalen, der leder vand væk fra Arresø.

Det skyldes, at sideløbet i kanalen er lukket, da der er gang i et anlægsarbejde med kanalkanterne i Frederiksværk by.

En anlægsarbejde, der ifølge borgmesteren er blevet forsinket et par uger på grund af arkæologiske fund.

Halsnæs Kommune har fredag indsat fire kraftige pumper, som tilsammen pumper 1600 liter vand i sekundet væk fra søen over i kanalens hovedløb. 

Artiklen fortsætter efter videoen...

Ligeledes er man efter fredagens krisestabsmøde i gang med at iværksætte planer for, hvordan det videre forløb skal være, forklarer Steffen Jensen. 

- Selvom vi er fortrøstningsfulde, så er vi nødt til at reagere og finde ud af, hvad vi gør, hvis det (vandet, red.) ryger over, og der er borgere, der for eksempel skal have hjemmehjælp, og man ikke kan komme derud, siger han.

Berørte borgere kan fra fredag klokken 16.00 hente sandsække og plastik ved  Skelvej nummer 40.

Naboborgmester undrer sig

Også i Gribskov Kommune er man i gang med at forsøge at afhjælpe problemet.

Kommune oplyser på sin hjemmeside, at man har sat containere med sand og sandsække frem ved Bækkebrovej Parkering ved Bækkebrovej 50, nord for Arresø. 

"Her kan sommerhusejere hente sandsække efter behov og placere dem foran huller, hvor der kan løbe vand ind – for eksempel ved døre og udluftninger i fundamentet. Dette kan begrænse og forhindre vandskader", lyder meldingen.

Kommunens borgmester, Bent Hansen (V), er dog forundret over, at vandet i Arresø nu står så højt, at der er risiko for oversvømmelse.

- Jeg har boet her hele mit liv, og jeg synes aldrig, at der har været problemer ved Arresø før. Og det er jo ikke noget unormalt i den regn, vi har fået. Jeg kan forstå, at det er noget, der er begrænset af de her arkæologiske udgravninger, siger han til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Jeg er helt overbevist om, at Halsnæs Kommune gør, hvad de kan. Men jeg er godt nok bekymret, hvis nogle arkæologiske udgravninger kan risikere at skabe en regning hos de lokale lodsejere.

Kan lave kontrolleret oversvømmelse

Steffen Jensen medgiver, at det er uheldigt, at udgravningen falder sammen med de store mængde vand.

- Det er måske at forsimple det lidt, at sige at udgravningen er afgørende for situationen, men den har en betydning. Han (Bent Hansen, red.) har ret i, at hvis vi ikke havde skulle lave denne her arkæologiske undersøgelse, så ville det have været en stor fordel lige nu.

- Men man kan ikke på forhånd bestemme, hvad man finder. Denne her arkæologiske undersøgelse er begyndt, før man vidste, at det blev et problem. Men havde man vidst, at det skulle regne de næste fem dage, så er jeg sikker på, at vi i fællesskab (med Slots og Kulturstyrelsen, red.) havde taget bestik af det, siger Steffen Jensen.

Hvis pumperne, der er opstillet i Halsnæs Kommune ikke hjælper tilstrækkeligt, har Halsnæs Kommune mulighed for at lave en kontrolleret oversvømmelse af en byggeplads i Frederiksværk for at afhjælpe problemet yderligere, oplyser Gribskov Kommune på sin hjemmeside.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik