Nyt stød-kaos: Livstruende fejl på Grønnely-byggeri

Grønnely-boligerne på Rostgårdsvej i Gilleleje får nu igen alvorlig kritik af Sikkerhedsstyrelsen. Gamle fejl er ikke bragt i orden - og samtidig er ny sag med “livstruende” fejl på badeværelse dukket op.

For flere beboere er det tilsyneladende forbundet med livsfare at tage sig en  brusebad i Grønnelys boliger på Rostgårdsvej i Gilleleje.

Sådan lyder den klare dom fra Sikkerhedsstyrelsen efter at have været på kontrolbesøg i to Grønnely-boliger.

“Når stikkontakter er placeret for tæt på brusekabinen, er der risiko for at personer kan komme i kontakt med spændingsførende dele, hvilket kan være livstruende,” skriver styrelsen i deres rapport, som TV 2 Lorry har fået aktindsigt i.

quote Det er utrygt at bo i, og man er jo bange for at få stød

Tommy Søfeld, beboer

Sikkerhedsstyrelsen har blandt andet gransket forholdene i Tommy Søfelds lejlighed. Her var en stikkontakt placeret mindre end de lovpligtige 120 centimeter fra brusekabinen.

- Det er ikke særlig sjovt. Det er utrygt at bo i, og man er jo bange for at få stød. Mit tilfælde er ikke det værste, for der er nogle, hvor stikkontakten sidder endnu tættere på bruseren, siger Tommy Søfeld til TV 2 Lorry.

Han og de øvrige beboere sørger nu for at minde hinanden om, at de skal være omhyggelige med at trække deres badeforhæng for, når de går i bad. Tommy Søfeld oplyser, at en tilfældig stikprøve i tre lejligheder afslørede samme fejl alle steder.

Der er et afstandskrav fra stikkontakt til bruser for at sikre, at der ikke kommer vand i kontakten, lyder det fra kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Søren Assenholt Muff.

- Det kan give fare for stød, og det er ret alvorligt, når man står på et badeværelse, og der er vådt gulv, siger han til TV 2 Lorry.

I Grønnely er direktør Peder Blak ked af de mange fejl.

“Alle lejemål blev inden indflytning gennemgået for et lovmæssigt el-tjek og det er derfor ekstra pinefuldt for os og beklageligt, at disse fejl alligevel optræder,” skriver han i en sms til TV 2 Lorry.

Længere nede i artiklen kan du læse det fulde svar fra Grønnely.

Artiklen fortsætter efter billederne...

Sikkerhedsstyrelsens fotodokumentation af de farlige forhold. Der skal være mindst 120 centimeter mellem bruser og stikkontakt.
Sikkerhedsstyrelsens fotodokumentation af de farlige forhold. Der skal være mindst 120 centimeter mellem bruser og stikkontakt.
Foto: Sikkerhedsstyrelsen
Sikkerhedsstyrelsens fotodokumentation af de farlige forhold. Der skal være mindst 120 centimeter mellem bruser og stikkontakt.
Sikkerhedsstyrelsens fotodokumentation af de farlige forhold. Der skal være mindst 120 centimeter mellem bruser og stikkontakt.
Foto: Sikkerhedsstyrelsen

Stribevis af fejl

Sagen om de farlige stikkontakter kommer i kølvandet på, at TV 2 Lorry siden begyndelsen af januar måned har afsløret en hel stribe af fejl og mangler på Grønnelys boligbyggerier i Esbønderup og Gilleleje i Gribskov Kommune.

Det drejer sig blandt andet om vand, der siver ned gennem loftet og kloakvand i soveværelset. I januar var det netop afsløringen af andre livsfarlige el-installationer, der satte afdækningen af byggesjusk i gang.

quote Nogle steder er det okay, andre steder har man rettet en fejl, men så er der i stedet opstået en ny fejl

Søren Assenholt Muff, Sikkerhedsstyrelsen

Her fandt Sikkerhedsstyrelsen mere end 20 fejl, hvor der var “fare for stød og brand.” Da Sikkerhedsstyrelsen ved deres seneste besøg kontrollerede de farlige stikkontakter på badeværelserne kunne de samtidig konstatere, at en hel stribe af de oprindelige fejl stadig ikke var rettede.

- Nogle steder er det okay, andre steder har man rettet en fejl, men så er der i stedet opstået en ny fejl, siger Søren Assenholt Muff fra Sikkerhedsstyrelsen.

Mens fejlene vedrørende fare for stød og brand er rettet, er der fortsat blandt andet kabler, der ikke er beskyttede.

- Det er ikke sikkert, det er farligt nu, men det kan det blive på sigt, hvis kablet bliver ramt af eksempelvis en cykel eller en spade. Det er stærkstrøm, og så er der fare for, at man får stød, siger Søren Assenholt Muff.

Nye alvorlige fejl

Men mens de mest alvorlige af de oprindelige el-fejl nu er bragt i orden, dukkede der blot nye op, da Sikkerhedsstyrelsen kiggede sig omkring under deres seneste besøg.

I en lejlighed manglede der “afdækning i bunden af tavlen ved stikkontakter og kabler var ikke aflastet,” og det giver “fare for stød og brand.”

I et andet tilfælde giver manglende isolering ved udvendige lamper “risiko for elektrisk stød.”

Flere steder blev også lamperne i kældrene kontrolleret.

“Ingen steder var kablet ført korrekt ind i samledåsen bag på lampen og det må formodes at det gør sig gældende for alle de steder hvor denne type lampe er anvendt,” lyder det i rapporten fra Sikkerhedsstyrelsen.

“Der er fare for stød og brand når den elektriske installation ikke er korrekt dækket af en isolerende kapsling samt kabler ikke er fastgjort korrekt,” skriver styrelsen.

quote Der er fare for stød og brand

Sikkerhedsstyrelsen

Endelig var den såkaldte jordingsleder i en eltavle i et kælderrum ikke fastspændt korrekt.

“Hvis der ikke er en god og holdbar forbindelse på jordingslederen er der risiko for alvorlig elektrisk stød i tilfælde af en fejl i den elektriske installation eller på det elektriske materiel,” skriver Sikkerhedsstyrelsen i rapporten.

Styrelsen har nu sendt en partshøring til Grønnely, og det kan i sidste ende udløse et påbud, hvis ikke der rettes op på fejlene i tide. Styrelsen har allerede sendt et påbud i forbindelse med den oprindelige sag. Sikkerhedsstyrelsen mener, at sagen er alvorlig, når der sendes partshøringer og påbud.

- Der er fundet en hel del fejl, det er der ikke tvivl om. Men det er også en stor ejendom med mange lejemål, og hvis man har begået den samme fejl i alle lejligheder, så kan det jo hurtigt løbe op, siger Søren Assenholt Muff.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Trine Egetved (K), viceborgmester i Gribskov Kommune.
Trine Egetved (K), viceborgmester i Gribskov Kommune.
Foto: Privat/Facebook

Forfærdet viceborgmester

På rådhuset i Gribskov er viceborgmester Trine Egetved (K) forfærdet over sagens udvikling.

- Jeg er så bekymret over, at man kan finde på at bygge i den kvalitet. Vores forvaltning gør alt, hvad man kan med at få rettet op på den del som kommunen kan gøre noget ved. Så håber jeg også, at Sikkerhedsstyrelsen gør, hvad de kan for at rette op på deres del. For det her skal stoppes. Man skal ikke have lov til at bygge på den her måde for de her borgere, siger hun til TV 2 Lorry.

quote Det her skal stoppes

Trine Egetved (K)

Forvaltningen i Gribskov Kommune har tidligere på måneden vurderet, at boligerne i både Gilleleje og Esbønderup ikke er egnet til at bo i. Derfor har de givet Grønnely besked på at fremlægge en plan for, hvordan de kan forbedre boligerne. 

Hvis ikke det sker vil kommunen kondemnere boligen. Det betyder, at kommunen beslutter, at man ikke må bo i den.

Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger skulle Grønnelys bud på en genopretning være tæt på at blive færdigbehandlet i kommunen.

Imens står Tommy Søfeld utryg og oprørt tilbage i lejligheden på Rostgårdsvej i Gilleleje.

- Det er grotesk, at de oprindelige fejl ikke rettet. Når det har noget med sikkerhed at gøre, så bliver man bange. Mange ældre er totalt utrygge. Og Grønnely er bare pisseligeglade, siger Tommy Søfeld.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Grønnely-direktør Peder Blak
Grønnely-direktør Peder Blak
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Grønnely beklager

I en sms til TV 2 Lorry beklager Grønnely-direktør Peder Blak:

“Hos Grønnely er vi utrolig kede af de fejl, der er i byggeriet på Rostgårdsvej og den situation, det stiller vores beboere i. Det er ikke i orden. Ved et hvert byggeri kan der opstå fejl og mangler, men det skal naturligvis ikke være med det omfang, det har vist sig at være i dette tilfælde.

Grønnely har til alt el-arbejde benyttet et dansk, autoriseret elinstallatørfirma. Alle lejemål blev inden indflytning gennemgået for et lovmæssigt el-tjek og det er derfor ekstra pinefuldt for os og beklageligt, at disse fejl alligevel optræder.

Efter sikkerhedsstyrelsens første besøg handlede Grønnely straks og bestilte et autoriseret elinstallatørfirma til at komme og udbedre fejlene. Sikkerhedsstyrelsen har efterfølgende udført en ny kontrol, som har vist flere forhold, der skal udbedres. Derfor har vi bestilt et autoriseret elinstallatørfirma til at sikre den nødvendige udbedring af de identificerede fejl.

quote Hos Grønnely er vi utrolig kede af de fejl, der er i byggeriet på Rostgårdsvej og den situation, det stiller vores beboere i

Peder Blak

Grundet stor travlhed i byggebranchen er udbedringerne endnu ikke fundet udført. Men vi presser på for, at det sker hurtigst muligt til den rette kvalitet. Derudover har vi bestilt et ekstra el-sikkerhedstjek i samtlige lejemål fra en autoriseret installatør for at sikre, at der ikke er flere forudsete fejl.

For at løfte kvaliteten i vores projekter fremover har vi derudover skærpet vores interne arbejdsprocedurer og kontroller.”

TV 2 Lorry har spurgt Grønnely, hvilke el-firmaer de har brugt. Det har Grønnely ikke svaret på. 

Grønnely har fået grønt lys til at bygge endnu et byggeri i Gribskov Kommune. Men det er ikke med politikernes gode vilje. Det kan du se mere til i klippet herunder.

Kort nyt.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik