Kendt café må vige pladsen for teaters nye tilbygning

Aveny-T ønsker at tiltrække et ungt publikum, og derfor vil man udvide teateret med en tilbygning.

Teateret Aveny-T på Frederiksberg skal udvides med en tilbygning. 

Formålet med tilbygningen er, at teateret ønsker at tiltrække et ungt publikum, derfor er det nødvendigt med en udvikling af den mere end 150 år gamle bygning. 

Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelese.

For at tilbygningen kan blive en realitet, må caféen Kellerdirk lade livet og vige pladsen efter mere end 40 år, så der kan være plads til en ny foyer, en fleksibel scene og arbejdspladser for kulturiværksættere i den nye del af Aveny-T, som får navnet Væksthuset. 

- I Aveny-Ts ambition om at blive en permanent Nationalscene for ungekulturen er Væksthuset et kæmpe skridt i den retning. Med et stærkt fokus på bæredygtighed, studiepladser til unge og en ekstra scene, hvor alt kan afprøves, fremstår Væksthuset, som et sted der på alle måder tilgodeser unges behov - et mulighedernes teater, som kun findes på Frederiksberg, fortæller teaterdirektør Jon Stephensen.

Arkitektfirmaer skal tegne tilbygning

I forbindelse med opførelsen af Væksthuset har Aveny-T sammen med Frederiksberg Kommune og A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal afholdt en arkitektkonkurrence om at tegne den nye tilbygning. 

Her blev vinderen Arkitektfirmaet Kjaer & Richter og Tranberg Arkitekter. De får nu lov til at tilpasse projektet og lave den endelig udformning, som dog ikke ligger fast endnu.

Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen fra Konservative ser frem til det videre arbejde med forslaget.

- Det er udfordrende at bygge nyt på Frederiksberg Allé. Der er mange hensyn, og det ligger os meget på sinde at bygge med respekt for omgivelserne og i Frederiksbergs ånd. Med vinderforslaget har vi fået et spændende udgangspunkt, som vi skal arbejde videre ud fra, siger han.

Det endelige forslag til tilbygningen vil blive præsenteret i foråret 2020. Derefter forventes det, at Væksthuset står endeligt klart i slutningen af 2021. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik