Kvindelige borgmestre trodser dick pics og mom-shaming: Sådan vil de få flere kvinder i kommunalpolitik

TV 2 Lorry har talt med otte kvindelige borgmestre i Lorryland, der fortæller både sjove og chokerende historier om at være kvinde i politik. Vi spørger dem, hvad de gør for at få flere kvinder til at stille op til kommunalvalgene.

Upassende beskeder på sociale medier, anklager om hysteri - og spørgsmål, der gang på gang går på, hvem der egentlig passer de kvindelige borgmestres børn, når de sidder i borgmesterstolen.

Kun 14 kvinder sidder i dag på en borgmesterpost i Danmark. Ni af dem sidder i TV 2 Lorrys sendeområde.

I anledning af Kvindernes internationale kampdag har TV 2 Lorry spurgt dem, om de møder særlige udfordringer som kvinder på et mandsdomineret område - og hvad de gør for at få flere kvinder med.

Læs med her, og hør, hvad de selv gør, for at skabe mere ligestilling i byrådene.

"Der er engang blevet skrevet en leder i den lokale avis om det nu ville gå ud over mine børn, at jeg blev borgmester."
"Der er engang blevet skrevet en leder i den lokale avis om det nu ville gå ud over mine børn, at jeg blev borgmester."
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Benedikte Kjær (K), borgmester i Helsingør Kommune

Møder du andre udfordringer som kvindelig borgmester, end dine mandlige kolleger gør?

- Jeg tror ikke, mine mandlige kolleger er blevet spurgt om, hvorvidt det hænger sammen at have børn og være borgmester. Det har jeg fået meget. Der er engang blevet skrevet en leder i den lokale avis om det nu ville gå ud over mine børn, at jeg blev borgmester. Det er vildt, at man overhovedet kan tænke den tanke i den tid, vi lever i.

- Man bliver som kvinde målt på en anden måde, end mænd gør. Det kan man se på de sociale medier. Jeg har prøvet at blive kaldt et "hysterisk pigebarn". Hvis man siger fra, så er man hysterisk. Det ville man jo ikke kalde en mand.

I Helsingør Byråd er 10 ud af 25 medlemmer kvinder. Hvordan har du det med den fordeling?

- Vi arbejder målrettet med at få kvinder til at stille op, så vi er så bredt repræsenteret som muligt i byrådet, men det er svært. Jeg tror, kvinder stiller nogle krav til sig selv, som mænd ikke gør. Når jeg har opfordret nogen til at stille op, så siger de: 'Tror du, at jeg kan finde ud af det?'. Mænd kaster sig bare ud i det, og så må tingene komme hen ad vejen.

"Det gør en forskel, at man har en kvinde i spidsen, for så kan kvinderne se, at det kan lade sig gøre."
"Det gør en forskel, at man har en kvinde i spidsen, for så kan kvinderne se, at det kan lade sig gøre."
Foto: Greve Kommune

Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve Kommune

Møder du andre udfordringer som kvindelig borgmester, end dine mandlige kolleger gør?

- Jeg får af og til tilbud fra mænd, og nogen sender nøgenbilleder eller film, hvor de onanerer. Det ryster jeg bare på hovedet af, og nogle gange svarer jeg: 'Det der er ikke en dialog værdig' eller 'ja, kønt er det ikke.' Og jeg kan huske, da jeg blev valgt, at jeg blev spurgt: 'Hvad med dine børn?'.

I Greve Byråd er 8 ud af 21 medlemmer kvinder. Hvordan har du det med den fordeling?

- Det er vigtigt, at kvinder og mænd er ligeligt fordelt, fordi kvinder fylder en stor del af befolkningen, og derfor skal de også være repræsenteret politisk.

Er det svært at få kvinder til at engagere sig i kommunalpolitik?

- Det gør en forskel, at man har en kvinde i spidsen, for så kan kvinderne se, at det kan lade sig gøre. Vi går målrettet efter at finde kvindelige kandidater. Der er typisk en del kvinder engageret i dagtilbuddene, og når vi er på besøg, så sørger vi for at have talentudvikling for øje.

Hvad gør du ellers for at få flere kvinder til at stille op?

- Jeg deler, hvordan jeg har fået mit politiske liv til at spille sammen med familielivet. Min søn sagde engang, at det eneste, han ønskede var, at få en hjemmebagt kage med i skole. Så svarede jeg, at det fik han simpelthen ikke, for det var der ikke tid til. Den slags historier sørger jeg for at dele, fordi jeg ved, det fylder rigtig meget hos mine kvindelige kandidater.

"Da jeg stillede op, blev jeg spurgt, om ikke, det var synd for mine børn. Nej, det er ikke synd for mine børn. De har en far."
"Da jeg stillede op, blev jeg spurgt, om ikke, det var synd for mine børn. Nej, det er ikke synd for mine børn. De har en far."
Foto: TV 2 Lorry

Anette Mortensen (V), borgmester i Stevns Kommune

Møder du andre udfordringer som kvindelig borgmester, end dine mandlige kolleger gør?

- Hvis jeg skal pege på noget, så er det, at vi ikke er særlig mange kvindelige politikere eller borgmestre. I Venstre er vi to kvindelige borgmestre på landsplan, så er det en mandsdomineret verden. Jeg har valgt at sige, at det er et vilkår, men det er et, jeg gerne vil være med til at rykke på.

- Da jeg stillede op, blev jeg spurgt, om ikke, det var synd for mine børn. Nej, det er ikke synd for mine børn. De har en far. Sådan tror jeg ikke, de mandlige borgmestre bliver mødt, så på den måde kan jeg godt mærke det.

I kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune er 6 ud af 19 medlemmer kvinder. Hvad mener du om den fordeling?

- Jeg synes ikke, det skal være en 50/50-fordeling, men jeg synes, det giver mening, at begge køn er stærk repræsenteret, fordi vi ser tingene forskelligt. Jeg sidestiller det med, at det også er vigtigt at have forskellige aldersgrupper, etniciteter og erhvervsmæssige baggrunde.

Gør du selv noget aktivt for at få flere kvinder til at engagere sig i kommunalpolitik?

- Der er en forståelse af, at det ikke hænger sammen med et familieliv. Det kan det sagtens, og derfor prøver jeg også på sociale medier at dele både min fritid og politik, så kvinder kan se, at det godt kan lade sig gøre at forene.

"Jeg er mere opsøgende i forhold til at finde kvindelige kandidater til kommunalvalget, men det er sværere, uanset hvad man gør, at få dem med."
"Jeg er mere opsøgende i forhold til at finde kvindelige kandidater til kommunalvalget, men det er sværere, uanset hvad man gør, at få dem med."
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sofia Osmani (K), borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune

Møder du andre udfordringer som kvindelig borgmester, end dine mandlige kolleger gør?

- Nej, det synes egentlig ikke. Selvfølgelig er der enkelte episoder, men det er ikke noget, der generer mig i hverdagen.


I kommunalbestyrelsen i Lyngby/Taarbæk Kommune er 9 ud af 21 medlemmer kvinder. Hvad mener du om den fordeling?

- Det er meget lige. Det er ikke et mål i sig selv, men jeg tænker, at der er ligeså mange kvinder som mænd, der er kvalificerede. Der er generelt en talentmasse, vi ikke får brugt, og det synes jeg er ærgerligt. Ingen skal vælges, fordi de er kvinder eller mænd. Jeg tror bare på, at talentmassen er den samme.

- Kvinderne er mindre tilbøjelige til at melde sig ind i politik, end mændene er. Når jeg snakker med kvinder om at engagere sig i politik, ser de mere på grundene til ikke at gøre det. De siger typisk: 'Jeg ved ikke nok om det', mens mænd siger: 'Det lyder spændende. Det skal jeg nok finde ud af.'

Hvorfor er det vigtigt, at kvinder går ind i politik?

- Jeg møder så mange kvinder, der har mange meninger og holdninger og er gode til at argumentere, og det er ærgerligt, hvis de ikke også kommer til orde. Jeg er mere opsøgende i forhold til at finde kvindelige kandidater til kommunalvalget, men det er sværere, uanset hvad man gør, at få dem med.

"Sammenlignet med mine mandlige kolleger er tonen hårdere og respekten mindre overfor kvindelige borgmestre end mandlige."
"Sammenlignet med mine mandlige kolleger er tonen hårdere og respekten mindre overfor kvindelige borgmestre end mandlige."
Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Trine Græse (S), borgmester i Gladsaxe Kommune

Møder du andre udfordringer som kvindelig borgmester, end dine mandlige kolleger gør?

- Ikke i mit daglige virke, men jeg oplever det på de sociale medier. Sammenlignet med mine mandlige kolleger er tonen hårdere og respekten mindre overfor kvindelige borgmestre end mandlige. Det er et stort problem, fordi det kan afholde andre fra at søge indflydelse.

I Gladsaxe byråd er 12 ud af 25 medlemmer kvinder. Hvad mener du om den fordeling?

- Vi har en god tradition for her, at der sidder kvinder i byrådet, og jeg er også selv den tredje kvindelige borgmester. Det er da noget, vi snakker om og særligt, når vi ser statistikkerne for resten af landet, ånder vi lettet op og siger: 'Hvor er det dejligt, at vi ikke har den udfordring.'

Er det vigtigt, at fordelingen af køn i byrådet er lige?

- Ja, vi skal afspejle alle kommunens borgere.

Har I gjort noget særligt for at få flere kvinder ind i byrådet?

- Nej, men jeg tænker, at det kan have en betydning, at der har været flere kvindelige borgmestre.

"Det er vigtigt, at der generelt er lige muligheder for at engagere sig i politik, uanset hvilket køn man har."
"Det er vigtigt, at der generelt er lige muligheder for at engagere sig i politik, uanset hvilket køn man har."
Foto: Brittjensen.dk

Britt Jensen (S), borgmester i Rødovre Kommune

Møder du andre udfordringer som kvindelig borgmester, end dine mandlige kolleger gør?

- Nej.

I Rødovres kommunalbestyrelse sidder 6 kvinder ud af 19 medlemmer. Er ligestilling i kommunalbestyrelsen vigtig for dig?

- Kommunalbestyrelsen i Rødovre har den helt rigtige sammensætning – for det er jo borgerne i Rødovre, der demokratisk har valgt medlemmerne. Jeg oplever ikke, at den nøjagtige fordeling mellem kvinder og mænd har den store betydning. Medlemmerne repræsenterer jo ikke deres køn, men bestemte holdninger og værdier.

Er det vigtigt at have ligestilling generelt i kommunalpolitik, mener du? 

- Det er vigtigt, at der generelt er lige muligheder for at engagere sig i politik, uanset hvilket køn man har.

"En af mine partifælder er mor til fire drenge, så hende bruger jeg som rollemodel for potentielle kandidater, for at vise, at det godt kan lade sig gøre."
"En af mine partifælder er mor til fire drenge, så hende bruger jeg som rollemodel for potentielle kandidater, for at vise, at det godt kan lade sig gøre."
Foto: Hvidovre Kommune

Helle Adelborg (S), borgmester i Hvidovre Kommune

Møder du andre udfordringer som kvindelig borgmester, end dine mandlige kolleger gør?

- Jeg er tit blevet spurgt, hvem der passer mine børn. Det gør deres far! Jeg sidder også med den erfaring, at man nogen gange skal være dygtigere for at blive borgester, hvis man er kvinde, end hvis man er mand.

- Jeg har ofte oplevet, når jeg tager ud på skolerne med den mandlige kommunaldirektør, og lærerne siger: 'Nu kommer borgmesteren,' ja, så er det ikke mig, de kigger på, men min kommunaldirektør. Der ligger noget i nogle kønsroller, at når man kigger efter en borgmester, så er det en mand.

I Hvidovres kommunalbestyrelse er 9 ud af 21 medlemmer kvinder. Hvad mener du om den fordeling?

- Det er så tæt på at være halvdelen, som det kan blive. Jeg synes, det kan være svært at få kvinder med. Enten tror man ikke nok på sig selv, eller også har man små børn og kan ikke overskue det. En af mine partifælder er mor til fire drenge, så hende bruger jeg som rollemodel for potentielle kandidater for at vise, at det godt kan lade sig gøre.

"Man har en vis teflon - en kappe, man tager på, og siger: "Nu er det Hillerøds borgmester, der taler""
"Man har en vis teflon - en kappe, man tager på, og siger: "Nu er det Hillerøds borgmester, der taler""
Foto: Bjarke Maccarthy/Ritzau Scanpix

Kirsten Jensen (A), borgmester i Hillerød Kommune

Møder du andre udfordringer som kvindelig borgmester, end dine mandlige kolleger gør?

- Ikke så meget. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg selv insisterer meget på, at Hillerød Kommunes borgmester skal man høre på. Man har en vis teflon - en kappe, man tager på, og siger: 'Nu er det Hillerøds borgmester, der taler'.

I Hillerød Byråd er 11 ud af 27 medlemmer kvinder. Hvad mener du om den fordeling?

- Det synes jeg er godt, men den er tippet lidt siden sidste periode, hvor det var 14 ud af 27. Det er jo egentlig utroligt, at det ikke er sådan andre steder. 

Hvorfor er det vigtigt at have en lige fordelingen af kønnene i et byråd eller en kommunalbestyrelse?

- Det er vigtigt, fordi man skal have alles perspektiver med. Der er så mange ting, der har betydning for os som borgere, som byrådene har indflydelse på, og en lige kønsfordeling skaber balance i synet på, hvad der vigtigt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik