Kys, slik og befamling: Her er Frank Jensens mange krænkelsessager

Her kan du læse mere om de nu 12 krænkelsessager, som følger Frank Jensen.

Det vælter ned over Frank Jensen med anklager om krænkende adfærd over for kvinder. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Københavns overborgmester er kommet i voldsom modvind på grund af nye beskyldninger om seksuelt krænkende adfærd.

Både i 2004 og 2011 blev Frank Jensen offentligt omtalt i to sager om sin opførsel over for adskillige yngre kvinder i forbindelse med julefrokoster.

Læs også S-gruppeformand: - Jeg ville fremstå som komiske Ali, hvis jeg sagde, det var gavnligt

Nu har to nye sager om grænseoverskridende adfærd, som Jyllands-Posten beskrev i en artikel bragt i fredags, udløst et krisemøde hos Socialdemokratiet på Københavns Rådhus søndag aften.

Søndag eftermiddag kunne Jyllands-Posten desuden fortælle, at der ligger yderligere otte sager, som involverer overborgmesteren.

Hvis du har svært at holde styr på, hvor Frank Jensens hænder har været og hvornår, så har TV 2 Lorry samlet et overblik over de 12 sager her.

"Lod munden løbe" til julefrokost

  Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

I 2004 måtte Frank Jensen - dengang Socialdemokraternes daværende politiske ordfører og kronprins - undskylde over for en studentermedhjælper efter angivelig at være kommet med tilnærmelser under en våd julefrokost i partiet.

Frank Jensen sagde ved den lejlighed til Se & Hør:

- Jeg husker ikke præcist, hvad der skete. Men jeg har åbenbart fået sagt noget, hun blev meget fornærmet over. Jeg tror, at man kan sige, at jeg lod munden løbe og gav hende nogle komplimenter, som hun så bare ikke opfattede i den ånd, de var fremsagt.

Arkivfoto af Frank Jensen ved LO's 1. majmøde i 2004. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Julefrokost på rådhuset endte i kys og slik

I 2011 bringer Ekstra Bladet lillejuleaften en historie om, at flere kvindelige ansatte på Københavns Rådhus følte sig forulempet af overborgmesteren under julefrokosten.

Ifølge avisen slikkede overborgmesteren to kvinder på henholdsvis øre og hals, mens han forsøgte at kysse andre.

Frank Jensen sagde til Information, at det måtte være hans dans, der havde provokeret nogle af de tilstedeværende:

- Jeg er et åbent og positivt menneske, og jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at min glade dans på dansegulvet udviklede sig på en måde, hvor nogle har følt sig provokeret.

Læs også Blev advaret mod Frank Jensen - sådan undgik ung socialdemokrat krænkernes lange arme

Ingen af de kvindelige medarbejdere ønskede dog at gå videre med sagen, og Frank Jensen kunne dermed ånde lettet op.

I en redegørelse fra kommunens Økonomiforvaltning, der blev fremlagt for Økonomiudvalget i januar 2012, fremgik det, at Frank Jensen efter julefrokosten havde beklaget episoden:

- Jeg vil naturligvis gerne beklage, hvis min opførsel ved fredagens julefrokost har provokeret eller overskredet nogens grænser. Det har ikke været tilsigtet, meddelte Frank Jensen til den daværende administrerende direktør i Økonomiforvaltningen Claus Juhl, der herefter tog kontakt til de pågældende medarbejderes chefer.

Befamleri på værtshus

  Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Allerede året efter den famøse julefrokostbrandert på Københavns Rådhus har Frank Jensens angiveligt igen svært ved at styre sine hænder. Denne gang går krænkelsen ud over en dengang 23-årig kvinde, der på det tidspunkt er ansat som organisationssekretær i Socialdemokratiet i København. Hun hedder Maria Gudme og er i dag folkevalgt til regionsrådet i Hovedstaden for Socialdemokratiet.

Læs også Det føltes som en magtdemonstration, da Frank Jensen ringede ud af det blå

Maria Gudmes oplevelse med Frank Jensens lange fingre bliver først offentlig kendt otte år senere, da Jyllands-Posten fredag i denne uge bringer en historie, hvor hun står frem.

Maria Gudme fortæller til avisen, at hun den 25. august 2012 var på et værtshus i København, hvor en større gruppe socialdemokrater var samlet efter at have deltaget i seminar. Maria Gudme endte med at sidde ved siden af Frank Jensen, som lagde sin hånd på hendes lår, hvorefter den fortsatte op under hendes kjole og helt op ad hendes inderlår.

- Her får jeg det rigtig ubehageligt, siger hun til avisen.

Hun forlod bordet og gik op i baren med en kollega, som havde opdaget episoden.

Nussede kvindelig politikers ben

  Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Også en anden kvinde træder frem i Jyllands-Posten med en beretning om at være blevet befamlet af overborgmesteren imod sin vilje. Den episode fandt sted i 2017.

Hun ønsker ikke sit navn offentliggjort i medierne, men hendes identitet er både avisen og Frank Jensen bekendt.

Læs også Politisk støtte smuldrer for Frank Jensen: "Jeg er faktisk virkelig rystet"

Kvinden har igennem flere år været folkevalgt politiker på Københavns Rådhus for et andet parti end Socialdemokratiet.

Efter et møde på rådhuset med øl på bordet befamlede overborgmesteren hende ved, at han tog hendes ben under bordet og nussede det gentagne gange. 

Da hun rejste sig og gik på toilettet, fulgte Frank Jensen efter og ville med, hvilket han dog ikke kom. Den del af historien har Jyllands-Posten ikke kunne få bekræftet, da kun kvinden og Frank Jensen var til stede.

Nye sager dukker op til overfladen

  Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Der er yderligere otte sager om krænkende adfærd, der involverer Frank Jensen.

Det kunne Jyllands-Posten fortælle søndag eftermiddag. De nye anklager strækker sig helt fra slutningen af 1990'erne og frem til 2019.

Syv kvinder har besluttet at kontakte den advokat, der er sat til at undersøge sexisme i Socialdemokratiet.

Flere ønsker at være anonyme. De har dog nu overbragt dem til partiledelsen i København.

Læs også Nu undskylder Frank Jensen igen - på Facebook

En af kvinderne i de otte nye sager er formanden for DSU i København, Cecilie Sværke Priess. 

Det kom frem sent søndag eftermiddag, da Frank Jensen i et interview med TV 2 News foran rådhuset sagde, at han er blevet forelagt, at han skulle have givet et kys i 2019 til DSU’s formand (altså Cecilie Sværke Priess, red.) i Fælledparken.

- Det er en historie, jeg ikke på nogen måde kan genkende, sagde Frank Jensen.

Udtalelsen fra Frank Jensen har fået Cecilie Sværke Priess op i det røde felt, fordi hun mener, at Frank Jensen nu har brudt hendes anonymitet, hvilket der ifølge hende var en klar, gensidig aftale om ikke skulle ske.

Læs også DSU-formand i København anklager Frank Jensen for at have krænket hende og brudt aftale om fortrolighed

 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik