Kommunerne i hovedstadsområdet er bedst til at få flygtninge i job

Ud af de ti kommuner, der har størst succes med at få flest muligt flygtninge og familiesammenførte i job, ligger otte i TV 2 Lorrys område.

Af de ti kommuner med den højeste såkaldte beskæftigelsesgrad for 18-66-årige flygtninge og familiesammenførte til flygtninge ligger otte hovedstadsområdet.

Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Mens ø-kommunerne Ærø og Læsø – der i statistikken er sammenlagt med Frederikshavn – indtager en niende- og sjetteplads, domineres resten af top af kommuner, der ligger i omegnen af København.

I Høje-Taastrup er 64 procent af den omtalte befolkningsgruppe i arbejde, i Ballerup er tallet 56 procent, mens 54 procent af flygtninge og familiesammenførte til flygtninge er i beskæftigelse i Greve Kommune. På landsplan som helhed ligger andelen på 31 procents beskæftigelse.

Høje-Taastrup Kommune er en såkaldt nul-kommune og har siden 2015 ikke har modtaget flygtninge. Derfor opnår kommunen nemt en høj beskæftigelsesandel, hvis den får bare få flygtninge i arbejde, påpeger borgmester Michael Ziegler (K).

- Vi har succes med samme tilgang, som vi bruger til alle andre ledige borgere: Nemlig en stærkt virksomhedsrettet indsats, for ligesom for andre ledige gælder det, at et forløb gennem ”snusepraktik”, virksomhedspraktik og løntilskudsjob i rigtig mange tilfælde er en god vej til på én gang at lære mere dansk, samtidig med at man lærer det danske arbejdsmarked og den danske arbejdspladskultur at kende, siger han til TV 2 Lorry.

- Vi tror på, at alle har et potentiale

I Ballerup Kommune fortæller Musa Kekec (S), der er formand, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, at en del af succesen skal forklares med en gentænkt tilgang til integration, som man anlagde for år tilbage.

- Vi har et grundlæggende princip om, at vi tror på, at alle mennesker har et potentiale, når de kommer hertil. Så handler det om, at vi skal finde ud af, hvad det potentiale er og få aktiveret det, siger han.

Musa Kekec forklarer, at Ballerup som kommune er begunstiget af at huse en masse virksomheder – store som små – som efterspørger arbejdskraft.

- Det handler om at komme ud og møde virksomhederne, se dem i øjnene og møde virkeligheden. Det er alt fra de lokale supermarkeder til håndværkervirksomheder til store kontorvirksomheder. Samtidig tilbyder vi sprogundervisning ved siden af – og nogle gange ude på virksomhederne, når det kan lade sig gøre.

- I Ballerup ser vi flygtninge og deres sammenførte familie som nye medborgere og som en ressource, siger Musa Kekec.

Her er flest flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i job efter tre år

  1. Høje Taastrup – 64 procent
  2. Ballerup – 56 procent
  3. Greve – 54 procent
  4. Rødovre – 53 procent
  5. Herlev – 50 procent
  6. Frederikshavn/Læsø – 50 procent
  7. Frederikssund – 49 procent
  8. Furesø – 46 procent
  9. Ærø – 45 procent
  10. Hillerød – 44 procent

 

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Danny i Kvickly tog otte flygtninge i praktik – nu har alle jobs

I Furesø Kommune, der har ottendehøjest beskæftigelsesprocent, har man også fokus på samarbejde mellem jobcenter og erhvervsliv.

I 2017 indgik kommunen et samarbejde med varehuschefen fra Kvickly i Farum, Danny Barbu Hansen, der har vist sig frugtbart for beskæftigelsesgraden.

- Han tog på én gang otte flygtninge i praktik. Alle otte har siden fået fast arbejde eller er kommet i lære. De fleste hos Danny i Kvickly. Det er så imponerende. Det fik han årets integrationspris for i juni i år, siger Hasan Yilmaz (S), formand for Udvalg for beskæftigelse og erhverv i Furesø Kommune.

I serien 'Ny i job' følger TV 2 Lorry en række kvinder, der er kommet hertil som flygtninge i deres vej ind på det danske arbejdsmarked.

Du kan se første afsnit herunder:

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik