Efter trusler og tyveri: Fakta-butik tvunget til tidlig lukning

En Fakta-butik i Brønshøj har taget konsekvensen efter længere tids uro og holder lukket i de sene timer.

02:20

En Fakta-butik i Brønshøj har oplevet en række ubehagelige episoder, hvor personalet blandt andet er blevet truet. Nu lukker butikken tidligere end normalt.

Normalt lukker butikken klokken 21, men på Frederikssundsvej 123 i Brønshøj må en Fakta nu lukke tidligere.

Fremover må kunderne affinde sig med, at discountbutikken allerede lukker klokken 18. Butikken har sat sedler op, hvor de informerer om de nye åbningstider og grunden til det.

Beslutningen er taget som en konsekvens af længere tids uro med trusler mod personalet og tyveri i butikken.

- Jeg kan bekræfte, at vi reducerer åbningstiden, da vi gennem længere tid har oplevet uro, trusler og tyverier i de sene åbningstimer, siger Faktas salgsdirektør, Jens Romundstad, til TV 2 Lorry.

En Fakta-butik i Brøndhøj har oplevet en række ubehagelige episoder, hvor personalet blandt andet er blevet truet. Nu lukker butikken tidliere end normalt. Foto: TV 2 Lorry

Den reducerede åbningstid er ikke sket på baggrund af få tilfælde, men er en beslutning, der er truffet på baggrund af en længere række af ubehagelige episoder.

- Beslutningen er taget, fordi vi vægter medarbejdernes sikkerhed højest. Vi har gennem noget tid set, at medarbejdere er blevet truet og er kede af det, siger Jens Romundstad.

Han bekræfter også, at butikkens indtjening også er blevet ramt af de mange tyverier.

Foreløbig vil den nye åbningstid fortsætte december måned ud, men salgsdirektøren regner med, at tiltaget også fortsætter ind i det nye år.

I lokalmiljøet er man kede af de problemer, butikken oplever.

- Jeg har bemærket opslaget nede hos Fakta, og har derfor sat det på dagsordenen til vores koordinerende netværksmøde, som tilfældigvis finder sted mandag. Det der overrasker mig, det er vi der bor her, egentlig ikke har oplevet, at der har været specielt meget utrygskabende adfærd, men hvis Coop siger det, så er det vel fordi, de har den oplevelse, siger Frank Bentin, der er sekretær i afdelingsbestyrelsen hos FSB, Bellahøj.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret