Fra kommunist til justitsminister: Sådan strøg murersvend Mattias Tesfaye til tops

Mattias Tesfaye blev i dag udnævnt som Danmarks nye justitsminister. Et karrierespring, der ikke står alene på murersvendens CV.

Han er familiefar i Albertslund, uddannet murer, og så er han Liverpoolfan.

Danmarks nye justitsminister, 41-årige Mattias Tesfaye, adskiller sig ikke umiddelbart meget fra den gængse, danske mand i fyrrerne.

Men CV’et fortæller alligevel en anden historie.

En historie om kommunister og en søgen efter den rette politiske identitet

Kommunist og partihopper

Allerede fra en ung alder var Mattias Tesfaye politisk engageret. Han er født og opvokset i Århus, hvor flere familiemedlemmer og venner var kommunister, og det var her, den politiske karriere begyndte.

Samtidigt med at han som 16-årig var i lærer som murer, meldte han sig også ind i partiet Danmarks Kommunistiske Parti Marxister-Leninister, som oprindeligt var et stalinistisk parti, hvor Cuba, Nordkorea og Vietnam var nogle af de politiske idealstater.

I 2005 var han midt i 20’erne, og her blev det kommunistiske parti skiftet ud med Enhedslisten, som han var medlem af frem til 2008, hvor han endnu en gang skiftede parti. Denne gang blev Enhedslisten skiftet ud med Socialistisk Folkeparti.

Her skulle murersvendens politiske karriere for alvor få fart på. Blot to år skulle der gå, før han var partiformanden, Villy Søvndals, foretrukne kandidat og samtidigt blev valgt som SF's næstformand.

Mattias Tesfaye er hoppet fra parti til parti på sin vej mod justitsministerposten
Mattias Tesfaye er hoppet fra parti til parti på sin vej mod justitsministerposten

Mattias Tesfaye stillede op med følgende udsagn og blev kritiseret for at ville omdanne SF til et nyt socialdemokratisk parti:

- Vi skal turde vælge side. Socialister arbejder for min kone, der er sygeplejerske, min ven, der er arbejdsløs HK’er, og min mor, der er sosu-assistent. Og for det kansasklædte Danmark, der står op og smører deres berømte leverpostejmadder, sagde han i følge Ritzau.

Og der var noget om snakken. I 2012 forlod han SF og tog arbejde som murer, før han den 27. januar 2013 meldte sig ind hos Socialdemokratiet.

- I har et godt parti med mange dygtige politikere, men det er ikke mit parti. De mange af jer, der kender mig, vil formentlig heller ikke være overrasket over min beslutning, sagde han dengang til sit gamle parti, SF.

I 2015 blev han folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, og den 27. juni 2019 blev han valgt som Danmarks udlændinge- og integrationsminister.

Fra storm til orkan

- Driftssikker.

Det er ordet, som den politiske kommentator, Hans Engell, vælger til at beskrive Mattias Tesfaye efter knap to år i sædet som udlændinge- og integrationsminister.

- Han har jo stået i spidsen for Danmarks udlændinge- og integrationspolitik, som i den grad har ændret socialdemokraternes kurs hidtil. Han har truffet svære beslutninger, men han håndterer tingene roligt og fast, uddyber Hans Engell til TV 2 Lorry.

quote Man kan sige, at han går ud af en storm og ind i en orkan...

Hans Engell, Politisk kommentator, TV 2

Men selvom ministeren beskrives som driftssikker, rolig og fast, så slår Hans Engell fast, at Mattias Tesfaye også har været i modvind flere gange som udlændinge- og integrationsminister.

- Sagen med udrejsecenteret på Langeland kuldsejlede fuldstændig, Rwanda-sagen var heller ikke god, så han har været igennem en storm, siger han og fortsætter:

- Det bliver ikke lettere for ham som justitsminister, hvor han går flere sager i møde. Der er både bandepakken, minksagen og spionsagen, som er store udfordringer, og så er der snart valgkamp. Man kan sige, han går ud af en storm og ind i en orkan, og han kommer hvert fald ikke til at sidde stille, siger Hans Engell.

quote Han ses nu som en politisk stjerne...

Hans Engel, politisk kommentator, TV 2

Nyt medlem af den politiske elite

Ifølge Hans Engell, der selv har været justitsminister, betyder Mattias Tesfayes nye jobtitel som justitsminister, at han for alvor markerer sig i toppen af dansk politik.

- Han ses nu som en politisk stjerne, og der er ingen tvivl om, at han nu melder sig ind i den politiske elite, siger den politiske kommentator.

Hvad skal vi så forvente af vores nye justitsminister?

- Vi skal forvente, at han får håndteret minksagen og spionsagen ordentligt, og det bliver svært, svarer Hans Engell.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik