Peter Madsen har fulgt med i medierne fra sin celle

I løbet af den sidste halvanden uges tid er der næsten hver dag kommet nyt i ’ubådssagen’. Og den sigtede i sagen har fulgt med fra sin celle.

Peter Madsen er sigtet for drab og uagtsomt manddrab på den 30-årige svenske journalist Kim Wall.

Torsdag den 10. august sejlede hun ud sammen med Peter Madsen i hans ubåd. Dagen efter var hun forsvundet, og han endte efter en større eftersøgning med at blive anholdt og sigtet.

Fra sin celle har Peter Madsen den sidste halvanden uges tid haft mulighed for at følge med i sagen om sig selv og Kim Wall i pressen. Det fortæller hans forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark.

- Hvordan det er nu og fremadrettet, det er jeg ikke sikker på, siger hun.

En sag der udvikler sig

Mens Peter Madsen har siddet fængslet, har sagen udviklet sig mere og mere dramatisk fra dag til dag.

Mandag kunne politiet oplyse, at Kim Wall ifølge Peter Madsen var død som følge af en ulykke ombord på ubåden, og at han efterfølgende havde skilt sig af med liget til søs.

Senere samme dag fandt en cykellist en torso fra et kvindelig i vandkanten på det sydvestlige Amager, og onsdag kunne politiet bekræfte på et pressemøde, at det samme lig tilhører Kim Wall.

Sigtelsen mod Peter Madsen er opretholdt.

- Overensstemmelserne er, at Peter Madsen har forklaret, at der er sket en ulykke, og Kim Wall er død på ubåden, og den anden overensstemmelse er, at han siger, at han har begravet hende i havet, sagde drabschef for Københavns Politi, Jens Møller, onsdag. 

Usikkert om Peter Madsen fortsat kan følge med

Hvorvidt Peter Madsen fremadrettet vil kunne følge eftersøgningen på Kim Walls resterende kropsdele i nyhederne er usikkert.

Forsvarsadvokaten ved det ikke.

- Det må du spørge Københavns Politi om, siger Betina Hald Engmark.

Mens specialanklager Jakob Buch-Jepsen ikke ønsker at kommentere på, om Peter Madsen i den kommende tid må følge medierne.

Peter Madsen nægter sig skyldig i sigtelserne mod ham, og derfor er Anklagemyndighedens opgave stadig at bevise, at Kim Walls død ikke skyldtes en ulykke, som Peter Madsen har forklaret. 

Det fortæller professor i retsvidenskab Eva Smith: 

- Det er anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden, og den skal løftes inden for det, man kalder "rimelig tvivl". Der skal ikke være rimelig tvivl om, at der er tale om et drab. Så hvis det kan lykkes for forsvareren at komme tilstrækkeligt mange brecher i den byrde, som anklagemyndigheden søger at løfte, så har man altså mulighed for at slippe for at blive dømt for drab. Men det afhænger helt af, hvilke beviser politiet har. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik