Kommune skærer i hjælp til lam kvinde: "En potentielt livstruende situation"

Siden 2011 har Pia Gammelholm haft en hjælper døgnet rundt, men kommunen mener nu, at ti timer om dagen er nok. 200 handicappede er i samme situation.

Pia Gammelholm (th) har haft sclerose i 26 år, og sygdommen er gradvist blevet værre Foto: Privatfoto

I samarbejde med tv2.dk

Pia Gammelholm på 62 år er lam og sidder i kørestol. Hun kan ikke selv spise, drikke, gå på toilettet eller betjene sin kørestol. Hun kan faktisk ingenting selv, og hun er derfor afhængig af hjælp døgnet rundt.

Siden 2011 har hun haft en hjælper 24 timer i døgnet. Men nu mener Furesø Kommune, at hun kan nøjes med 10 timers hjælp i døgnet.

Det på trods af, at Pia Gammelholms tilstand kun er blevet værre siden 2011, og at flere læger, der kender hende, bekræfter, at hun har behov for hjælp 24 timer i døgnet.

Henriette Gammelholm på 36 år har sat sit liv på pause for at kæmpe for at skaffe hjælp til sin mor. Foto: Privatfoto

Potentielt livstruende situation

Pia Gammelholm lider af sclerose. En sygdom, der gør, at hun er lam i arme og ben. Hun har besvær med at synke og rømme sig for at rense luftvejene.

Kommunen har forsøgt at finde et nødkaldesystem, som Pia Gammelholm kan betjene. Det er ikke lykkedes på grund af hendes lammelse, og hun er altså ikke i stand til at kalde efter hjælp, hvis hun er alene Foto: Privatfoto

- Risikoen er jo, at hun bliver kvalt og dør. Derfor er det en potentielt livstruende situation, hvis hun ikke har hjælp døgnet rundt, siger Henriette Gammelholm, der er Pia Gammelholms datter.

Af en lægeudtalelse fra januar 2019, som TV 2 har set, fremgår det, at Pia Gammelholm "er svært handicappet på baggrund af sin sclerose og har brug for hjælp 24 timer i døgnet. PG er som skrevet i den sidste fase af sygdommen, og sygdommen kan ikke bedres."

PIA GAMMELHOLMS SAG KORT:

  • I oktober 2011 får Pia Gammelholm bevilget hjælp 24 timer i døgnet af Furesø Kommune.
  • I 2016 fratager kommunen Pia Gammelholm sin døgnhjælp med henvisning til principafgørelse 63-15, der siger, at der ikke kan bevilges overvågningstimer efter Servicelovens §95 stk. 3.
  • Pia Gammelholm klager til Ankestyrelsen over afgørelsen.
  • Ankestyrelsen hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen, der træffer samme afgørelse.
  • I januar 2019 indvilger kommunen i at lave en ny vurdering, og de bevilger 10,5 timer hjælp om dagen.
  • Ankestyrelsen stadfæster afgørelsen, der træder i kraft 1. juli 2019.
Se mere

Pia Gammelholm får også anfald af kramper og spasmer, som kræver hjælp i form af massage og udstræk. Hun kan også risikere at kaste op uden at være i stand til at få opkasten væk fra luftvejene.

Grunden til, at kommunen vurderer, at hun har behov for meget mindre hjælp, skal findes i en principafgørelse fra 2015. Her afsagde Ankestyrelsen en principiel dom, der siger, at et menneske med handicap kun kan få bevilget hjælp til at løse konkrete opgaver - og altså ikke til at en hjælper er til stede og overvåger den handicappede for at være klar til at reagere på pludselige behov.

Principafgørelsen fik Furesø Kommune til i 2016 at fratage Pia Gammelholm døgnhjælpen og i stedet tildele 74 timer ugentligt svarende til cirka 10 timer i døgnet.

Målløs og chokeret

Henriette Gammelholm har siden kæmpet for at få ændret afgørelsen, men Ankestyrelsen har for få dage siden endeligt stadfæstet kommunens afgørelse, og 1. juli 2019 træder den nye hjælpeordning i kraft.

- Jeg er målløs og chokeret, og jeg kan ikke se, hvordan det skal fungere i praksis. Jeg er dybt bekymret, angst og stresset, siger Henriette Gammelholm.

Hendes mor, Pia Gammelholm, er trods sygdommen fuldt ud bevidst om sin situation.

- Hun er mega bekymret, og hun synes, at det er ydmygende. Det kan jeg se på hende, fortæller Henriette Gammelholm, der mener, at både kommunen og politikerne på Christiansborg har et ansvar for problemet.

- Vi proklamerer, at vi har et velfærdssamfund, men det har jeg svært ved at se, når vi behandler de svageste på den måde, siger hun.

Voldsomt stort problem

Hos Dansk Handicap Forbund ser man på sagen med stor alvor. Pia Gammelholms tilfælde er nemlig langt fra enestående. Cirka 200 borgere med behov for hjælp døgnet rundt står i samme situation.

- Det er også epileptikere, der kan få et anfald. Fælles for dem er, at de alle er i en situation, hvor det kan være livstruende ikke at have hjælpen i nærheden, siger Susanne Olsen, der er landsformand i Dansk Handicap Forbund.

Hun kalder situationen for de berørte familier dybt ulykkelig og frustrerende.

- Målgruppen er lille, men problemet er voldsomt stort, siger hun.

Dansk Handicap Forbund har gentagne gange påpeget problemet. Men der er ingenting sket, og forbundet håber nu på, at der vil blive fundet en løsning på Christiansborg efter valget.

Også Furesø Kommune har et ansvar, mener Dansk Handicap Forbund.

- Kommunen hævder, at de følger lovgivningen, og selvom en ordentlig og værdig løsning kræver handling fra Christiansborgs side, så har kommunerne indenfor rammerne en række værktøjer, som i disse sager gør det muligt at stille med en bedre hjælp, end de gør nu, siger landsformand Susanne Olsen.

Dansk Handicap Forbund har sammen med Muskelsvindfonden og Facebook-gruppen 'BAK OP OM DE PÅRØRENDE TIL HANDICAP OG PSYKISK SÅRBARHED' valgkampen igennem sat fokus på vilkårene for mennesker med handicap og deres pårørende under hashtagget #enmillionstemmer.

Fortjener et værdigt liv

Henriette Gammelholm har skrevet om sin mors situation i Facebook-gruppen, der på få måneder har samlet over 11.000 medlemmer. Gruppens formål er at danne et ”stort, larmende kor”, der kan gøre politikerne opmærksomme på den ulige adgang til hjælp, som handicappede i Danmark oplever.

- Jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg ikke længere ser andre muligheder end at råbe op. Nok er nok, og et menneske med et handicap fortjener altså et værdigt liv ligesom os andre, skriver Henriette Gammelholm i Facebook-opslaget.

Henriette Gammelholm på 36 år har sat hele sit liv på pause for at hjælpe sin mor. Om 26 dage forsvinder døgnbemandingen, og moderen er overladt til sig selv størstedelen af døgnet.

- Til trods for sin funktionsnedsættelse formår hun at holde hovedet højt med sin humor og kærlige gemyt. Jeg er så stolt af være hendes datter, og jeg vil gå igennem ild og vand for hende, skriver Henriette Gammelholm på Facebook. Foto: Privatfoto

Henriette Gammelholm frygter den hverdag, moderen går i møde, og hun forsøger desperat at finde alternative måder at skaffe hjælp til sin mor.

Furesø Kommune, der har behandlet Pia Gammelholms sag, vil ikke kommentere på den konkrete sag, men i et skriftligt svar til TV 2 skriver de:

- Vi tager altid udgangspunkt i vores borgeres situation og behov og helst i en tæt dialog med de pårørende, når vi sammensætter et plejetilbud. Men behov forandrer sig gennem livet, og derfor må vi løbende foretage en faglig vurdering af, hvordan vi bedst yder den rette hjælp til borgeren, skriver Charlotte Kruse Lange, der er centerchef i Center for Børn og Voksne i kommunen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik