Flere indbrud får politiet til at efterlyse mistænkelige personer eller køretøjer

Flere indbrud i Solrød får politiet til at opfordre til, at borgerne skærper opmærksomheden mod mistænkelige personer.

En anmeldelse kommer sjældent alene. Det var i hvert fald ikke tilfældet, da en række vågne borgere i Solrød tirsdag kontaktede politiet.

Den første anmeldelse tikkede ind hos Midt- og Vestsjællands Politi klokken 19.21. En borger havde spottet to mænd, som vedkommende mistænkte for at være indbrudstyve.

Anmelderen havde holdt øje med dem i lidt tid ved Solrød Center, men da politiet nåede frem, var de to mistænkelige mænd forsvundet i den blå luft, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i politikredsens døgnrapport.

Den næste anmeldelse kom klokken 20.13. Der var sket et indbrud i en villa på Parkvænget, mens husets beboere havde været ude i tidsrummet 16.20 - 18.30.

Tyvene havde været smarte. Indbruddet var lykkedes ved, at de havde taget listerne af et af villaens vinduer på første sal. Derefter havde de gennemrodet både skabe og skuffer.

Politiet rykkede ud til villaen for at undersøge den for tekniske spor, der kan føre dem til tyvene. Husets beboere havde da ikke det store overblik over, hvad der manglede - udover en parfume.

Knuste terrassedør og stjal smykker

Allerede knapt 17 minutter senere tikkede endnu en anmeldelse ind om et indbrud i Solrød.

Denne gang var det beboerne i en villa på Egevej, der var så uheldige at have haft besøg af ubudne gæster.

Her havde tyvene knust en rude i en terrassedør ind til husets soveværelse. Selvom tyvene kun havde nået at være i et par rum, var det alligevel lykkes dem at stjæle en masse smykker.

Endnu en gang undersøgte politiet huset for tekniske spor.

Der er dog intet nyt i sagen, hvorfor Midt- og Vestsjællands Politi nu anmoder borgere i Solrød om at være særligt opmærksomme, hvis de skulle bemærke mistænkelige personer eller køretøjer i området.

Skulle man se noget mistænkeligt i Solrød, opfordrer politiet derfor, at man ringer 114.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik