Skandaleramt svømmehal bliver dobbelt så dyr som ventet – og først klar i 2021

Med en ny tilførsel på 49 millioner kroner bliver det nye Roskilde Badet, der skulle have været færdigt i 2019, dobbelt så dyrt som først budgetteret. Og forsinket med over to år.

Byggeskandalen ved navn Roskilde Badet har over de seneste fire år vokset sig større og større. Nu mener kommunen, at de langt om længe har fået kontrol over det tøjlesløse byggeri.

Det kommunale svømmehalsbyggeri skulle ifølge den oprindelige plan have været indviet i starten af 2019 til en samlet pris på 110 millioner kroner.

I stedet lyder prisen nu på hele 223,8 millioner kroner og en forventet åbning i april 2021.

Det står klart, efter Økonomiudvalget i Roskilde Kommune har bevilliget yderligere 49 millioner kroner til projektet og godkendt en ny tidsplan for byggeriet.

- Det koster en ekstra bevilling på 49 millioner kroner at komme i mål med projektet på grund af de store forsinkelser. Det er selvfølgelig på ingen måde tilfredsstillende med så store økonomiske overskridelser og mere end to års forsinkelser, siger borgmester Tomas Breddam til kommunens hjemmeside.

Indslag fra april 2019: Loftet i svømmehallen er begyndt at falde ned, hvorfor nybyggeri forsinkes yderligere.

Dobbelt så dyrt som først budgettet og forsinket med over to år

Ifølge Dagbladet Roskilde betyder den seneste milliontilførsel og forsinkelse, at projektet nu står til at ende med en samlet udgift på 223,8 millioner kroner.

Det oprindelige budget til den nye svømmehal lå på 110 millioner kroner med en åbningsdato sat til starten af 2019.

Denne blev siden udskudt og budgettet revideret til 149 millioner kroner. Og så justeret en gang til, så udgiften kom op på 175 millioner kroner.

Og med onsdagens tilførsel fra Økonomiudvalget i Roskilde Kommune på 49 millioner lander den samlede pris altså på de omtalte 223,8 millioner kroner med en forventet åbning i april 2021.

Dermed bliver byggeriet dobbelt så dyrt som først antaget. Og mere end to år forsinket.

Alligevel forsikrer borgmesteren, at budgetoverskridelserne ikke får indflydelse på kommunens serviceniveau, ”da pengene udelukkende tages fra anlægsbudgettet”, idet kommunen har flere anlægsprojekter, som er udskudt.

Den nye svømmehal i Roskilde står nu til at blive dobbelt så dyr som oprindeligt ventet. Her ses en visualisering af, hvordan svømmehallen kommer til at se ud.
Den nye svømmehal i Roskilde står nu til at blive dobbelt så dyr som oprindeligt ventet. Her ses en visualisering af, hvordan svømmehallen kommer til at se ud.
Foto: Roskilde Kommune

15 måneder uden svømmehal til borgerne

Helt konkret går projektet ud på, at kommunen bygger en ny og topmoderne svømmehal med flere bassiner og andre faciliteter som en tilstødende bygning ved siden af den eksisterende svømmehal fra 1959.

Oprindeligt var det planen, at den gamle del af Roskilde Badet kunne holde åbent, mens den nye svømmehal bygges.

Men grundet flere byggeproblemer har kommunen siden 1. januar lukket den gamle svømmehal ned, så det videre byggeri af den nye og moderne svømmehal kunne prioriteres.

Med udsigten til åbning i april 2021 betyder det dermed, at Roskildes borgere står uden en større, kommunal svømmehal i en periode på 15 måneder.

I stedet henvises svømmere til to andre og mindre svømmehaller, der kun holder åbent for offentligheden mandag til fredag mellem 06.30 og 07.50 om morgenen. I weekenden er der lukket.

Borgmester Tomas Breddam hæfter sig dog ved, at den nye tidsplan – som altså godkender en forsinkelse af byggeriet på yderligere otte måneder - er mere bindende end tidligere, og at alle entreprenører har godkendt den.

- Jeg er glad for, at det ser ud til, at vi har fundet en løsning på svømmehallen. Vi har nu en realistisk tidsplan og kan melde ud, at svømmehallen bliver klar til de første badegæster i april 2021, siger borgmester Tomas Breddam.

Indslag fra september 2019: Endnu en fordyrelse rammer Roskilde Badet.

Byggeskandaler har hobet sig op

Første spadestik til den nye svømmehal, som bygges ved siden af byens nuværende, blev taget i maj 2017. Siden har adskillige forsinkelser og fordyrelser ramt byggeriet.

Først blev Roskilde Badet ramt af ”forsinkelser i materialeleverancer”, hvilket skubbede åbningen et år. Her forventede kommunen dog, at byggeriet ikke ville blive dyrere.

Men den melding ændrede sig, da man i starten af 2019 udskød åbningen endnu en gang som følge af asbestfund i den gamle svømmehal ved siden af den nye, hvis håndtering var kompleks.

I april måned begyndte loftet så at falde fra hinanden i den gamle svømmehal, hvilket igen forsinkede den nye svømmehal.

Og i maj måned ramte endnu en skandale byggeriet, da entreprenøren annoncerede, at dele af nybyggeriet skulle rives ned, fordi en kontrol havde vist alvorlige fejl i facadens betonelementer.

Byrådet besluttede i marts 2019, at få lavet en uvildig undersøgelse af planlægningen og projekteringen, når byggeriet står færdigt.

Denne skal fastlægge, hvem der bærer ansvaret for forsinkelserne og forydrelserne og fastsætte eventuelle kompensationer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik