Nyt kaos i svømmehal: Skal rive nybyggeri ned

Entreprenør påtager sig det fulde ansvar, mens åbningen af den nye svømmehal i Roskilde bliver udskudt i tre måneder.

Nu sker det igen.

Svømmeglade borgere i Roskilde, der glæder sig til at hoppe i bassinet i den nye svømmehal ved Roskilde Badet, kan nu se frem til en ny forsinkelse på byggeriet. 

I april var der problemer med loftet i den gamle svømmehal, og nu skal dele af nybyggeriet rives ned, fordi en kontrol har vist alvorlige fejl i de betonelementer, der skal udgøre facaden på svømmehallen. Det betyder en yderligere forsinkelse på tre måneder, og dermed er åbningsdatoen nu omkring maj 2020. 

Det skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse. 

Alvorlig fejl

Arbejdet med betonelementerne stoppes øjeblikkeligt, og entreprenøren på byggeriet, SAAC, påtager sig det fulde ansvar, lyder det. 

“De betonelementer, de (SAAC, red.) har fået leveret fra deres producent i Polen lever hverken op til Roskilde Kommunes bestilling eller SAACs egne produktionstegninger. Fejlen er så alvorlig, at samtlige facadeelementer nu kasseres,” står der i pressemeddelelsen. 

Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde Kommune, Claus Larsen (A), er fortørnet.

- Det er selvsagt dybt kritisabelt, at vi nu står og skal rive dele af byggeriet ned igen på grund af en fejlleverance. Der er ingen tvivl om bestillingen - producenten har ganske enkelt ikke leveret det, vi har bestilt i udbudsmaterialet, siger han.

Accepterer dagbøder

Det samlede anlægsbudget til den nye svømmehal er uændret på 154,3 millioner kroner, mens SAAC har accepteret at betale dagbøder for forsinkelsen i forhold til den endelige levering.

- Dagbøderne dækker nogenlunde omkostningerne forbundet med at stoppe arbejdet på byggepladsen, så vi skal ikke ud og finde ekstra penge til byggeriet. Men vi kommer ikke uden om en yderligere forsinkelse på tre måneder, uden at jeg vil sætte en ny dato på åbningen nu og her, siger Claus Larsen.

Det eksisterende Roskilde Badet stod oprindeligt til at lukke 2. september 2019 i forbindelse med nybyggeriet. Lukkeperioden bliver dog også rykket tre måneder frem, så den eksisterende svømmehal er åben for badegæster så længe som muligt, skriver Roskilde Kommune i pressemeddelelsen. 

Dårligt loft

I april måned viste det sig, at loftet i den eksisterende svømmehal visse steder er i så dårlig stand, at der nu må en renovering til.

I januar måtte Roskilde Badet lukke 25 meter-bassinet i en kortere periode, for at sikre loftspladerne over bassinet, som pludselig begyndte at falde ned. Et net har siden da holdt pladerne på sikker afstand af badegæsterne, men det er kun en midlertidig løsning på problemet.

Svømmehals-byggeriet har haft flere problemer undervejs. Det fik Roskilde Kommune i august sidste år til at meddele, at åbningen af den nye svømmehal var flyttet til efteråret 2019 i stedet for starten af 2019, som først planlagt.

Dette skyldes blandt andet, at der var fundet asbest i byggeriet. I april blev åbningsplanerne så rykket endnu et halvt år, så den nye og eksisterende svømmehal begge efter planen skulle være klar til åbning i februar 2020. 

Og med de nye fejl i betonelementerne bliver åbningen nu udskudt til maj 2020.

 
 
Foto: Modelfoto af den nye Roskilde Svømmehal
 
 
Foto: Modelfoto af den nye Roskilde Svømmehal
 
 
Foto: Modelfoto af den nye Roskilde Svømmehal
 
 
Foto: Modelfoto af den nye Roskilde Svømmehal

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik