Rapperen Kendrick Lamar vender tilbage til Roskilde Festival som hovednavn i 2021

Roskilde Festival sætter endnu et hovednavn på plakaten til festivalen i 2021 - nemlig den 33-årige rapper Kendrick Lamar.

Roskilde Festival annoncerer onsdag et nyt hovednavn til festivalen 2021 - nemlig rapperen Kendrick Lamar.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

- Der er i den grad brug for noget at se frem til i denne tid, og vi vil gerne minde om, at der trods høje smittetal og restriktioner er lys forude. Derfor slipper vi et navn mere til næste års festival, siger Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, i en pressemeddelelse.

Kendrick Lamar var i forvejen booket til at skulle optræde på dette års Roskilde Festival. Men det blev ikke til noget, da coronapandemien aflyste festivallen.

Rapperen besøgte første gang festivalen i 2013, hvor han spillede på Arena Scenen, og siden optrådte han på Orange Scene i 2015.

"Kendrick Lamar er blandt de bedste rappere i sin generation", skriver festivalen i pressemeddelelsen.

Flere navne er allerede præsenteret

Roskilde Festival har allerede præsenteret en række nye navne, der spiller på festivalen i 2021.

De øvrige hovednavne på næste års festival er indtil videre The Strokes, Tyler, The Creator, Faith No More, Haim og Thom Yorke.

Se alle de annoncerede kunstnere her.

Forsigtig optimisme

Festivalen har tidligere udtalt, at man øjner en "forsigtig optimisme" i forhold til at afholde næste års festival.

- Med den seneste viden virker det tættere på end længe. Vi har i lang tid arbejdet intenst sammen på tværs af hele livebranchen og med andre sundhedsfaglige eksperter. Så når vi i dag offentliggør nyt indhold, er det, fordi vi øjner en ny og forsigtig optimisme for at kunne gennemføre en festival til sommer, lød det fra administrerende direktør for Roskilde Festival, Signe Lopdrup, den 3. december, da festivalen annoncerede 29 nye navne.

Et af de tiltag, som arrangørerne overvejer, er at teste deltagerne både før og under festivalen.

- Nogle af de ting, som vi kunne tage i brug, kunne være at sikre screening af publikum på forhånd med hurtigtest, vi kan sikre en stærk smitteopsporing på pladsen, og nye hygiejnetiltag vil man højst sandsynligt også kunne se på festivalen, sagde hun samme dag

Der er udsolgt af partoutbilletter til Roskilde Festival 2021. De resterende endagsbilletter bliver sat til salg i det nye år.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik