Borgere i hovedstadsområdet betaler mest i restskat

Skattestyrelsen opfordrer til, at man bruger ti minutter på at sikre, at forskudsopgørelsen er korrekt.

Torsdag har Skat åbnet op for, at danskerne kan ændre i deres forskudsopgørelse for 2020.

Og statistikken viser, at det muligivis er en god idé, hvis lige netop borgerne i hovedstadsområdet bruger de anbefalet ti minutter til at få styr på deres skatteopkrævning for næste år.

Sammenlignet med de øvrige regioner i Danmark er Region Hovedstaden nemlig det sted i landet, hvor borgerne har den højeste restskat. Det viser en gennemgang af danskernes årsopgørelse fra 2018, som Skat har foretaget.

Knap 255.000 borgere i hovedstadsområdet betalte tidligere på året i gennemsnit 5.900 kroner i restskat.

Det er en tredjedel mere end i Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Midtjylland.

- Hvorfor, københavnerne i mindre omfang får rettet deres forskuds- og årsopgørelse løbende, er svært at motivforske på. Det kan være, at der sker mere for folk i forhold til flere jobskifter eller mere køb og salg af ejendom. Så kan der være flere ting, man skal ændre. Det kunne være en årsag, men det er ikke noget, vi kan sige med sikkerhed, forklarer Karoline Klaksvig,  underdirektør i Skattestyrelsen, til TV 2 Lorry.

- Generelt i en by med rigtig mange arbejdspladser, rigtig mange studerende som går til og fra arbejdsmarkedet, mange der går på pension og arbejder ved siden af, der er der rigtig mange muligheder for, at der kan ske forandringer i løbet af et år, siger hun.

Færre og færre får skattesmæk

Hvis der sker væsentlige ændringer i din økonomi det kommende år, bør du indberette det i din forskudsopgørelse, så du løbende betaler den rigtige skat.

De store ændringer, som har betydning for forskudsopgørelsen, omfatter blandt andet ændring i løn, ændring i afstand til dit job, hvis du har købt eller solgt din bolig, eller hvis du er gået på pension, barsel eller deltid.

- Vi har mange oplysninger, men vi ved ikke alt. Derfor er det en god ide, hvis du bruger 10 minutter på at sikre, at oplysningerne i din forskudsopgørelse er rigtige. En korrekt og opdateret forskudsopgørelse er den bedste måde at sikre sig mod en uventet restskat på, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Over de seneste ti år er danskernes restskat mere end halveret fra 8,2 milliarder kroner i 2010 til 4 milliarder kroner i 2018. Antallet af personer, der skal betale restskat, er tilsvarende også faldet. I 2010 var det 1,2 millioner borgere, der skulle betale restskat, mens det i 2018 kun var tilfældet for cirka 800.000 borgere.

De ændringer i livet, der især bør give anledning til, at tjekke forskudsopgørelsen

  • Nyt hus – fradrag for renteudgifter og betaling af ejendomsværdiskat

  • Omlægning af realkreditlån, hvor renteudgifterne ændrer sig

  • Nyt job, hvor lønnen stiger eller falder

  • Ny vej til arbejde, så kørselsfradraget ændrer sig

  • Ny udlejning af bolig

  • Nyt firma

  • Nygift eller nyskilt

Kilde: Skattestyrelsen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik