Valgdeltagelsen rasler ned i flere kommuner

Stemmeprocenten falder flere steder i TV 2 Lorrys sendeområde.

Der ser ud til, at stemmeprocenten er faldet i flere kommuner i hovedstadsområdet i forhold til kommunalvalget i 2017.

I Glostrup er valgdeltagelsen 60,2 procent. Det er 4,61 procentpoint lavere end valget i 2017, hvor Glostrup Kommune allerede dengang lå i bund sammenlignet med landets andre kommuner.

I Lejre Kommune melder vores udsendte reporter også, at stemmeprocenten er faldet med 4,19 procentpoint fra 78,1 procent til 73,91 procent ved seneste kommunalvalg.

En lignende melding kommer fra Køge Kommune.

Gribskov Kommune har også et fald i valgdeltagelsen til 70 procent mod 73,5 procent ved det seneste kommunalvalg.

Corona spiller ind

Martin Vinæs Larsen, der er valgekspert, Ph.D. og lektor på Statskundskab ved Aarhus Universitet, er ikke overrasket over, at stemmeprocenten er faldet.

- Valgdeltagelsen svinger fra kommunevalg til kommunevalg, men en oplagt forklaring på den lave deltagelse i år kan være, at der har været corona, siger han til TV 2 Lorry.

Han peger på, at de mange tiltag, usikkerheden og anbefalingen om at folk skulle møde frem imellem klokken 10.00 og 15.00 kan have været afgørende.

Meget lav stemmeprocent i Brøndby og Ishøj

Også på den københavnske vestegn oplever man fald.

Fra 62,1 procent i 2017 er Brøndbys valgdeltagelse denne gang helt nede på 54,8 procent.

Ishøj har også ved tidligere valg døjet med den lav valgdeltagelse, og denne er desværre ingen undtagelse.

56,2 procent af de stemmeberettigede i Ishøj har sat kryds, hvilket er et fald på 3,4 procentpoint i forhold til valget i 2017, hvor 59,6 procent stemte.

Det er en udvikling det ærgrer Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (Ishøjlisten). Han peger på corona, som værende skyld til den lave valgdeltagelse.

Han mener ikke, at kommunen kunne have gjort mere.

- Jeg kan ikke se, hvad vi kunne gøre mere. Vi har kørt kæmpe kampagner over for de unge. Vi har kørt med valgbus. Og det er gået rigtig godt. Alligevel går valgdeltagelsen tilbage. Jeg tror, at det er coronaen. For vores brevstemmer er steget meget. Og ved valgbussen steg det, så når der alligevel er kommet færre ud på dagen, så må det skyldes coronaangst, siger han til TV 2 Lorry.

Kan det påvirke dit valg i en bestemt retning, at valgdeltagelsen er lav, tror du?

- Det kan det jo altid. Både i den ene eller anden retning.

Kan påvirke resultatet

Danmark er generelt kendt for en høj stemmeprocent. Martin Vinæs Larsen hæfter sig ved, at den stemmeprocenten trods corona forsat er høj.

- I forhold til mange andre lande er det forsat en høj stemmeprocent, siger han.

Han fortæller samtidig, at det kan påvirke valgresultatet, når stemmeprocenten falder. 

- Vi ved, at når valgdeltagelsen falder, så stiger uligheden i valgdeltagelse. Det betyder, at det er nogle bestemte typer, der bliver væk. Ofte folk med kortere uddannelser og anden etnisk baggrund og især unge, siger Martin Vinæs Larsen.