Stemmeseddels-bommert rammer endnu en kommune

Endnu en kommune er ramt af fejl på stemmesedlen.

Det er ikke kun i Københavns Kommune, der er fejl på stemmesedlen til tirsdagens kommunalvalg.

I Frederiksberg Kommune er der også fundet fejl.

Ved siden af Jacob Bang (KD) fra Kristendemokraterne mangler der nemlig en firkant til at sætte kryds i.

Valgstyrer på Frederiksberg Rådhus, Flemming Brank (K), oplyser til TV 2 Lorry, at man kan stadig sætte kryds ved hans navn, og stemmen vil tælle som gyldig.

Tidligere tirsdag blev det opdaget, at fire ud af fem kandidater fra partiet Frihedslisten mangler afkrydsningsfeltet på stemmesedlen i Københavns Kommune.

Frygter negativ effekt

En af de kandidater, hvor der mangler et afkrydsningsfelt, er Cecilie Michele Albrecht. Og hun frygter, at fejlen får konsekvenser. Det siger hun til TV 2 Lorry.

- Jeg er bange for, at folk tror, vi ikke stiller op alligevel. Og at det så får en negativ effekt på vores valg.

Hun opdagede fejlen, da en partifælle gjorde opmærksom på det i et opslag på Facebook.

"Stem alligevel"

Hos Københavns Kommune har man erkendt fejlen, som man kalder 'beklagelig'.

Solvejg Schultz-Jakobsen, der er leder af Rådhussekretariatet og pressechef i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, fortæller til TV 2 Lorry, at fejlen er på samtlige stemmesedler.

Hvordan kan det ske?

- Vi har tjekket stemmesedlen 1000 gange, så hvis jeg bare kunne svare dig. Havde vi opdaget fejlen, så havde gjort noget fluks, siger Solvejg Schultz-Jakobsen, der selv blev opmærksom på fejlen på de sociale medier, og fortsætter:

- Jeg forventer bestemt ikke, at det får konsekvenser for kandidaterne.

Hun understreger, at alle stemmer vil være gyldige, så længe krydset sættes i den boks, der omkranser kandidatens navn.

Usandsynligt

Ifølge Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret, er fejl af denne type ikke noget, man tager let på.

Alligevel vurderer han, at der skal meget til, før københavnerne skal til omvalg.

- Der er flere muligheder for at klage. Men det vil kræve en proportionalitetsvurdering, hvor man blandt andet må gå ind og vurdere, om de manglende afkrydsningsfelter har haft en reel påvirkning på valgets udfald, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det er langt fra altid nogen enkel sag. Men helt umiddelbart - og ud fra det hidtil oplyste - anser jeg det ikke for sandsynligt, at det her vil føre til omvalg.