Eurovisionfesten er i gang, men der er skår i glæden: "Jeg er nervøs for, at der kommer til at ske noget derovre"

I den her uge løber sangkonkurrencen Eurovision af stablen i vores svenske søsterby Malmø. Men krigen mellem Israel og Hamas skaber uro.

Hanne Bjørn er ved at forberede de sidste småting, inden hun tirsdag drager mod Malmø. Årsagen til, at hun krydser sundet er den store musikkonkurrence, Eurovision, der i år afholdes i den sydsvenske storby.

Hanne Bjørn er formand for melodigranprixfans i Danmark, og hun ser frem til den store musikfest, men der er kommet skår i glæden.

- Det er en stor europæisk folkefest, og derfor er det træls, når der kommer nogen, der forsøger at skabe ballade og laver noget politik ud af det, som ikke har noget som helst med Eurovision at gøre, siger Hanne Bjørn.

Grundet krigen mellem Israel og Hamas - og en utilfredshed i nogle kredse med Israels deltagelse i konkurrencen - er sikkerhedsopbuddet ekstra stort i år.

quote Vi har trænet på alle mulige forskellige scenarier

Robert Loeffel, pressetalsperson i Region Syd, svensk politi

Der er nemlig varslet enorme demonstrationer på baggrund af situationen i Gaza.

- Det er jo som om, de forsøger at kapre andres fester eller formål til at tale deres sag, siger Hanne Bjørn om de varslede demonstrationer.

- Jeg er nervøs for, at der kommer til at ske noget derovre. Og det har jeg været i et stykke tid. Også når jeg hører fra dem, der har været derovre, at der går sikkerhedsfolk rundt i gaderne, fortsætter hun. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Hanne Bjørn er formand for melodigranprixfans.dk.
Hanne Bjørn er formand for melodigranprixfans.dk.

Politi i gaderne

Åbningsceremonien til Eurovision fandt sted søndag - tirsdag og torsdag er der semifinaler, og lørdag løber finalen af stablen.

Allerede nu er politiet massivt til stede flere steder i Malmø for at sikre, at alt forløber stille og roligt.

Og i Sverige lægger de da heller ikke skjul på, at der er skruet ekstra op for sikkerheden omkring arrangementet.

- Sikkerhedssituationen i verden gør jo også, at politiet har et større engagement med mere personale på plads, fortæller Robert Loeffel, der er pressetalsperson i Region Syd hos det svenske politi.

Udover det svenske politi, er der også både norske og danske betjente på plads flere steder i Malmø. Blandt andet både ved Malmø Arena, hvor selve konkurrencen bliver afholdt, men også ved kongrescenteret Malmø Live, hvor mange fangrupper mødes.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Her ses den transportable vejspærring omkring Malmø Live, ligesom der var mange politipatruljer og politibevogtning ved alle indkørsler til området.
Her ses den transportable vejspærring omkring Malmø Live, ligesom der var mange politipatruljer og politibevogtning ved alle indkørsler til området.
Foto: Katrine Angel / TV 2 Kosmopol

- Vi forberedt os på det her i et halvt til et helt år med alle mulige forberedelser, så vi har trænet på alle mulige forskellige scenarier, fortæller Robert Loeffel, der er pressetalsperson i Region Syd hos det svenske politi.

Og det trækker da også tråde her til hovedstaden

Københavns Politi oplyser, at man er opmærksom på, at der bliver afholdt Eurovision i Malmø, og at det betyder, at der kommer mange besøgende, også til København.

- Men vi er vant til at håndtere sådanne situationer, og vi går aldrig i nærmere detaljer omkring vores operative beredskab, fortæller Københavns Politi.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_


Håber på en god fest

Der er da også en risiko for, at demonstrationerne kan få konsekvenser for de danske fans.

- Til vores fanmiddag på torsdag ved vi, at der er varslet en stor demonstration lige udenfor, hvor politiet forventer, at der kommer 40.000 mennesker, fortæller fanformand Hanne Bjørn. 

- Og så kan jeg godt blive bekymret for alle vores fans, der strømmer til den her middag, hvordan de bliver modtaget af demonstranterne, fortsætter hun.

Det hele til trods, så ser fanformanden frem til en melodi gran prix fest.

- Jeg håber, at alle får lov at have den fest, vi plejer, for det er virkelig dejligt. Og det der med at man møder en masse mennesker andre steder fra. Det er også kun dejligt. Kærlighed i Europa!, slutter hun med et grin.

Danmark optræder, ligesom Israel, ved semifinalen på torsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik