Sverige åbner grænsen for skilsmissebørn med ledsager

Det sker efter hård kritik fra Børns Vilkår og Institut for Menneskerettigheder.

Sverige indfører en undtagelse i indrejseforbuddet fra Danmark, så børn, der har en forælder i Sverige eller på Bornholm, får lov at rejse ind med en ledsager.

Det meddeler det svenske justitsministerium torsdag.

Dog forlænger nabolandet den midlertidige lukning af grænsen mod Danmark, så den gælder måneden ud.

Dermed er tiltaget forlænget med omkring ti dage. Det gælder også restriktioner for rejsende fra Storbritannien.

- Det er samtidig vigtigt, at børn ikke rammes urimeligt hårdt, fordi barnet og en af dets forældre bor eller af anden grund befinder sig i Danmark eller Storbritannien, skriver ministeriet.

- Selv om der er en pandemi, er det meget vigtigt, at børn kan ses med deres forældre, siger Sveriges indenrigsminister Mikael Damberg.

Kritik fra organisationer

I sidste uge fortalte TV 2 Lorry, at den svenske grænselukning siden 22. december har betydet, at flere børn fra skilsmissefamilier siden da ikke har kunnet se den ene af deres forældre.

Det fik både Børns Vilkår og Institut for Menneskerettigheder til at kritisere den svenske grænselukning og opfordre de danske myndigheder til at tage problematikken op med de svenske myndigheder.

- Det er en del af FN's børnekonvention, at børn har ret til at have regelmæssigt samvær med begge sine forældre, og det er også en del af den europæiske menneskerettighedskonvention, at det er et beskyttet forhold. Så det er noget myndighederne skal tage meget alvorligt, lød det blandt andet fra Anette Faye Jacobsen, der er seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder, til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorrys historie gav siden hen genlyd i den svenske presse, hvor flere medier omtalte problematikken.

Familie blev splittet ad

Det er uvist, hvor mange familier, der er ramt af grænselukningen. Men TV 2 Lorry har været i forbindelse med forældre og børn fra tre skilsmisser, hvor forældrene i Sverige er afskåret fra at få deres danske børn hjem.

- Vores familieliv er blevet taget fra os, for grænselukningen har splittet os ad, lød det fra  Maria Sanko, da hun fortalte TV 2 Lorry om sin situation. 

Både hendes egen 13-årige søn og hendes mands to 13- og 17-årige sønner kunne ikke længere komme hjem til dem i Malmø, fordi deres tidligere ægtefæller, som de fik børnene sammen med, bor i Danmark.

- Jeg kan ikke rigtig se rimeligheden i det, for jeg synes, at man tager børnenes rettigheder fra dem. Altså den rettighed de har til at se deres mor og far, sagde Maria Sanko.

Men nu kan Maria Sanko og hendes mand altså igen få besøg af deres børn, og det skaber stor begejstring. 

- Jeg er helt vildt glad. Jeg er lykkelig for, at jeg kan få mine unger med hjem. Vi købte en islagkage og en billig champagne. Og så drak vi champagne og skrev til alle, vi kendte, at nu fik vi lov til at få vores børn hjem. Jeg har sovet meget bedre i nat, end jeg har gjort de sidste tre uger, siger hun til TV 2 Lorry. 

- Vores familieliv er blevet taget fra os, for grænselukningen har splittet os ad, lød det i sidste uge fra Maria Sanko, da hun fortalte om sin situation til TV 2 Lorry.

Vil forhindre britisk corona-variant

Det var Sveriges indenrigsminister Mikael Damberg, der indførte indrejseforbuddet og fastholdte, at skilsmissebørn uden svensk statsborgerskab skal afvises ved grænsen.

Damberg meddelte 21. december, at grænsen mod Danmark ville lukke fra samme aften. Det tvang mange rejsende til Sverige eller Bornholm til at ændre rejseplaner eller juleplaner.

Grænsen er dog åben for svenske statsborgere, der ikke vil blive forhindret i at rejse hjem.

Også andre, der bor eller arbejder i Sverige, samt folk der transporterer gods, kan få lov at rejse ind. Det samme gælder ambulancer og sygetransporter fra Danmark.

Formålet med den midlertidige lukning af grænsen er at forhindre, at den nye variant af coronavirus, der blev opdaget i England i september, breder sig yderligere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik