Spillesteder må lade gæster drikke øl længe efter klokken 22

Værtshuse og restauranter skal lukke klokken 22 - men er man et spillested, så må gæsterne blive siddende med deres øl.

17. september trådte nye coronastramninger i kraft i det københavnske aften- og natteliv. Men reglerne er vidt forskellige, afhængig af om man er en bar, restaurant - eller et såkaldt spillested.

Værtshuse og restauranter skal lukke klokken 22. Men allerede på den første aften med de nye regler gik det galt for restauranten Kokkeriet i Københavns Indre By. For her troppede politiet op klokken 22.30, mens de sidste gæster ikke var færdige med deres måltid.

Det udløste en sigtelse, og Kokkeriets indehaver Sammy Shafi forventer en bøde i 40.000 kroners klassen. Og med den erfaring er han og hans medarbejdere blevet ekstremt påpasselige.

- Klokken 21.54 har vi første kald. Og klokken 21.56 står vi med nøglen i døren - nogle gange med folks overtøj i armene. Og det er svært. For folk har jo på forhånd bestilt deres måltid og deres vin. Men vi kan ikke vide, hvor mange gange de skal på toilettet, eller hvor hurtigt de spiser. Det er absurd - men vi siger til folk, at tiden er knap, fortæller Sammy Shafi til TV 2 Lorry.

Han understreger samtidig, at han intet ekstra tjener, hvis gæsterne først får tygget af munden på den anden side af klokken 22.

Kultursteder kan holde længere åbent

Andre steder kan man tillade sig en noget mildere fortolkning af reglerne - nemlig hvis man er et kultursted - det vil for eksempel sige et spillested eller et teater.

Torsdag aften sendte TV 2 Lorry direkte fra spillestedet Pumpehuset i København. De driver samtidig Byhaven, der er et stort udendørs mad- og drikkested, og her lukker baren også klokken 22. Alligevel kunne man på billederne fra det direkte indslag se kunder, der vandrede afsted med fyldte fadølskander, og ingen så ud som om de var på vej hjem.

Kristoffer Bramsen, der er direktør på stedet, siger til TV 2 Lorry.

- Der gælder andre regler for kultursteder, og dem kan du se på Kulturministeriets hjemmeside.

På hjemmesiden står der nemlig:

"Spillesteder og teatre med siddende publikum, hvor der serveres mad og drikkevarer i selve koncertsalen i forbindelse med forestillingen, kan holde åbent efter klokken 22, hvis hovedformålet er livemusik eller øvrigt kultur, og man lukker salgsstedet i koncertsalen senest klokken 22."

Ministeriet oplyser dog samtidig, at hvis et spillested eller teater opfattes som et serveringssted, skal det følge reglerne om at lukke klokken 22. Om det opfattes som et serveringssted, beror på en konkret vurdering, hedder det på hjemmesiden.

Byhaven beskriver sig på sin hjemmeside sådan:  "Bar, spisested og udendørskoncerter i hjertet af København".

TV 2 Lorry har i dag derfor forsøgt at få  hjælp hos Rigspolitiet til at fortolke reglerne, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Imens kan Sammy Shafi fra Kokkeriet se undrende til. For når han skal sende sine gæster hjem præcis klokken 22, så er der altså andre private aktører, der kan lade kunderne drikke videre.

- Jeg synes det er godt for dem, men det gør reglen endnu mere åndssvag, siger Sammy Shafi

quote Der er åbenbart et smuthul, så folk kan drikke sig stangbarcadi efter klokken 22.

Sammy Shafi, indehaver, Kokkeriet.

Sammy Shafi fra Kokkeriet siger i den forbindelse, at han på sine ture gennem byen har set flere steder, hvor folk samles udenfor med fyldte glas.

- Det er da en slags forskelsbehandling. Men jeg har ikke ondt i røven. For folk (indehaverne af restauranter og beværtninger, red) er desperate.  Det er lovgivningen, den er gal med - for der er åbenbart et smuthul, så folk kan drikke sig stangbarcadi efter klokken 22, siger han.

Samy Shafi har endnu ikke modtaget bøden efter politiets besøg i Kokkeriet 17. september. Når det sker, regner han med at sætte en advokat på sagen.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Efter oplevelsen med politiet 17. september går medarbejderne på Kokkeriet langt for at få gæsterne ud af vagten klokken 22. Men andre ser noget med lempeligt på begrebet lukketid.
Efter oplevelsen med politiet 17. september går medarbejderne på Kokkeriet langt for at få gæsterne ud af vagten klokken 22. Men andre ser noget med lempeligt på begrebet lukketid.
Foto: Jan Jørgensen/Ritzau Scanpix

Horesta, der er brancheorganisation for hoteller og restauranter, har stor fokus på forskellig fortolkning af reglerne. Og de har spurgt Sundhedsministeriet, hvordan de skal fortolkes. De sendte følgende spørgsmål til ministeriet:

Må et selskab opholde sig i serveringslokalerne efter 22.00, hvis serveringen ophører før 22.00?

Ministeriets skriftlige svar er klokkeklart:

- Hvis der er tale om et serveringssted, må det ikke holde åbent efter kl. 22.

Ulogiske regler

Men Horesta er samtidig opmærksom på, at Kulturministeriet har andre regler på området, når det gælder kultursteder. Og organisationen kalder reglerne ulogiske.

quote Det er urimeligt, at reglerne bliver meldt så uklart ud.

Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent, Horesta

- Det er politiet, der håndhæver loven og det vil derfor bero på deres vurdering, om reglerne overholdes. Men det er urimeligt, at reglerne bliver meldt så uklart ud og med så kort varsel, at flere virksomheder kan komme i klemme omkring reglernes fortolkning. Dertil kommer, at reglerne ikke på nogen måde er logiske, og det er frustrerende for professionelle virksomheder, at de med uddannet personale skal sende gæsterne videre til privatfester efter kl. 22, selvom vi vil kunne tilbyde er mere sikkert alternativ, siger Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i Horesta.

Det har fredag ikke været muligt at få en kommentar fra kulturminister Joy Mogensen om forskellen på reglerne for henholdsvis spillesteder og restauranter og barer.

TV 2 Lorry sendte dette direkte indslag fra Pumpehusets Byhave lige efter klokken 22 torsdag aften. Det handlede om støtte til spillesteder i København. Og som det fremgår, så er der god gang i gæsternes hygge og øldrikning bag Marco Houlind - helt lovligt - fordi der er tale om et spillested. Da vi sendte fra Byhaven, var koncerten forbi.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik