Nyt World Tour-cykelløb åbner med etape i hovedstadsområdet

Et nyt nordisk cykelløb for verdenseliten begynder med en etape fra København til Helsingør i august.

Der er godt nyt til cykelfans i TV 2 Lorrys sendeområde.

For når Tour de France-feltet til sommer har suset gennem hovedstadsområdet, så er det ikke det sidste, den københavnske asfalt har set til verdenseliten indenfor cykling.

Første etape af det nye World Tour-løb for kvinder med navnet Tour of Scandinavia kommer nemlig til at strække sig fra Kongens Nytorv i København til Helsingør, der er målby.

Det oplyser Danmarks Cykle Union (DCU).

Og nyheden om at nogle af verdens bedste kvindelige cykelryttere klikker i pedalerne i København, glæder Københavns kultur- og fritidsborgmester, Mia Nygaard (RV). 

- På en dag, hvor der er 99 dage til Tour de France, der glæder det mig, at vi også kan gå ud og lancere et elitekvindecykelløb indenfor det samme år. Jeg er glad og lettet over, at det overhoved er lykkedes. Det har været en lang vej at nå hertil, siger hun til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det er som et helt kinderæg: Vi viser, at København kan skabe megaevents, vi får sat fokus på kvindeelitesport, og vi kan skabe events, der inspirerer københavnerne. Jeg håber, at de både kan inspirere folk til at cykle mere - både som hobby og som sport, men også som almindelig københavner.

Onsdag satte politikerne i Københavns Kommune 400.000 kroner af til cykelløbet. Det skete i den såkaldte overførselssag - også kaldet den lille budgetaftale. 

Økonomisk udfordring

Tour of Scandinavia har tidligere været benævnt Battle of the North, og arbejdet med at få løbet til hovedstaden har været længe undervejs. I februar blev der dog sået tvivl om den stort anlagte sportsbegivenhed. 

Dengang kunne TV 2 Lorry således fortælle, at det skyldtes, at Helsingør Kommune ikke ville støtte cykelløbet med 650.000 kroner, som DCU i første omgang søgte om. 

Henrik Jess Jensen, der er formand for Danmarks Cykle Union (DCU), ønske dengang ikke at gå i detaljer, da en endelig beslutning endnu ikke var truffet. Men han sagde til TV 2 Lorry, at unionen "vil gå meget langt" for at få første etape af løbet på dansk jord.

- Vi kigger ind i, hvordan vi sammen kan lykkedes og tror på, at der findes en løsning, udtalte han.

Og det er altså siden lykkedes.

Kort tid efter sendte DCU en ny ansøgning med et revideret budget til Helsingør Kommune. Denne gang var der barberet en betragtelig del af beløbet. 

Den 28. februar nikkede medlemmerne af Økonomi- og Erhvervsudvalget endeligt til at afsætte i alt 400.000 kroner til cykelløbet. Samlet set 250.000 kroner mindre end det, der blev sagt nej til i første omgang. 

Skandinavisk samarbejde

Det er unioner og forbund i de tre skandinaviske lande – Danmark, Norge og Sverige - der står bag Tour of Scandinavia.

Fra Danmarks Cykle Union ser man frem til det store etapeløb.

- Den udvikling og niveauet, som de danske kvindelige ryttere præsterer på i dag, har aldrig været højere. Som nation var vi i 2021 nummer tre på kvindernes verdensrangliste. De og vi, der elsker cykelsport, fortjener at se verdenseliten i Danmark.

- Niveauet i kvindecykling er også steget markant med 15 World Tour-teams og nogle af de mest spændende løb i sæsonen. Jeg håber, at vi med dette løb kan inspirere endnu flere piger og kvinder til at dyrke cykelsport i Danmark, siger formanden for DCU, Henrik Jess Jensen, i en pressemeddelelse.

Det nye World Tour løb afholdes den 9. til 14. august 2022 og består af seks etaper, der kører gennem tre nordiske lande.

Cykelrytterne vil cykle fra Kongens Nytorv i København, via Helsingør, langs Sveriges vestkyst, over de norske fjelde og frem til mål i Halden i Norge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik