Michaels kollega faldt om: Ringede 1-1-2 og blev bedt om at filme

Fra januar bliver ordning med videoopkald til 1-1-2 permanent. 

Et ganske særligt videoopkald var med til at redde Jan Trabergs liv. 

Da den 59-årige vicevært faldt om - ramt af hjertestop - en augustdag i sommer, ilede kollegaen Michael Pedersen til. Den snarrådige ejendomsmester i et boligselskab ringede straks 1-1-2 for at få hjælp. 

Medarbejderen fra Region Hovedstadens vagtcentral bad i den anden ende Michael Pedersen fra Nivå om at tilgå et særligt videoopkald. Det gjorde det muligt for Michael Pedersen at filme den livløse kollega, ligesom medarbejderen ved vagtcentralen kunne fortælle, hvordan ejendomsmesteren skulle fortsætte den livreddende hjertemassage på kollegaen. 

Michael Pedersen sætter i dag pris på den afgørende hjælp på den skelsættende dag.

- Det er super smart og meget betryggende, at der kommer et sæt ekstra øjne på, når du skal give hjertemassage. Det giver ro til at trykke rigtigt på brystet og følge 1-1-2 personalets anvisninger, siger Michael Pedersen i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.

Sådan fungerer videoopkald ved 1-1-2 i Region Hovedstaden

  • Regionens 1-1-2 vagtcentral får et opkald.
  • Personalet ved 1-1-2 vejleder borgeren til livreddende førstehjælp ved fx hjertestop.
  • Personalet sender en SMS med et link til den borger, der ringer 1-1-2. Videoopkald sendes kun, når der er flere personer til stede, der hver især kan yde førstehjælp og stå for videoopkald.
  • Når borgeren trykker på linket, åbner kameraet, og der bliver sendt en krypteret video til 1-1-2.
  • Ud fra videoen vejleder personalet vejleder borgeren til livreddende førstehjælp.
  • Det er frivilligt at modtage et video-opkald.
  • Hvis du bliver bedt af 1-1-2 om at videofilme i forbindelse med akut sygdom eller skade i det offentlige rum, bliver du også bedt om at fortælle det videre til andre omkring dig, så de er informeret.
  • Nyere smartphones købt efter cirka 2013 og løbene opdateret kan modtage videoopkald fra 1-1-2.

 

Kilde: Region Hovedstadens Akutberedskab

Kan forbedre livreddende førstehjælp

Fra nytår vil borgere, der - ligesom Michael Pedersen - står over for at skulle give livreddende førstehjælp, i nogle tilfælde blive bedt om at tale med 1-1-2-personalet gennem et videoopkald. 

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse. 

Videoen bliver brugt af personalet til blandt andet at vurdere patienten og vejlede til førstehjælp, oplyser forsker og speciallæge Gitte Linderoth fra Akutberedskabet, der står bag indførelse af videoopkald.

- Videoopkald kan potentielt forbedre livreddende førstehjælp ved hjertestop eller bedre afklare en bevidstløs og kritisk syg borgers tilstand, siger Gitte Linderoth. 

Videoopkald ved 1-1-2

  • Cirka 700 videoopkald er blevet sendt til borgere, der har ringet 1-1-2.
  • Akutberedskabet i Region Hovedstaden bruger videoopkald til at vurdere borgeres behov for akuthjælp. Videokald kan bl.a. bruges til at guide borgere til hjertemassage. Personalet ved 1-1-2 bruger også til video til afklaring af uvisse tegn på akut sygdom og skade.
  • I cirka 11 procent af videoopkaldene var patientens tilstand mere kritisk end, hvad 1-1-2 sygeplejersken eller paramedicineren havde vurderet før videoopkaldet. Det betød, at akuthjælpen i cirka otte procent af videoopkaldene blev opgraderet til eksempelvis at sende en akutlægebil med ambulancen.
  • I cirka 35 procent af videoopkaldene var patienterne mindre kritisk syg end først antaget. Det betød, at akuthjælpen kunne nedgraderes i cirka 19 procent af videoopkaldene. Fx sendes en ambulancen uden blå blink og sirener.
  • 1-1-2 sygeplejersken eller paramedicineren kan selv vælge i hvilke opkald, de vurderer videoopkald vil være en fordel. De er anbefalet at bruge ved bevidstløse patienter og til at sikre hjertelungeredningen. Fremadrettet skal der forsat arbejdes med at optimere, hvornår og hvilke opkald det kan være en fordel at supplere alarmopkald med video. 
  • Videoopkald bliver også brugt ved Akuttelefonen 1813 til vurdering af børn med feber eller luftvejssymptomer.

Kilde: Region Hovedstadens Akutberedskab

En stor forbedring

Videoopkald bliver også brugt til at vurdere ulykkens omfang eller vurdere uforklarlig akut sygdom hos børn, oplyser forskeren.

- Nu kan det sundhedsfaglige personale ved 1-1-2 for første gang direkte se, hvordan den syge eller tilskadekomnes tilstand er. Det er i mine øjne en stor forbedring af akuthjælpen til den enkelte borger, siger Gitte Linderoth.

Projektet med videoopkald har som forsøg været i gang i flere år, men det er først fra januar 2020, at det bliver gjort til en fast del af 1-1-2-opkald til Region Hovedstadens Vagtcentral. 

Ville ikke have overlevet

Jan Trabjerg, der kæmpede for livet i august, glæder sig også over de nye muligheder for videoopkald. 

- Jeg er virkelig heldig at være her i dag, for jeg ville sikkert ikke have overlevet hjertestop, hvis ikke jeg havde fået hjertemassage. Og det er rigtigt godt og trygt, at man nu kan få vejledning ved hjælp af direkte video, siger Jan Traberg. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik