Flere borgere bedraget af falske bankmænd: Sådan udvælges ofrene ifølge politiet

Flere ældre kvinder er den seneste tid blev narret af falske bankmænd, nu har politiet en teori om, hvordan ofrene bliver udvalgt.

På TV 2 Lorry har vi de seneste måneder flere gange skrevet om, hvordan falske bankmænd forsøger at franarre særligt ældre kvinder for deres penge.

I fredags modtog Midt- og Vestsjællands politikreds hele fire anmeldelser om bedrageri begået mod ældre kvinder i 80 års alderen.

Til TV 2 Lorry oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at det ikke er en unik metode at bedrage ældre kvinder ved at udgive sig for at være en falsk bankmand, og at der derfor sagtens kan være flere falske bankmænd på spil.

Men særligt én ting går igen, lyder det.

- De vælger ofrene ud fra deres navne, og vurderer hvor gamle de er på den baggrund, forklarer kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands politi Charlotte Tornquist. Hun uddyber: 

- Vi oplever, at mange af navnene går igen på ofrene. Hvis man for eksempel ved, at der ikke er mange unge, der hedder Gudrun, så hiver man fat i dem, der hedder noget, som det typisk er ældre mennesker, der hedder.

Politiets teori

I de anmeldelser, der løb ind i fredags, blev kvinderne franarret deres kreditkort og kode, hvor der efterfølgende blev hævet mellem 6.000 og 17.000 kr. fra deres konto.

Beskrivelse af to af de mænd, som dukkede op på to af kvindernes adresser:

A: Mand, ikke etnisk dansk af udseende, ca. 30 år, 180-190 cm høj. Kropsbygning: spinkel. Sort meget krøllet hår. Iført mundbind. Talte dansk.


B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 25-30 år, 180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: Virkede nervøs, Iført: sort træningstøj


I alle tilfældene blev kvinderne kontaktet af mænd, som udgav sig for at være fra kvindens bank. Bedragerierne fandt sted mellem onsdag den 15. december og fredag den 17. december 2021.

Det er politiets vurdering, at der i de fire tilfælde er tale om den samme gerningsmand, da det er samme metode, der er blevet brugt. Og så er bedrageriet foregået inden for et snæver geografisk område.

- Den falske bankmand påstod, at der var mærkelige hævninger på deres kort, så banken nu havde spærret kortet. Den falske bankmand narrede kvinderne til at udlevere deres kreditkort til en mand, som dukkede op på deres adresse i Kirke-Hyllinge og i Roskilde, oplyser Midt- og Vestsjælland i deres døgnrapport og fortsætter:

- Kvinderne fik at vide, at de skulle aflevere deres kort, så banken kunne udstede et nyt. Der blev efterfølgende hævet penge fra de fire kreditkort. En 87-årig kvinde fra Roskilde fik hævet 6.000 kroner. En 86-årig kvinde fra Roskilde fik hævet 17.000 kroner. To 89-årig kvinder fra Kirke-Hyllinge fik begge hævet 15.000 kroner.

Tal med dine pårørende

Politiet efterforsker nu sagen i forsøget på at finde frem til de falske bankmænd.

Samtidig sender Midt- og Vestsjællands politi en klar opfordring til andre borgere - både de ældre selv, men også deres pårørende.

- Vores vigtigste fokus er at få udbredt kendskabet til denne type af kriminalitet. Udlevér aldrig kort, personlige oplysninger eller koder. Tal med dine ældre pårørende om denne form for bedrageri, så de bliver opmærksomme på, at være skeptiske over for henvendelser af denne type.

Hvis du eller dine pårørende har været udsat for enten forsøg på bedrageri eller er blevet franarret kort/oplysninger, så opfordres du til at hive fat i politiet på 114.

Derudover sidder politiets servicecenter også klar, hvis man har brug for råd og vejledning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik