To rappe kvinder snød falsk bankmand

Selvom man har rundet de 77, kan man sagtens reagere kvikt og skarpt.

Et par snarrådige ældre damer var hurtige, da de i weekenden pludselig blev ringet op af en person, der udgav sig for at være en bankmand.

Den såkaldte bankmand oplyste dem om, at der straks ville blive hævet et beløb på bankkontoen, hvorfor de skulle aflevere deres betalingskort til en anden mand, som ville dukke kort efter.

De to kvinder på henholdsvis 77 og 80 anede dog uråd, og klokken 17.05 og klokken 17.11 indløb to enslydende anmeldelser til politiet fra de to kvinder, der begge er bosat i Tune.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten fra mandag.

Begge afbrød opkaldet fra den falske bankmand og tog kontakt til deres egen bank, hvor personalet samstemmende kunne oplyse, at der ikke var hævet noget beløb uberettiget.

Tale om samme mand

Politiet fortæller, at begge damer fik ros for deres skepsis over for den falske bankmand, og de blev straks vejledt om at kontakte politiet igen, hvis nogen dukkede op på deres adresser for at afhente deres betalingskort.

Det skete ikke, og nu efterforsker politiet anmeldelserne sammen med en række andre anmeldelser om en falsk bankmands forsøg på at få især ældre borgeres betalingskort udleveret i forbindelse med falske oplysninger om misbrug af et betalingskort. 

Den foreløbige efterforskning i sagen tyder på, at det er samme mand, der har kontaktet de to kvinder i Tune ud fra blandt andet det mobiltelefonnummer, som den falske bankmand ringede fra, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politi: Sådan undgår du at blive narret

Tilbage i slutningen af november udsendte politikredsen en advarsel om, at der var en eller flere falske bankmænd på spil i og omkring Greve, og så sent som 9. december blev en 87-årig kvinde narret til at udlevere både dankort og pinkode til en falsk bankmand.

Politiet råder borgere til, at man selvfølgelig ikke udleverer betalingskort til folk, der ringer på.

Og hvis man bliver kontaktet telefonisk, så skal man bede om navnet og ringe tilbage via bankens hovednummer. Dermed vil et fupopkald blive afsløret.

- Endvidere vil politiet også advare privatpersoner mod at udlevere sit betalingskort til en fremmed person, der ankommer til sin private bopæl. Pengeinstitutterne anvender generelt ikke denne fremgangsmåde, når et betalingskort skal udskiftes, ligesom et pengeinstitut aldrig vil bede om PIN-koden på betalingskortet, lød det dengang i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi.

De opfordrer samtidig pårørende til ældre om at tage en dialog med dem om, hvordan de skal forholde sig, hvis nogen kontakter dem for at få udleveret personlige oplysninger.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik