Ældre ægtepar fik lænset kontoen af falsk bankmand – politiet advarer om tendens

Gennem den seneste tid er flere ældre borgere blevet bestjålet af tricktyve, der udgiver sig for at være fra enten politiet eller banken. Senest er det gået ud over et ældre ægtepar fra Nordsjælland, som faldt for svindelnummeret.

Nordsjællands Politi efterforsker i øjeblikket to anmeldelser om tricktyveri, hvor ofrene er ældre borgere, der er blevet franarret deres hævekort.

Det fremgår af fredagens døgnrapport fra Nordsjællands Politi.

Første episode udspillede sig torsdag middag, da en 73-årig mand fik stjålet sit betalingskort i Egedal Centret.

Her henvendte tyven sig til den 73-årige og bad om hjælp til at finde en tandlæge.

Efterfølgende opdagede den 73-årige, at hans kortholder med betalingskort og kørekort var blevet stjålet.

Nordsjællands Politi beskriver den mistænkte som sydeuropæisk af udseende, 25 år gammel, 175 centimeter høj og almindelig af bygning med sort hår.

Afleverede kuvert med dankort

Omkring seks timer senere var den gal igen, da en 87-årig mands telefon ringede.

Her udgav en mand sig for at være ansat i en bank.

- Han fortalte den 87-årige, at hans kreditkort var blevet misbrugt og bad manden om at lægge både sit og sin kones dankort i en kuvert og skrive et sagsnummer på kuverten, som kort tid efter blev hentet af en mand, lyder det i døgnrapporten.

Senere viste det sig, at der var hævet et større beløb fra ægteparrets konti.

Politiet beskriver manden, der hentede kuverten, som dansk af udseende, 180 centimeter høj, 20 år gammel, 180 centimeter høj, spinkel af bygning og hvid i huden. Han var desuden iklædt lange jeans. 

Ringer fra politiets telefonnummer

Den seneste tid har der været flere tricktyverier begået mod ældre borgere.

Flere gange har Nordsjællands Politi være ude og fortælle om borgere, der er blevet kontaktet af personer, som udgiver sig for at være fra en offentlig myndighed for at lokke personlige oplysninger ud af borgerne.

Det gjaldt blandt andet tidligere i juli, da flere ældre borgere på mindre end et døgn anmeldte, at de var blevet snydt af en ukendt mand, der udgav sig for at være fra netop politiet

Grundet sammenfald i fremgangsmåden havde Nordsjællands Politi dengang en formodning om, at der kunne være tale om samme gerningsperson.

Også Københavns Politi har oplevet lignende problemer. For knap to uger siden kunne politikredsen fortælle, at flere ældre borgere var blevet kontaktet af en mand, der ikke alene udgav sig for at være politiet, men også ringede fra politiets nummer.

- Det ser ud som om, at der ringes fra Politiet, tlf. 33141448. Personen anmoder om oplysninger om nøglekort eller overførsel af penge. Det er et svindelnummer, advarede politiet.

Klar opfordring fra politiet

Nordsjællands Politi understreger i fredagens døgnrapport, at man ikke skal udlevere personlige oplysninger, NemID, bankoplysninger eller kreditkort til personer, man ikke kender.

- Bliver man kontaktet af personer, der udgiver sig for at være fra myndigheder, banker eller lignende bør man notere vedkommendes navn og ringe til den myndighed, organisation eller virksomhed, som personen påstår at ringe fra for at få bekræftet, om der er tale om en ansat dette sted, lyder rådet fra politiet.

Tidligere i juli advarede politiet de ældre borgere mod nye svindenummer. Se eller gense indslaget.

Kort nyt

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik