Der kommer nye tog på skinnerne i metroen - giver mere plads og flere afgange

Selvom passagertallene er faldet i metroen under coronakrisen, forventer selskabet stor stigning i fremtiden. Otte nye tog skal fremtidssikre betjeningen.

Mere plads i togene og hyppigere afgange i myldretiden.

Det er, hvad otte nye metrotog netop indkøbt af Metroselskabet skal sikre for passagerer på linjerne M1 og M2.

To af togene ankom fra fabrikken i Italien med skib i begyndelsen af juli måned, og når alle otte tog er på skinnerne, ventes kapaciteten i metroen at være øget med 20 procent, skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse.

Når togene sættes i drift på linjerne mellem Amager og Vanløse, vil de give hyppigere afgange på begge linjer og skulle gerne sikre ventetider på ned til 90 sekunder mellem togene i myldretiden på de mest brugte strækninger.

- Metrolinjerne M1 og M2 bliver hver dag benyttet af cirka 200.000 rejsende, og togene har snart 20 år på bagen. Derfor gennemfører vi i disse år en række store investeringer i metroen – både for at vedligeholde den og for at skabe bedre plads til de mange nye passagerer, siger Rebekka Nymark, der direktør i Metroselskabet.

Artiklen fortsætter efter billedet.

De første to ud af de i alt otte nye metrotog ankom fra producenten i Italien til København i begyndelsen af juli måned.
De første to ud af de i alt otte nye metrotog ankom fra producenten i Italien til København i begyndelsen af juli måned.
Foto: Metroselskabet

Ny indretning kan overføres til resten af togene

Samtidig vil passagerer i de nye tog opleve en anderledes indretning i forhold til linjens nuværende.

I de nye tog er sæderne placeret langs vinduerne, og så er en stor del af de faste sæder erstattet med klapsæder. Ifølge Metroselskabet skal den ændrede opstilling gøre det muligt for passagererne at opholde sig mere fleksibelt og udnytte gulvarealet bedre.

- I de nye tog har vi ændret på sædeopstillingen, så flere passagerer kan komme med, og færre bliver efterladt på perronen. Vi har desuden valgt at teste den samme sædeopsætning i tre af de eksisterende tog på M1 og M2. Hvis den ændrede opsætning får den ønskede og forventede effekt, vil de resterende tog gennemgå samme ændring, siger Rebekka Nymark.

Der kommer dog til at gå lidt tid, inden passagerer kan køre med de spritnye tog. Det forventes, at de otte nye tog først sættes i drift i løbet af efteråret 2021 og vinteren mellem 2021 og 2022.

Stort fald i passagerer for nu – men regner med stigning i fremtiden

Investeringen sker, selvom metroen i år har oplevet et markant fald i antallet af passagerer som følge af coronakrisen.

I dagene lige efter myndighedernes melding om at lukke landet mere eller mindre ned, var mange tog og stationer mennesketomme.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Færre mennesker med metroen i dag.

Men siden den gradvise genåbning af samfundet er passagererne så småt vendt tilbage til undergrundsbanen.

Ifølge Metroselskabet ligger passagertallene på cirka 70 procent det normale niveau for denne tid af året.

Her er Metroselskabets tre initiativer for at forhindre smittespredning:

  • Øget kapacitet. Der køres med maksimal kapacitet i tidsrummet fra kl.6-20.
  • Styrket rengøringsindsats. Personale rengør løbende tog ude blandt passagererne med fokus på gelændere, holdestænger/stropper og touch screens.
  • Informationskampagne til passagererne baseret på myndighedernes anbefalinger for at undgå spredningen af coronavirus/covid-19. 

 

 

Kilde: Metroselskabet

Trods dykket i passagertallet viser Metroselskabets analyser dog fortsat, at der vil ske en stor vækst i passagertallet i fremtiden.

- Hovedstaden får flere og flere borgere, og mange vælger at køre med metroen. Det er vi naturligvis glade for, og derfor vil vi gerne sikre, at der i fremtiden er plads til passagererne, og at de fortsat vil opleve et højt serviceniveau og en stabil drift, siger Rebekka Nymark.

Så selvom passagertallet nu ventes at stige langsommere end oprindeligt planlagt frem til 2025, er det stadig forventningen, at passagertallet vil være tilbage på det forventede vækstniveau senest fra 2025 og frem.

København og Frederiksberg betjenes af fire metrolinjer. Få overblik over dem på kortet herunder:


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik