Danmark genåbner helt 21. maj - på nær diskoteker

Folketingets partier har kort efter midnat natten til tirsdag landet en aftale om yderligere genåbning.

Fra 21. maj er diskoteker og natklubber stadig lukket, men alle lokaler og lokaliteter er åbne med de restriktioner, der gælder om blandt andet afstand og test.

Det fremgår af en aftaletekst om en yderligere genåbning, der er vedtaget af et flertal af Folketingets partier. Aftalen er blevet præsenteret på et pressemøde natten til tirsdag.

Ifølge De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, vil alt i princippet være åbent fra på fredag med undtagelse af nattelivet.

- Hvis man tager et blankt stykke papir, så vil der stå, at fra 21. maj er natklubber og diskoteker lukket. Men alt andet er åbent, dog med nogle restriktioner, siger Søren Pape Poulsen.

Tilbage på arbejdspladsen

Partierne er også blevet enige om en plan for en gradvis normalisering af fysisk fremmøde på arbejdspladser.

Det vil ske i tre faser, hvor første fase tillader 20 procent fremmøde fra fredag. Herefter vil man tillade 50 procent fremmøde fra omkring 14. juni og 100 procent fremmøde fra 1. august.

Desuden er det også fortsat en del af planen, at elever på ungdoms- og voksenuddannelserne vender helt tilbage i skole fredag.

Som tidligere aftalt vil forsamlingsforbuddet hæves fra fredag fra 25 til 50 personer indendørs og fra 75 til 100 personer udendørs.

Udfasning af mundbind og coronapas

Derudover har partierne aftalt at udfase mundbind og coronapas. Det vil ifølge flere af partilederne ske, når alle over 16 år er tilbudt en vaccine i slutningen af august. Endelig dato er dog ikke fastlagt.

- Vi kommer til at følge aftalen om udfasning af coronapasset til dørs. Det er ikke rimeligt, at folk skal bruge timevis på at få fornyet coronapasset i tide og utide, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kan den yderligere genåbning og udfasning af coronapas og mundbind kun lade sig gøre, fordi Danmark er "et meget gunstigt sted" i epidemien trods en lille stigning de seneste dage i antallet af smittede.

- Det kan kun lade sig gøre, fordi vi bevarer grundlæggende strukturer som massiv testning og lokale nedlukninger. Det er de redskaber, der sikrer, at vi nu kan åbne mere op, siger Magnus Heunicke på pressemødet.

/ritzau/

OVERBLIK: Her er hovedpunkterne i ny genåbningsaftale

Alle Folketingets partier på nær Nye Borgerlige er natten til tirsdag blevet enige om yderligere genåbning af Danmark, der træder i kraft 21. maj.


Aftalen er en opfølgning på den store plan for genåbningen af Danmark, der blev indgået den 22. marts.


Den nye aftale indeholder blandt andet en udfasning af coronapasset og kravet om mundbind. Og så kan hjemmearbejdende snart vende tilbage til kontoret.

Få et overblik over den nye genåbningsaftale her:


* Coronapas:

Coronapasset i Danmark vil senest blive udfaset, når alle over 16 år er blevet tilbudt en coronavaccine. Ifølge vaccinationskalenderen vil det senest ske i slutningen af august. En konkret plan for udfasningen vil blive fremlagt i juni.

Samtidig lempes reglerne, så man fra 21. maj ikke længere behøver at vise coronapas ved indgangen til biblioteket eller til foreningsidræt. Man vil dog stadig skulle have et gyldigt coronapas.

Der åbnes for, at folk 14 dage efter første vaccinationsstik kan bruge dokumentation for dette som coronapas.


* Mundbind:

Kravet om brugen af mundbind vil blive udfaset efter samme model som coronapasset. Mundbind vil altså efter planen senest være udfaset i august, når alle over 16 år ifølge vaccinationskalenderen er vaccineret.


* Hjemmearbejde:

Udfasningen af hjemmekontorer skal ske i tre faser. Fra 21. maj kan 20 procent vende tilbage, mens det bliver sat op til 50 procent 14. juni, hvor alle over 50 år ventes at have modtaget mindst et stik mod coronavirus.

Fra 1. august er det ifølge aftaleteksten planen, at 100 procent vil kunne vende tilbage til arbejdspladsen.


* Idræts og kulturliv:

Alle resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter kan fra 21. maj få lov at genåbne helt med krav om fremvisning af coronapas. Der åbnes også for sangaktiviteter i blandt andet foreningslivet og på musik- og kulturskoler.

Desuden åbnes for indendørs faciliteter i forlystelsesparker, zoologiske haver, aftenskoler samt lege- og badelande.


* Ungdoms- og voksenuddannelser:

Der åbnes fra 21. maj for 100 procent fremmøde for alle de resterende elever på landets ungdoms- og voksenuddannelser og for studerende på videregående uddannelser. Genåbningen sker på samme vilkår som tidligere genåbninger.


Kilde: Justitsministeriet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik