Tilladelser på vej til omstridte løbehjul – dårlig løsning, lyder kritikken

For fremtiden begrænser kommunen antallet af løbehjul og udlejningscykler og fordeler udbuddet mellem 11. Det er langtfra en optimal løsning, lyder kritikken fra udbyder.

Nu er der tilladelser på vej til en række el-løbehjuls- og cykeludlejningsfirmaer, der opererer i København.

Det står klart, efter Teknik- og Miljøforvaltningen har gennemgået alle ansøgninger om at opstille cykler og el-løbehjul til udlejning på offentlig vej i København i en forsøgsordning på ét år.

I Københavns Kommune glæder man sig over, at det nu er lykkes at udforme nogle konkrete rammer, som særligt el-løbehjulene i de københavnske gader kan reguleres efter, siden de invaderede byen i starten af 2019.

Med tilladelserne på vej oplyser kommunen samtidig, at der bliver mulighed for at opstille 200 cykler og 200 løbehjul i Middelalderbyen, ved store stationer og strøggader, mens der i de øvrige bydele gives tilladelser til 3.000 cykler og 3.000 løbehjul.

Færre løbehjul på gaderne

Ifølge Mikkel Halbye Mindegaard, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen vil antallet af udlejningsløbehjul og -cykler være færre, end der hidtil har været i København.

- Vi formoder, at det bliver lidt færre end sommerens billede. Måske er det på det lag eller lidt højere, end det er lige nu, hvor det er vinter, siger han til TV 2 Lorry.

Han håber, at tilladelserne vil betyde, at kontakten med firmaerne bag og de opsatte rammer for udlejning bliver både klarere og bedre, så løbehjulene i fremtiden ikke vil opleves til gene for københavnerne.

- Det har vist sig at være svært, det er der ingen tvivl om. På den anden side, har vi været i dialog med udlejerne, og de har tilkendegivet, at de gerne vil have regler, som de kan leve op til. Det er noget, de gerne vil – og i virkeligheden ligger det først og fremmest til dem, siger Mikkel Halbye Mindegaard til TV 2 Lorry.

"Løsningen skaber kaos for brugerne"

Men den opgave bliver stor – og langt fra nem for brugerne, lyder kritikken fra Eric André, der er general manager for løbehjulsudlejningsselskabet VOI i Danmark, som allerede nu har løbehjul i de københavnske gader.

- Det er ikke en model, som er optimal. Hverken overfor byen eller overfor brugerne. Vi er positive overfor et regelsæt, men andre byer har fundet løsninger, som har virket bedre, siger han og peger særligt på, at kommunen har valgt at fordele løbehjuls- og cykeltilladelserne mellem i alt 11 udbydere.

Oversigt over byrumstyper
Oversigt over byrumstyper
Foto: Københavns Kommune

Eric André forklarer blandt andet, at man i den franske by Marseille har valgt at fordele udbuddet mellem tre forskellige operatører.

- Denne løsning skaber nok en meget kaotisk situation, hvor brugerne skal have 11 forskellige apps, hvis de skal bruge grøn transport i byen. Og så bliver det kompliceret for dem, som arbejder med Micro mobilitet og den offentlige transport, hvis det skal fungere sammen, siger han.

I sommer havde VOI omkring 2.000 el-løbehjul i København. Nu får de ifølge Eric André tilladelse til at have 300 af de populære el-løbehjul på gaden – og det er lignende lofter, som andre udbydere har fået, understreger han.

Eric André ønsker ikke at kommentere på, hvilke konsekvenser beslutningen fra Københavns Kommune har for VOI men understreger samtidig, at de agter at sende et høringssvar til kommunen.

Udkastet, som nu er sendt til de 11 udbydere LIME, Donkey Republic, Wind, Copenhagen Bicycles, Dansk Mikromobilitet/CPHÅ, FOXE, Bird, Tier, Bikeshare/Bycyklen, LMTS/CIRC og VOI er i høring frem til 6. januar 2020.

- Vi håber, at der kommer en model, som virker i praksis. Men at dele det op i 11 dele ændrer selvfølgelig blikket, lyder det fra Eric André.

Onsdag er firmaerne, der har fået stillet tilladelser i udsigt, inviteret til et informationsmøde i Københavns Kommune, som ifølge Mikkel Halbye Mindegaard skal klarlægge spørgsmål til kommunens beslutning og grundlaget for tildeling af tilladelser.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik