Røde partier vil begrænse biler i København – men har netop stemt for 167 nye p-pladser

Et enigt teknik- og miljøudvalg har vedtaget at etablere 167 nye parkeringspladser på Nørrebro og Østerbro. Også de røde partier stemte for.

På Københavns Rådhus taler politikere – især dem hvis partilogoer har røde nuancer – om at begrænse antallet af biler i byen.

Alligevel har alle Borgerrepræsentationens partier netop stemt for at etablere nye parkeringspladser i de københavnske bydele Nørrebro og Østerbro.

Hele 167 nye af slagsen, hvoraf tre fjerdedele af dem bliver kridtet op på Nørrebro, mens 41 anlægges på Østerbro. P-pladserne laves som skråparkering.

Det fremgår af referatet fra denne uges møde i teknik- og miljøudvalget.

Beslutningen er truffet med opbakning fra partier som Enhedslisten, SF, Alternativet, Radikale Venstre og Socialdemokratiet, som ellers længe har talt om – eller har haft det som erklæret mål – at begrænse bilisme i København, blandt andet ved at nedlægge parkeringspladser.

S og EL går til valg på færre p-pladser

Blandt andet går spidskandidaten – og velsagtens favoritten – til overborgmesterposten hos Socialdemokratiet, Sophie Hæstorp Andersen, til november måneds kommunalvalg med en vision om at nedlægge en tredjedel af de københavnske parkeringspladser inden 2025.

- Vi får plads til, at vi kan udvide cykelstier, fortove og grønne byrum, udtalte Sophie Hæstorp Andersen (S) til Politiken i forbindelse med valgprogrammets lancering.

Her var Enhedslisten ikke sen til at erklære støtten til forslaget.

- Det er fantastisk. Vi har i årevis kæmpet for at nedbringe biltrafikken ved hjælp af færre p-pladser, udtalte Line Barfod (EL), der er partiets spidskandidat, til samme avis.

Sigurdsgade på Ydre Nørrebro er et af 13 steder i byen, hvor der skal etableres parkeringspladser.
Sigurdsgade på Ydre Nørrebro er et af 13 steder i byen, hvor der skal etableres parkeringspladser.
Foto: Københavns Kommune

Alligevel har de to partier nu stemt for at skabe nye p-pladser. Og det skyldes en gammel aftale, man ikke kan løbe fra.

- Det er fordi, vi er med i budgetforliget i 2017, hvor der indgås en samlet aftale, som indebærer en masse gode ting, men også kompromiser. Så vi er med i det, selv om vi er imod flere parkeringspladser, forklarer Gorm Anker Gunnarsen, der er Enhedslistens medlem i udvalget.

Han understreger dog, at Enhedslisten sammen med SF og Radikale Venstre var med til at ændre forslaget, så en større andel af de kommende pladser reserveres til fossilfri biler og handicapkøretøjer.

Over for Berlingske bruger Socialdemokratiets politiske ordfører, Jonas Bjørn Jensen, samme forklaring:

- Det er jo, fordi aftalen er fra 2017, og der har situationen været en anden. Det har også taget os noget tid at komme derhen til, hvor vi er nu. Men vi kan ikke bare begynde at løbe fra gamle aftaler, vi har lavet, siger han til avisen.

Konservative: Parkeringspladser er velfærd

I det andet ringhjørne står De Konservatives Jakob Næsager, der længe har haft som mærkesag af forbedre københavnernes muligheder for at parkere bilen.

- Vi kan jo konstatere at flere københavnere anskaffer bil, og derfor skal vi som borgerrepræsentanter imødekomme den efterspørgsel, for parkering er en form for velfærd, siger han og ordinerer en stikpille til partierne på den anden side af det politiske spektre.

- Jeg må samtidig konstatere at de røde partier siger ét og gør noget andet.

Hos Enhedslisten forstår Gorm Anker Gunnarsen udmærket, at det kan virke forvirrende, at partiet lægger stemmer de nye parkeringspladser.

- Vi har en planramme der siger, at vi skal i mål med co2-neutralitet i København i 2025, og det er kun realistisk, hvis vi også begrænser biltrafikken. Ved de kommende budgetforhandlinger vil vi lægge meget vægt på, at man fjerner parkeringspladser fra byen, siger Gorm Anker Gunnarsen.

Så derfor kan det altså godt ende med, at I vil kæmpe for at nedlægge lige præcis de parkeringspladser, som I netop har været med til at vedtage?

- Ja.

De 167 nye skråparkeringspladser på Nørrebro og Østerbro skal stå klar inden årets udgang.