Politisk ekspert: Rosenkrantz-Theil ude som overborgmester-kandidat

Politisk kommentator Hans Engell mener, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil nu har meldt sig definitivt ud af kampen om borgmesterkæden i København.

Når der skal findes ny overborgmester i København, bliver det uden Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) blandt kandidaterne til det magtfulde hverv.

Sådan lyder det fra politisk kommentator Hans Engell, efter ministeren har tilkendegivet, at hun håber, at Sophie Hæstorp Andersen, der i dag er regionsrådsformand i Region Hovedstaden, stiller op som kandidat til overborgmesterposten i København.

quote Vi må tage det som udtryk for, at hun (Rosenkrantz-Theil, red.) hvert fald ikke er kandidat til posten.

Hans Engell, politisk kommentator

"Personligt håber jeg, at Sophie Hæstorp vil stille sig til rådighed som OBkandidat i Kbh. Hun har en skøn sprød københavnerkant, er bragende hurtig i hovedet, kan lande politisk aftaler og har et forrygende socialt blik i alle tænkelige sammenhænge. My choice: Sophie Hæstorp!", skrev Pernille Rosenkrantz-Theil torsdag formiddag på Twitter.

- Vi må tage det som udtryk for, at hun (Rosenkrantz-Theil, red.) hvert fald ikke er kandidat til posten. Og i det hele taget er der åbenbart ikke nogen af ministrene, som har arbejdet særlig meget på den front, siger Hans Engell til TV 2 Lorry.

Meldingen fra Rosenkrantz-Theil kom torsdag formiddag, og torsdag kort efter middag kunne Politiken fortælle, at Sophie Hæstorp Andersen nu også stiller op som spidskandidat i Københavns Kommune ved kommunalvalget i 2021.

Dermed står det nu klart, at det bliver et kampvalg mellem - indtil videre - Sophie Hæstorp Andersen og Mette Reissmann, der tirsdag offentliggjorde, at hun går efter titlen som spidskandidat i København.

Mette Reissmann er tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, tidligere medlem af Borgerrepræsentationen og desuden kendt som TV-vært i TV 3-programmet Luksusfælden.

Den fungerende overborgmester i København, Lars Weiss (S), har derimod ikke meldt ud, om han ønsker at fortsætte som overborgmester efter kommunalvalget i 2021.

Meget peger mod Hæstorp – men Weiss kan ikke dømmes ude endnu

Med børne- og undervisningsministeren ude af billedet peger meget i retning af, at regionsrådsformanden kan være Socialdemokratiets bedste bud på en spidskandidat til overborgmesterposten, lyder analysen fra den politiske kommentator.

quote Man skal passe på, at man ikke undervurderer Lars Weiss

Hans Engell, politisk kommentator

Alligevel skal man ikke dømme Lars Weiss ude, understreger Hans Engell og påpeger, at Mette Frederiksen sammen med Socialdemokratiet i København kommer til at spille en aktiv rolle i forhold til at udvælge en ny spidskandidat.

- Man skal passe på, at man ikke undervurderer Lars Weiss, siger Hans Engell.

- Han er ikke særlig kendt, har ingen kendt profil og ved sidste kommunalvalg var han tæt på ikke at blive valgt ind igen til borgerrepræsentationen. På den måde er han ikke en, der har gjort meget stads af sig.

- Omvendt ved jeg, at han er meget respekteret på de indre linjer. Lars Weiss opleves som meget loyal og meget god til at håndtere tingene. Det har han også vist i sagen om Frank Jensen, hvor han har fundet en god balance, siger Hans Engell, der beskriver Weiss som en ”solid politisk håndværker, som dog mangler det karismatiske”.

Engell: Hæstorp er ikke perfekt kandidat

Men selvom Lars Weiss altså hverken tidligere – eller ifølge Hans Engell denne gang – kan forventes at blive en stor stemmesluger i København, er det langt fra sikkert, at det vil være anderledes for Sophie Hæstorp Andersen.

Ved kommunalvalget i 2017 fik Lars Weiss blot 1.029 personlige stemmer, mens Frank Jensen fik hele 30.637 personlige stemmer. Weiss fik endda færre stemmer end unge socialdemokrater som Marcus Vesterager og Laura Rosenvinge, der stod på stemmesedlen for første gang.

Til sammenligning fik Sophie Hæstorp Andersen 60.162 personlige stemmer ved Regionsrådsvalget samme år. I 2017 var der i alt 1.448.475 stemmeberettigede i Region Hovedstaden, og dermed udgjorde Sophie Hæstorp Andersens personlige stemmer 4,15 procent.

Regionsrådsformand ingen stemmesluger

Regionsrådsformanden er ikke kendt i den brede offentlighed – og dem, der kender hende, er ikke alle begejstrede.

- Jeg mener ikke, at Sophie Hæstorp Andersen vil være et valg, der nødvendigvis sikrer S et kæmpe valg i København. Hun har heller ikke nogen større landspolitisk profil.

- Der er få, der ved, hvem hun er – men dem, der kender hende, husker hende for noget negativt. Det første, man siger, når man siger Sophie Hæstorp er ’sundhedsplatformen’ og ’skandale’. Og hun kalder ikke på nogle positive ting, siger Engell og henviser til at sundhedsvæsenet et regionernes største opgave.

quote Jeg mener ikke, at Sophie Hæstorp Andersen vil være et valg, der nødvendigvis sikrer S et kæmpe valg i København.

Hans Engell, politisk kommentator

- Jeg tror, Sophie Hæstorp begynder at ligne en favorit med mindre de københavnske socialdemokrater siger, at de vil have Lars Weiss. Det begynder at ligne et opløb mellem de to, siger Hans Engell.

Håbefulde kandidater til overborgmesterposten i København skal melde sig senest den 8. november 2020.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik