Overborgmester og kulturborgmester uenige om antallet af krydstogtskibe

Kulturborgmester ønsker færre krydstogtsskibe til København. Overborgmesteren er uenig. Krydstogtskibe skal få gang i turisme efter coronakrisen.

Før coronakrisen lagde hundredevis af krydstogtskibe med tusindvis af turister til ved den nu tomme Oceankaj i Nordhavn i København. 

Og står det til Københavns overborgmester og turismeorganisationen Wonderful Copenhagen, så skal krydstogsturister blandt andet være med til at genstarte turismen i København i 2021.

Den betragtning er kultur - og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet ikke enig i.

Ifølge hende er det nemlig slet ikke ønskværdigt at få gang i krydstogtsturismen i København igen.

- Der skal færre krydstogtskibe til København, fordi der er nogle store miljø- og klimamæssige problemer ved krydstogtskibene, og så har de også nogle sociale problemer i indre by i forhold til masseturisme, siger Franciska Rosenkilde fra Alternativet til TV 2 Lorry. 

quote Det er simpelthen for mange arbejdspladser og for meget omsætning i København, der er på spil.

Lars Weiss (S), overborgmester, København

Københavns turismebranche er fuldstændig i knæ - er det ikke en mærkværdig holdning at komme med lige nu? 

- Jeg foreslår, at der skal sættes en undersøgelse i gang for at se, hvad vi kan sætte af loft for krydstogtskibe og miljøkrav. Det er jo også for at sige, at turismen kommer selvfølgelig tilbage til København, men vi ønsker ikke at gå tilbage en turisme, der er præget af økonomisk vækst udelukkende, men en turisme, der er bæredygtig, siger hun. 

Uenighed mellem overborgmester og kultur- og fritidsborgmester om antallet af krydstogtskibe til København.
Uenighed mellem overborgmester og kultur- og fritidsborgmester om antallet af krydstogtskibe til København.
Foto: Mads Claus Rasmsusen og Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Overborgmester: Det er ikke klogt

Københavns Kommune har sammen med Erhvervsministeriet og Wonderful Copenhagen lavet en fælles genopretningsplan for 2021 på turismeområdet i hovedstaden. 

Planen skal få byen på ret køl igen og være klar, når de udenlandske turister kan begynde at vende tilbage.

Her spiller krydstogtturisterne blandt andet ind. Derfor er overborgmester Lars Weiss (S) lodret uenig med Franciska Rosenkilde.

- For det første er det (antallet af krydstogtskibe, red.) ikke noget, vi som kommune kan regulere, og for det andet synes jeg ikke, at det er klogt. Det er simpelthen for mange arbejdspladser og for meget omsætning i København, der er på spil, siger han til TV 2 Lorry. 

Men hvad med det bæredygtige aspekt?

- Vi får landstrøm indenfor en ganske kort årrække, så når krydstogtturisme er kommet tilbage, så er det på landstrøm, og så er hovedparten af de miljøproblemer, som krydstogtsturismen giver fortid, siger Lars Weiss.

quote Der skal færre krydstogtskibe til København, fordi der er nogle store miljø- og klimamæssige problemer ved krydstogtskibene.

Franciska Rosenkilde, Kultur- og fritidsborgmester (Alternativet), København

Når de gigantiske krydstogtskibe i fremtiden lægger til ved Oceankaj, så er det meningen, at de skal kunne tilslutte sig elnettet, så de ikke bruger unødigt brændstof for at holde skibet kørende.

- Ja, landstrømanlæggene er et rigtig godt skridt, men de er ikke klar endnu, og det kommer ikke til at gælde alle skib, så landstrøm er en del af planen, siger Franciska Rosenkilde.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde stiller forslag om færre krydstogtskibe i Københavns Borgerrepræsentation den 4. marts.