Nu kan du køre med selvkørende bus i Nordhavn

For allerførste gang i TV 2 Lorrys sendeområde trillede en selvkørende bus mandag ud i trafikken.

I dag, mandag, blev en helt ny og noget anderledes trafikant sluppet løs i trafikken i Nordhavn i København.

For allerførste gang i TV 2 Lorrys sendeområde åbner en selvkørende bus nemlig dørene for passagerer og triller ud på sin rute, der kører i en ring rundt i Århusgadekvarteret.

- Det er gået helt som forventet - rigtig rigtig godt. Vi har kørt hele dagen og har haft en del mennesker med, siger Michael Skibsted, der er projektleder i Holo, der er virksomheden bag de selvkørende busser.

Busserne skal testes de næste to år i kvarteret.

- Vi skal blandt andet teste, hvordan folk interagerer med bussen, hvordan vi kan udvide ruten, og hvordan teknologien kan forbedres. Og så kommer der sikkert en masse andet undervejs, har Nanna May Felthaus, der også er projektleder i Holo, tidligere fortalt til TV 2 Lorry. 

Her er den 1,3 kilometer lange rute. Den tager cirka 12 minutter.
Her er den 1,3 kilometer lange rute. Den tager cirka 12 minutter.
Foto: Rasmus Gerner

Mere delt transport

Bussen har tilladelse til at køre op til 18 kilometer i timen. Selvom den er selvkørende, så vil der alligevel være en operatør med på alle afgange.

De skal både være med til at fortælle om teknologien, men de skal også holde øje med andre trafikanter og ulovligt parkerede biler, som bussen ikke selv kan manøvrere udenom. 

Under normale omstændigheder er der plads til 11 passagerer i bussen, men på grund af coronavirus er der kun plads til fem personer i den selvkørende bus for tiden.

Meningen med hele projektet er at arbejde hen imod at sætte busser ind i stedet for biler. 

- Der er flere perspektiver. Det er elektrisk og derfor bæredygtigt, og så kunne vi godt tænke os at have færre biler på vejene og dele transport, som den her type køretøj kan, siger Nanna May Felthaus. 

Det er firmaet Holo, der står bag den selvkørende bus. 
Det er firmaet Holo, der står bag den selvkørende bus. 
Foto: Amanda Goth - TV 2 Lorry

To års ventetid på tilladelser

Det har taget to år at få tilladelserne til at trykke på startknappen til både bus og den to-årige testperiode, hvor bussen skal prøves af. 

Egentlig skulle bussen være rullet afsted i foråret. 

- Det har blandt andet været ruteændringer på grund af vejarbejde, indhentning af tilladelser fra flere forskellige steder og vi har også været forsinkede på grund af corona, siger Nanna May Felthaus.

- Vi kommer til at starte op med begrænset kapacitet, men det er megadejligt at kunne gå i gang.

Det andet projekt i Danmark

Sidste år troede Holo, at Nordhavn ville være det første sted i landet med selvkørende busser, men Nordhavn blev overhalet af Aalborg. 

Her kører selvkørende busser på et særligt stisystem, hvor der kun kører cyklister og gående.

Bussen i Nordhavn kører med passagerer cirka fire gange i timen mellem klokken 10:00 og 17:00 på alle hverdage.

Desuden er køreturen ganske gratis.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik