Megaprojekt skrider frem: Her skal Københavns næste højhuse bygges

I Postbyen nær Københavns Hovedbanegård er arbejdet med at støbe fundamenter til de kommende højhuse nu gået i gang.

Ser man København fra afstand, så er det særligt tårnene i Carlsberg Byen, der rager til vejrs. 

Men fra midten af næste år får de konkurrence, når de fire runde højhuse i Postbyen ved Københavns Hovedbanegård for alvor begynder at skyde op. 

Arbejdet med at støbe fundamenter til Postbyens anden etape er netop gået i gang - og det gælder dermed også fundamenterne til højhusene, hvoraf det højeste kommer til at rage 29 etager i vejret og får en højde svarende til tårnet på Københavns Rådhus.

Passerer man den grund, Postbyen ligger på, så er det lige nu Danske Banks hovedsæde ud mod Bernstorffsgade, der markerer byggepladsen. 

Men bag det kommende bankhovedkvarter skal der bygges både tårne og et stort erhvervsbyggeri. Og så skal der anlægges en række åbne pladser på stedet, hvor der ikke bliver adgang for biltrafik.

Bygherrernes visualisering af de fire tårne i Postbyen. Fundamentet er nu ved at blive støbt, og i midten af 2022 begynder de at skyde til vejrs.
Bygherrernes visualisering af de fire tårne i Postbyen. Fundamentet er nu ved at blive støbt, og i midten af 2022 begynder de at skyde til vejrs.
Foto: Postbyen

Både boliger og erhverv

Det er udviklings- og entreprenørselskabet KPC, der stor for opførelsen af de kommende bygninger - og de kommer til at fylde en hel del - nemlig 92.000 kvadratmeter fordelt på 35.000 kvadratmeter til det kommende kontorhus, 32.000 kvadratmeter til boliger, hotellejligheder og retail, og 25.000 kvadratmeter til kælder og teknik.

- Vi er stolte over at være en aktiv del af dette fantastiske byudviklingsprojekt - Postbyen. Kvarteret vil med sin beliggenhed midt i Københavns pulserende hjerte være tilgængeligt for rigtigt mange mennesker. Vi er glade og stolte over at kunne bidrage til at realisere visionen ved at opføre denne del af den kommende bydel,” siger Jesper Henkel, der er direktør i KPC København A/S.

Byggeplanerne skabte debat

Byggeriet af Postbyen var igennem en del politiske slagsmål, før lokalplanen blev vedtaget. 

Danske Bank-byggeriet ud mod Bernstorffsgade blev gjort mindre dominerende, og fra beboere på Islands Brygge lød der protester, fordi man frygtede skyggevirkningen fra højhusene. 

I visualiseringen her ses erhvervsbygningen The Stamp, som er en del af den etape, der også rummer de fire højhuse.
I visualiseringen her ses erhvervsbygningen The Stamp, som er en del af den etape, der også rummer de fire højhuse.
Foto: Postbyen

Men med justeringer og forhandlinger faldt aftalerne på plads på rådhuset, og nu tager byggeriet for alvor form.

Det er Danica Pension, der står for det samlede projekt, og de anslår, at 6.000 mennesker vil arbejde i Postbyen, mens 20.000 dagligt vil besøge bykvarteret, hvor også den ombyggede, gamle postbygning, der nu huser luksushotellet Villa Copenhagen ligger.

Boliger og hotellejligheder

Postbyen får også et begrænset antal boliger. De kommer til at ligge i højhusene, hvor der etableres 160 lejeboliger på mellem to og syv værelser.

Hertil kommer i alt 236 hotellejligheder, som skal udlejes af det britiske selskab edyn. Disse lejligheder indrettes som selvstændige, små lejligheder, men beboerne kan samtidig trække på de faciliteter, et hotel tilbyder.

Og lige nu er fundamentet under det hele - den såkaldte første støbning - altså i fuld gang. Det arbejde kommer til at tage resten af året - og et godt stykke inde i 2022 begynder tårnene at skyde til vejrs.

Når det sker, vil det gå hurtigt. Danica Pension oplyser til TV 2 Lorry, at tårnene forventes at nå fuld højde inden udgangen af 2022.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Erhverv

Genåbning

playAntallet af jobopslag boomer forud for genåbningen

Københavns Byvandrerlaug ramt af coronarestriktioner

Historiefortællere føler sig overset: Hårdt ramt af coronarestriktioner

20_percent

playØvelsesbane for køreskoler hårdt ramt af udskudt genåbning: "Jeg håber ikke på noget mere"

ledighed arkivfoto

Ledigheden stiger for anden måned i træk – disse hovedstadskommuner rammes især

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere