Kommune vil flytte socialt udsatte: "De tager vold, stoffer og utryghed med sig"

Beboere på Anker Jørgensens Plads har i årevis klaget over en gruppe udsatte borgere, der dagligt indtager pladsen. Kommunen vil nu forsøge at finde penge til at flytte nogle af borgerne.

Støj, affald og mennesker er en del af det at bo i hovedstaden. Men nogle steder er værre end andre.

- Det er jo for at sige det mildt totalt stressende og utrygt.

Når vejret er godt, kan der være op mod 40 personer samlet på Anker Jørgensens Plads.
Når vejret er godt, kan der være op mod 40 personer samlet på Anker Jørgensens Plads.
Foto: Privatfoto

Sådan fortæller Ulla Cornett om det at bo ud til Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Den lille plads er mødested for en gruppe, der af og til rummer op til 40 personer. Tiden på pladsen fordrives ofte med alkohol.

- Der er hele tiden noget, man skal forholde sig til på den plads. Hvis jeg sidder i min have for eksempel, så er der en, der kaster en bold ind, fordi så løber deres hunde ind og henter bolden. Eller så er der en, der går forbi og siger: Du får kraftedeme en sten igennem ruden, siger Ulla Cornett og fortsætter:

Ulla Cornett bor lige ud til Anker Jørgensens Plads, hvor hun næsten dagligt er vidne til larm og skænderier.
Ulla Cornett bor lige ud til Anker Jørgensens Plads, hvor hun næsten dagligt er vidne til larm og skænderier.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

- Jeg skal faktisk vidne her til sommer, fordi der var en, som trykkede mit ribben, fordi han ville have min mobiltelefon, men det værste er larmen, skænderierne og højtalermusikken. Den negative støj. Der er ikke sådan en summen af liv, siger Ulla Cornett.

Mange dage ender det med, at beboerne ringer efter politiet.

Politiet besøger pladsen hver dag

Lederen af Frederiksberg/Valby nærpoliti oplyser, at de er synligt tilstede på pladsen cirka 500 gange om året for at føre tilsyn med pladsen. Altså minimum en gang dagligt. I det tal er ikke medregnet akutte udrykninger, og når politiet er tilstede som civile.

- Det er formentlig et af de steder, som får allerstørst opmærksomhed fra vores side. Vi får typisk anmeldelser om støj, til tider voldelige episoder og løse hunde. Alt sammen centreret omkring et fællesskab, som er præget af alkoholindtag, og jo højere stemningen bliver, des mere kalder det også på vores tilstedeværelse derude, oplyser Trine Fisker, leder af Frederiksberg/Valby nærpoliti.

En stor del af pladsens brugere opholdt sig førhen på Mozarts Plads, men metrobyggeriet fik dem til at søge et nyt mødested, og for mange blev det Anker Jørgensens Plads.

Men til forskel fra Mozarts Plads er der her tale om et lille areal med mange boliger rundt om.

quote Jeg kan ikke rigtig se grunden til, at man har lavet en plads, uden at folk må havde lov til at være på den.

Charlotte Sunesen, bruger af Anker Jørgensens Plads

Det ændrer dog ikke på, at folk i udgangspunktet har ret til at være der.

- Det er ikke ulovligt at stå på gaden og drikke en øl, og det er heller ikke ulovligt at være i godt humør på gaden og drikke en øl. Men i det øjeblik at man har en adfærd, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden - det kan være løse hunde, salg af hash eller dets lige - så har vi nogle overtrædelser, og dem håndterer vi også, forklarer Trine Fisker.

Artiklen fortsætter under billedet

Gruppe på AJ Plads
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

Ulla Cornett forstår godt, at politiet ikke kan gøre noget ved gruppens tilstedeværelse.

- Jeg ved godt, at de ikke står der for at gene mig. Men jeg drømmer om, at den plads bliver et sted, hvor folk kan sætte sig og spise en is med naboen, og at misbrugsfolk får et andet sted at være, hvor det også er fint for dem, siger hun.

Nyt mødested på Hørdumsgade bekymrer caféejer

I et forsøg på at gøre generne mindre på Anker Jørgensens plads, arbejder Københavns Kommune på at opdele gruppen. Planen er, at nogle af dem skal flyttes til et grønt areal ved Hørdumsgade. Det ligger lige ved siden af Sydhavn Station.

quote jeg frygter, at det vil ende med lukning af caféen.

Jamila Mohammadi, caféejer

Men beboerne og de erhvervsdrivende ved Hørdumsgade er ikke begejstrede for den plan. En af dem er Jamila Mohammadi.

- Jeg frygter, at det både vil påvirke min virksomhed og min familie, fordi det brugerne tager med sig er vold, kriminalitet, salg af stoffer, slåskampe osv. Jeg har to børn, og de vil ikke turde at gå den vej fra vores hjem til stationen, hvor brugerne vil være, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet

Alkohol, sang, skænderier, hyggesnak og slagsmål er naboerne til Anker Jørgensens Plads vidner til.
Alkohol, sang, skænderier, hyggesnak og slagsmål er naboerne til Anker Jørgensens Plads vidner til.
Foto: Privatfoto

Jamila Mohammadi ejer South Harbour Café. Et anerkendt marrokansk spisested, der siden åbningen for fire år siden, har vundet syv priser.

- Vi har fået en smagsprøve her under corona, hvor vi ikke har siddende gæster. Økonomien er ikke den samme, og det frygter jeg vil være permanent, hvis de her folk kommer over til den nye plads. Så jeg frygter, at det vil ende med lukning af caféen, forklarer Jamila Mohammadi.

"Vi kommer her for fællesskabet"

TV 2 Lorry har talt med flere brugerne af Anker Jørgensens Plads. De fortæller os, at de ikke er ude på at forstyrre nogle. For dem handler det om fællesskab.

- Lige i øjeblikket der har jeg ikke noget arbejde, så i stedet for at sidde derhjemme og kigge på fire vægge, og fjernsynet er der hele tiden ikke noget i, så kommer jeg her og taler med folk. Alle passer på hinanden, og man spørger altid om: Nårh nu har vi ikke set den og den i lang tid og så bliver der lige tjekket op på det, forklarer Charlotte Sunesen, der er en af pladsens brugere.

Artiklen fortsætter under billedet

Charlotte Sunesen kommer på Anker Jørgensens Plads for fællesskabet.
Charlotte Sunesen kommer på Anker Jørgensens Plads for fællesskabet.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Flere af dem, vi talte med, er ikke glade for idéen om at skulle fjerne sig fra Anker Jørgensens Plads. Charlotte er en af dem.

- Jeg kan ikke rigtig se grunden til, at man har lavet en plads, uden at folk må havde lov til at være på den. Jeg kan godt forstå beboerne, hvis der er meget larm og slagsmål, at det er ubehageligt. Der er jo nogle, der bare gør det dårligt for andre, som bare sidder stille og roligt og vil tale sammen, så er der nogle, som råber og skriger og slås. Det er jo lidt synd. Men ellers så synes jeg, at det ville være ærgerligt, hvis pladsen stod helt øde hen, siger Charlotte Sunesen

Andre har ikke noget imod at bruge den nye plads, hvis forholdene bliver forbedret.

Det arbejde kan, ifølge Ulla Cornett, kun gå for langsomt.

- Hvis man nu er lidt effektiv, ikke? Så kunne man jo godt banke et fint sted op på en måned. Det kunne jeg i hvert fald godt, hvis jeg lige fik lidt penge til det. Det skal jo ikke være et slot. Det skal være sådan, så det er rart at være, og der er noget lys. Velvidende at nye faciliteter ikke løser de sociale problemer, afslutter hun.

Socialborgmester ønsker handling

En måned er måske optimistisk, men socialborgmester i Københavns Kommune Mia Nyegaard håber, at der til de kommende forhandlinger af overførselssagen kan findes penge til både flere gadeplansmedarbejder og bedre faciliteter ved Hørdumsgade.

- Vi har erkendt, at vi ligesom ikke fik løst det på Anker Jørgensens Plads. Nu prøver vi at dele det op, så det bliver mindre generende. Så skal vi som kommune selvfølgelig sørge for, at der kommer gadeplansmedarbejdere og endnu mere relationsarbejde ud, så vi kan gribe den enkelte, siger Mia Nyegaard.

Hun forstår godt, at det udadtil kan se ud som om, at kommunen prøver at flytte problemet.

- Sådan kan jeg godt forstå, at man kan anskue det, men det er jo ikke rigtigt i den forstand, at der var et andet løsningsforslag, der handlede om at forbyde alkohol på Anker Jørgensens Plads. Det tror jeg personligt ikke på havde hjulpet. Det vil sige, at vi kan ikke forbyde os ud af udsathed, men vi kan prøve at fortynde problemet. Vi kan prøve at sørge for, at det bliver mindre generende, og det gør det nogle gange i små grupper, i stedet for en stor gruppe, forklarer socialborgmesteren.

I slutningen af marts vil Københavns politikere tage stilling til, om forbedringerne af Hørdumsgade kan finansieres.

I mange år har naboer og brugerne af pladsen været uenige om hvordan livet skal leves i Sydhavnen. En social vicevært skulle afhjælpe problemet. Se mere i videoen. 

Kort nyt

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik