Københavnsk tehandler valgt som ny landsformand for De Radikale

Med flest stemmer i anden runde vandt Mikkel Irminger Sarbo, der er tidligere formand i Hovedstadens Radikale Venstre, søndag posten som De Radikales landsformand.

Mikkel Irminger Sarbo er blevet valgt til posten som De Radikales nye landsformand.

Afstemningen fandt sted søndag, på andendagen af partiets landsmøde ved Nyborg Strand.

Valget stod i første runde mellem tre kandidater, men endte ud i et valg mellem tidligere landsnæstformand, Clara Halvorsen, og Mikkel Irminger Sarbo, der fik henholdsvis 135 og 205 af medlemmernes stemmer.

Fortid som hovedbestyrelsesformand for ungdomspartiet

Mikkel Irminger Sarbo er 45 år gammel og har en lang række radikale poster på cv’et.

Han har blandt andet været medlem af landshovedbestyrelsen i 20 år og formand i Hovedstadens Radikale Venstre.

I sine unge år var han hovedbestyrelsesformand for Radikal Ungdom.

I sin valgtale ved landsmødet sagde Mikkel Irminger Sarbo, at han vil være med til at samle medlemmerne i hele landet.

- Vi skal ikke længere være et cafelatte parti i København. Vi skal være dem, der finder løsningerne og viser vejen frem - i hele landet.

- Jeg vil stille mig i spidsen for et Radikale Venstre, som engagerer mange flere danskere i demokratiet og rækker ud til civilsamfund og erhvervsliv, siger han.

Erfaring fra erhvervslivet

Mikkel Irminger Sarbo har erfaring i dansk erhvervsliv. Blandt andet er han medejer af Hallernes Smørrebrød, der har flere restauranter i København. Blandt andet ejer han tebutikken Tante T.

Han overtager landsformandsposten efter Svend Thorhauge, der i april meldte sin afgang efter seks år på posten, men har siddet på den indtil landsformandsvalget søndag.

- Det er med stor fornøjelse, jeg kan give stafetten videre til Mikkel. Det er en vigtig opgave i vores parti, som Mikkel nu står med.

- Vi er en mangfoldig skare af engagerede medlemmer, som hver dag kæmper for frihed i fællesskab og landsformanden skal understøtte både hver enkelt og alle sammen, lyder det fra Svend Thorhauge efter kampvalget i en skriftlig kommentar.

Landsformanden for De Radikale leder den del af partiorganisationen, der eksisterer uden for Christiansborg.

Desuden blev Sanne Klietsch valgt som partiets nye landsnæstformand.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik