København tildelt værtskab for prestigefyldt sejlsportsstævne

En afdeling af den internationale løbsserie SailGP skal afholdes ud for Nordhavn i København til efteråret.

Danmarks hovedstad skal lægge havn til en afdeling af den internationale løbsserie SailGP, der er en slags sejlsportens pendant til Formel 1.

Et flertal i Københavns Kommunes økonomiudvalg har godkendt en bevilling fra Megaeventpuljen til det danske bud på et værtskab, oplyser medlem af borgerrepræsentationen Jonas Bjørn Jensen (S) til TV 2 Lorry.

Dermed er værtskabet sikret, erfarer TV 2 Lorry.

Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger har den danske delegation haft en aftale om et værtskab med arrangørerne af SailGP på plads, som dog var forudsat bevillingen fra Københavns Kommune på 2,7 millioner kroner og ikke mindst kommunens ønske om at få eventet til byen.

Med pengene på plads vil København blive præsenteret som værtsby for en afdeling, som skal afholdes i weekenden 11.-12. september, når SailGP offentliggør den endelige kalender for løbsserien i 2020.

Sejler jubler

Jonas Høgh Christensen, der er team manager for det danske hold samt en del af det danske bud på et værtskab, er svært begejstret. 

- Det er fantastisk, det er noget, vi har kæmpet for længe. Det spiller ind i den strategi og udvikling vi vil med holdet. At SailGP på hjemmebane er fantastisk, siger Jonas Høgh Christensen, der tidligere har vundet OL-sølv for Danmark.  

- Vi håber, at en masse fans og interesserede vil komme for at se det. Vi regner med minimum 10.000 tilskuere om dagen. Vi håber på, at de kommer til at se sporten fra dens bedste side, siger Jonas Høgh Christensen, der nu vil arbejde på at gøre København permanent værtsby for SailGP. 

SailGP er en serie af stævner i sejlsport, hvor nationale hold i katamaraner dyster om sportens højeste præmiesummer.

SailGP ved sidste års afdeling i San Francisco.
SailGP ved sidste års afdeling i San Francisco.
Foto: Josh Edelson/AFP/Ritzau Scanpix

Til glæde for København og byens borgere

Et flertal i Københavns Kommunes økonomiudvalg bestående af Socialdemokratiet, Alternativet, De Konservative samt Dansk Folkeparti stemte for. 

Der var ingen partier, der stemte imod, men Enhedslisten, SF, Venstre og Radikale Venstre undlod at stemme.

Jonas Bjørn Jensen (S) er godt tilfreds med, at SailGP nu er på vej til København.

- Det er rigtig godt. Vi har været igennem et længere forløb for at få afklaret, om det her var et godt københavnerevent. Og vi kan se, at vores sejlklubber synes godt om det, og vi kan se, at det kan skabe liv i havnen, siger Jonas Bjørn Jensen.

Hvad kan man som københavner få ud af det?

- Man kan som københavner springe på sin cykel og tage ud til Nordhavn, hvor man kan opleve nogle af verdens bedste sejlere.

- København får som by også en hel del ud af det. Folk udefra vil bruge penge i byen, og derudover er der stor fokus på bæredygtighed i sejlsporten, så vi vil også rigtig gerne bruge SailGP til at vise Københavns grønne profil. Vi har jo blandt andet renset vandet i havnen, så man kan bade i det, siger Jonas Bjørn Jensen.

Sejlmekka i Nordhavn

Planen er, at krydstogtsterminalen ved Oceankaj i Nordhavn skal omdannes til arena for begivenheden med tribuner, storskærm og fan-zone. Man forventer at kunne tiltrække omkring 15.000 tilskuere om dagen fordelt på tribuneområde og som tilskuere fra både i vandet.

SailGP bliver ofte kaldt sejlsportens svar på Formel 1. Både på grund af de høje hastigheder og formatet med stævner på tværs af verden, men også på grund af pengepræmierne, som er de klart højeste i sportsgrenen.

Indtil videre er Sydney, San Francisco, New York og Cowes syd for London præsenteret som værtsbyer for SailGP-serien i 2020.

Har før fået nej

Det er Kongelig Dansk Yachtklub - hvor Jonas Høgh Christensen er sportslig chef - der skal stå for afviklingen af stævnet. 

I november måned sidste år ansøgte den danske delegation for afholdelse af SailGP kommunen en bevilling på 6,12 millioner kroner. Det blev nedstemt i Kultur- og Fritidsudvalget.

Megaeventpuljen i Københavns Kommune er en beholdning af penge, der kommunen mulighed for at støtte store begivenheder økonomisk. Der er afsat 15 millioner kroner årligt i 2020 og 2021.

Ved en megaevent forstås en ”enkeltstående international begivenhed, som har potentiale til at skabe positive og blivende effekter” i hovedstaden inden for en række kriterier såsom kultur- og foreningsliv, beskrives det det i forvaltningen.

Puljen har tidligere afsat midler til støtte af begivenheder som Tour de France-starten, EM i fodbold og VM i ishockey.

Pengene i puljen må ikke bruges på områder som service og velfærd eller anlægsprojekter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik