København tæt på værtskab i sejlsportens Formel 1

En bevilling på 2,7 millioner kroner fra Megaeventpuljen til afholdelse af SailGP vil sende verdens bedste sejlere på vandet i Københavns Havn til september.

København er tæt på et værtskab i sejlsportsserien SailGP, hvor nationale hold af verdens bedste sejlere kæmper om sportens højeste pengepræmier.

Detaljerne omkring et københavnsk værtskab er på plads på nær den altafgørende accept og bevilling på 2,7 millioner kroner fra kommunens Megaeventpuljen.

Det fortæller folkene bag det danske bud på et værtskab til TV 2 Lorry.

Hvis et flertal i Økonomiudvalget nikker godkendende til den bevilling, bliver København senest den 3. februar præsenteret som vært for en afdeling af SailGP, som skal afholdes ud for Oceankaj i Nordhavn i weekenden den 11. og 12. september.

SailGP er en serie af sejlstævner, hvor syv af verdens bedste sejlnationer stiller med hold i katamaraner, der kan nå hastigheder på op mod 100 kilometer i timen kun ved hjælp af vind.

I december blev det annonceret, at Danmark med økonomisk opbakning fra Rockwool stiller til start med et hold i serien i 2020. I spidsen for holdet står OL-sølvvinderen Jonas Høgh Christensen.

- Det ville være helt fantastisk for os og for vores hold at få lov at sejle på hjemmebane. Det er nation mod nation, så det er en slags landskampsformat, og det er den følelse, vi også forsøger at skabe, siger han til TV 2 Lorry.

Sejlsportens Formel 1

Indtil videre er Sydney, San Francisco, New York og Cowes syd for London præsenteret som værtsbyer for SailGP-serien i 2020. Den endelige kalender – hvor det altså er håbet, at København indgår – offentliggør arrangørerne i februar måned.

- Det er første gang, Danmark har haft mulighed for at være med på det niveau i sejlsporten. Serien her er den største internationale platform med de allerbedste sejlere i verden, siger Jonas Høgh-Christensen.

Foruden at være team manager for den danske båd, er han også sportslig chef i Kongelig Dansk Yachtklub, der skal stå for afviklingen af stævnet.

Katamaran-bådene kan nå op på 50 knob, hvilket svarer til små 100 kilometer i timen.
Katamaran-bådene kan nå op på 50 knob, hvilket svarer til små 100 kilometer i timen.
Foto: Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix

Planen er, at krydstogtsterminalen ved Oceankaj i Nordhavn skal omdannes til arena for begivenheden med tribuner, storskærm og fan-zone.  Man forventer at kunne tiltrække omkring 15.000 tilskuere om dagen fordelt på tribuneområde og som tilskuere fra både i vandet.

- Vi må ikke glemme, at vi er en sejlsportsnation. Det er den sportsgren, hvor vi har vundet flest OL-medaljer gennem tiden, siger Jonas Høgh-Christensen.

SailGP bliver ofte kaldt sejlsportens svar på Formel 1. Både på grund af de høje hastigheder og formatet med stævner på tværs af verden, men også på grund af pengepræmierne, som er de klart højeste i sportsgrenen.

Jonas Høgh-Christensen oplyser, at hvis København ikke ønsker at støtte begivenheden, har Aarhus vist interesse for et værtskab. Det er derfor en mulig plan b. København er dog SailGP’s klare førsteprioritet.

Delte meninger i Økonomiudvalget

Det er dog langt fra givet, at et flertal på Rådhuset vil støtte sejlsportsstævnet. Mindst syv af udvalgets 13 medlemmer skal stemme for, og TV 2 Lorry forstår, at meningerne er delte.

Jonas Bjørn Jensen fra Socialdemokratiet oplyser, at partiets fire medlemmer stemmer for bevillingen.

- Der er enorm stor global interesse for SailGP og mange millioner tv-seere verden over. Vi kan vise omverden, at vi ved at investere i grønne løsninger har fået renset vores vand, så man nu kan bade i havnen. Vi mener, det er penge godt givet ud, siger han.

De Konservatives Jakob Næsager bekræfter også, at han lægger partiets ene stemme i ja-urnen.

Det samme oplyser Alternativet, der ligeledes har et enkelt medlem i udvalget.

- Det er en enestående mulighed, og naturligvis skal København være vært. Vi er en havneby og skal også på søsiden placere sig som en international værtsby. Vi skal naturligvis inddrage byens sejlklubber, foreninger, Ungdomsøen og andre aktører i forberedelsen, afviklingen og i det efterfølgende foreningsarbejde, siger Niko Grünfeld fra Alternativet til TV 2 Lorry.

Enhedslistens tre medlemmer i Økonomiudvalget stemmer derimod ikke for bevillingen, oplyser gruppeformand Karina Vestergård Madsen i en sms til TV 2 Lorry.

Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti udtrykker også over for TV 2 Lorry, at han ikke vil stemme for.

- Jeg kan ikke se, hvordan det skulle gavne den almindelige københavner, siger han.

SailGP ved sidste års afdeling i New York.
SailGP ved sidste års afdeling i New York.
Foto: Mark Kauzlarich/Reuters/Ritzau Scanpix

I november måned sidste år ansøgte den danske delegation for afholdelse af SailGP kommunen en bevilling på 6,12 millioner kroner. Det blev nedstemt i Kultur- og Fritidsudvalget.

Megaeventpuljen i Københavns Kommune er en beholdning af penge, der kommunen mulighed for at støtte store begivenheder økonomisk. Der er afsat 15 millioner kroner årligt i 2020 og 2021.

Ved en megaevent forstås en ”enkeltstående international begivenhed, som har potentiale til at skabe positive og blivende effekter” i hovedstaden inden for en række kriterier såsom kultur- og foreningsliv, beskrives det det i forvaltningen.

Puljen har tidligere afsat midler til støtte af begivenheder som Tour de France-starten, EM i fodbold og VM i ishockey.

Pengene i puljen må ikke bruges på områder som service og velfærd eller anlægsprojekter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik