Kendt bager på Strøget får kæmpebøde efter ulækker afsløring

Ejerne vil dog ikke betale hele bødebeløbet. De føler sig uretfærdigt behandlet af Fødevarestyrelsen.

Normalt er det mundvandet, der galoperer, når man besøger bagerkæden Holms Bager.

Men da Fødevarestyrelsen var på kontrolbesøg i bagerkædens filial shoppingcenteret Illums den 20 maj, var det angiveligt ikke mundvandet, de var nervøse for, ville løbe løbsk.

Rengøringen og vedligeholdelsen i bageriet viste sig at være så slem, at fødevarekontrollen kvitterede med en sur smiley og to bøder på tilsammen 30.000 kroner.

- Hylder i kølerum bagerst i bageri fremstår med pelset, skimmellignende vækst, og ventilationsriste er med et tykt lag skidt og støv - der er placeret uemballerede fødevarer i kølerummet, der blandt andet skal bruges til sandwich, skriver Fødevarestyrelsen sin kontrolrapport, der også indeholder en række andre uappetitlige beskrivelser af bageriets mangelfulde rengøring.

quote Vi har fået én over snuden

Jette Holm, medindehaver af Holms Bager

Der blev blandt andet fundet ”rødlige belægninger” indvendigt i en opvaskemaskine og ”grønlig pels” på en dør til et kølerum i bageriet.

Og sådan fortsætter kritikken ellers for fuld skrue i kontrolrapporten.

- En hylde i kølerummet fremstår med pelset vækst på undersiden, og ventilationsriste fremstår med et tykt lag støv - lige under er der for eksempel placeret uemballerede jordbær.

Skimmel i isterningemaskine

Også isterningemaskinen i Holms Bager viste sig at være uhumsk. Det samme gjaldt bageriets ventilationsanlæg.

- Isterningemaskine i bageri fremstår indvendigt med sorte skimmellignende pletter. Gammelt ventilationsanlæg i åbent rum bagerst i bageri fremstår med sorte skimmelignende plamager i loftet - lige under er der placeret uemballeret bagværk, står der i kontrolrapporten.

Her kan man desuden læse, at der i bageriets café blev fundet "skidt" på gummilisterne i et drikkevarekøleskab og "hvide pelsede prikker" på bagsiden af lågen til en kølemontre.

Slagtet for dårlig vedligeholdelse

Holms Bager får også hård kritik af Fødevarestyrelsen for vedligeholdelsen af bageriet i Illum.

- Hylder i det bagerste kølerum i bageri fremstår med rust, og brandspuler i loft fremstår med rust. I kølerummet ved siden af er der et hul i væggen, der ikke er vaskbart og et hul i kanten på døråbning indvendigt. Gulvet i bageriet fremstår flere steder med huller, hvor der samler sig skidt, står der i kontrolrapporten.

Her beskrives det yderligere, hvordan opvaskeområdet manglede loftplader henover noget rengjort udstyr til produktionen, og at gulvet i opvaskeområdet flere steder fremstod nedslidt og samlede vand og skidt.

- Der mangler fliser på væg i hjørnet af opvaskelokale samt fliser, der er knækket i produktionsområde – for eksempel ved melbøtter. Dør åbning til kølerum indvendigt og udvendigt fremstår generelt flere steder nedslidt med eventuel rust og er ikke vaskbart. I nedlagt kølerum er det gamle ventilationsanlæg knækket og sat sammen med tape. Loftet skaller. Generelt er der brugt tape-løsninger flere steder i virksomheden.

Holms Bager i Illum i indre København.
Holms Bager i Illum i indre København.
Foto: Google Street View

Ifølge kontrolrapporten bemærkede Holms Bager, at de ville gå i gang med at få gjort rent samme dag. Hvad angår vedligeholdelsen bemærkede bageriet, at de måtte finde en løsning på dette, men ellers var i gang med nogle af områderne.

Èn over snuden

TV 2 Lorry har været i kontakt med søskendeparret Jette og Morten Holm, der ejer Holms Bager.

- Vi har fået én over snuden, siger Jette Holm.

- Men vi har heldigvis fået rettet op på både det ene og det andet op, tilføjer hun og oplyser, at Fødevarestyrelsen vil vende tilbage i løbet af den kommende uge for at tjekke op på forholdene.

Dog har de to bageriejere ikke tænkt sig at betale den ene bøde på 15.000 kroner, som er givet for dårlig vedligeholdelse.

Morten Holm fortæller, at de finder bøden uretfærdig og derfor har valgt at klage over den til Fødevarestyrelsen.

- Vi er uforstående overfor, at man overhovedet ikke tager højde for, at det er svært at vedligeholde tingene, når man har været tvangslukket i fem måneder, siger han.

Meget overrasket

Morten Holm er i det hele taget "meget overrasket," som han selv formulerer det, over Fødevarestyrelsens kontrolbesøg.

- Vi har drevet forretning siden 1988, og vi har aldrig nogensinde før fået en både. Vi har altid haft et meget fornuftigt samarbejde med Fødevarestyrelsen. Hvis de har ment, at noget har trængt til udskiftning eller vedligeholdelse, har vi altid sørget for, det bliver gjort inden næste kontrolbesøg.

- Men de har skiftet holdning til tingene, og det er meget overraskende, at de ikke ser på den situation, vi har været bragt i uforskyldt. Vi er en virksomhed, der har været hårdt ramt af corona og tvangslukning, siger han.

Følger op på rengøringen

Hvad angår den mangelfulde rengøring, er Morten Holm ikke meget for at svare beredvilligt.

- Der er forskellige forklaringer på det, som jeg ikke vil gå i dybden med, siger han og fremhæver, at nogle af tingene i bageriet, som bliver beskrevet som snavsede i kontrolrapporten – heriblandt ventilatorer i kølerum – kræver hjælp fra eksterne fra firmaer til at få skilt ad og rengjort.

- Det har været nyt for os, at vi har skullet gøre de her ting. Det tager vi til efterretning og følger op, siger han.

Morten Holm bemærker samtidig, at der efter hans vurdering er forskel på fødevarekontrollanterne.

- Nogle af dem har en bestemt holdning til tingene, og andre har en anden. Jeg har stor respekt for fødevarekontrollen, og hvis de synes, der har været nogle mangler omkring tingene, så retter vi op på det.

Udover bagerforretningen i Illum har Holms Bager og forretninger i Frederiksberg Centret og Amager Centret. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik