Kendt sushikæde igen ramt af kakerlakker - ejer nægter at betale bøde

Fødevarestyrelsen har givet Karma Sushi en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner. Det har nu fået sushikædens ejer til at klage over styrelsens fødevarekontrollanter.

Et uappetitligt syn mødte Fødevarestyrelsen, da de var på kontrolbesøg på sushirestauranten Karma Sushi ved Trianglen på Østerbro den 27. april.

Her blev der fundet adskillige døde kakerlakker.

- I opvaskelokale, som er i direkte forbindelse med køkken, forefindes flere døde kakerlakker under opvaskebord i en gastrobakke med vand, står der i styrelsens kontrolrapport.

quote Det svarer til, at vi bliver pålagt en bøde, fordi der er myrer ude på det offentlige fortorv

Morten Hansson, ejer af Karma Sushi

Ligeledes blev der fundet kakerlakker bag nogle sæbedispensere, og der blev desuden flere døde kakerlakker og afføring fra insekterne i en hyldeknægt og bag en opslagstavle.

- I vinkøleskab i kælder samt i rum, hvor der findes drikkevarer, kan der ligeledes konstateres flere døde kakerlakker. I kakerlakfanger/fælde opsat af skadedyrsfirma er der enkelte levende kakerlakker, skriver Fødevarestyrelsen.

Ikke første gang

Den kendte sushikæde har tidligere på foråret fået to sure smileys for problemer med kakerlakker i en anden af Karma Sushis restauranter, der ligger i Nyhavn.

I forbindelse med det seneste kontrolbesøg hos Karma Sushi ved Trianglen på Østerbro oplyste restauranten til Fødevarestyrelsen, at de havde bekæmpet kakerlakkerne og var opmærksom på problemet.

Der var ifølge restauranten tale om et generelt problem for bygningen.

- ’Det får jeg bragt i orden. Vi har for et par måneder siden bekæmpet for kakerlakker, og siden har vi ikke set levende kakerlakker’, bemærkede restaurantens ansvarlige ifølge Fødevarestyrelsens kontrolrapport.

Sushirestauranten kan nu se frem til at få to opfølgende kontrolbesøg, som de skal betale gebyrer for.

Det var dog ikke de døde kakerlakker, som Fødevarestyrelsen slog hårdest ned på under kontrolbesøget.

Ulovlige sygdomsanprisninger 

Det var derimod en række ulovlige sygdomsanprisninger, som Karma Sushi anvendte på sin hjemmeside.

Her havde Karma Sushi skrevet, at sushi har en positiv effekt på en række sygdomme. Men det blev altså af Fødevarestyrelsen takseret til en bøde på 10.000 kroner.

Ifølge reglerne må man nemlig ikke anprise en fødevare med egenskaber vedrørende forebyggelse, behandling og helbredelse af en menneskelig sygdom eller give indtryk af sådanne egenskaber.

Karma Sushi havde på sin hjemmeside blandt andet henvist til en professor, der ifølge sushikæden har opstillet en række begrundelser for, at man oftere bør spise sushi og i særdeleshed tang.

”Befolkninger, som spiser meget tang, fisk og skaldyr, har færre tilfælde af hjerte-kar-sygdomme og forhøjet blodtryk – samt højere gennemsnitslevealder. Salt udvundet af tang har højt indhold af kalium, hvilket, i modsætning til almindeligt salt, sænker blodtrykket,” skrev Karma Sushi på sin hjemmeside.

Her stod der også, at tang har et højt indhold af umættede og essentielle fedtsyrer som modvirker hjerte-kar-sygdomme og reducerer kolesterol i blodkarrene.

Yderligere havde Karma Sushi skrevet på sin hjemmeside, at forskningsprojekter tydede på, at tang virker cancerhæmmende i dyreforsøg og cellekultur.

Ejer afviser at betale bøde

TV 2 Lorry har været i kontakt med Karma Sushis ejer, Morten Hansson. Han er utilfreds med Fødevarestyrelsens behandling og afviser derfor at betale bøden, hvilket han også gjorde, da Fødevarestyrelsen tilbage i marts måned fandt kakerlakker i sushikædens restaurant i Nyhavn

- Der er endnu engang indgivet klage. Men som alle de andre gange, jeg gør modstand overfor deres bøllemetoder, sker der ingenting, skriver Morten Hansson i en mail til TV 2 Lorry.

Han har ikke har den store tiltro til, at han får medhold i sin klage.

- Fødevarestyrelsen skal selv afgøre, om der er hold i klagen, og så ved man jo godt på forhånd, hvordan det ender med de klager. De bliver sendt direkte retur med beskeden, at de ikke er enige, og sådan er det i ni ud af ti tilfælde. Hvis vi får medhold i klagen, bliver bøden selvfølgelig ikke betalt, ellers gør den, lyder det fra Morten Hansson.

Adspurgt om hvorfor der er problemer med kakerlakker hos Karma Sushi på Østerbro, svarer Morten Hansson, at udfordringer med skadedyr er almindeligt kendt i restaurationsbranchen.

- Nu er der stort set kakerlakker over hele København, så det er ikke et særtilfælde, at vi har dem. De er næsten lige så almindelige som for eksempel myre eller bananfluer. Vi har løbende behandling og forebyggelse, og vi gør alt, hvad vi kan, for at holde dem nede, skriver han.

Sektionsleder: - Skadedyr udgør sundhedsrisisci

Martin Birch Hansen, der er sektionsleder i Fødevarestyrelsen, har tidligere slået fast over for TV 2 Lorry, at kakerlakker er et problem i forhold til fødevaresikkerheden.

Han har desuden afvist, styrelsen har til hensigt at chikanere restauratører som Morten Hansson. 

- Jeg kan afvise, at Fødevarestyrelsen chikanerer de virksomheder, der besøges. Når der er tale om skadedyr som kakerlakker i en restaurant, hvor der produceres fødevarer, så er vi selvfølgelig nødt til at handle på det. Forbrugerne kan i sidste ende risikere at blive syge, når der er skadedyr. Og det er det, vi hos Fødevarestyrelsen vil forsøge at undgå, sagde Martin Birch Hansen tilbage i marts måned, da TV 2 Lorry omtalte fundet af kakerlakker hos Karma Sushi i Nyhavn.

Morten Hansson insisterer dog på, at hans sushikæde er genstand for chikane fra Fødevarestyrelsen, og at kakerlakker som sådan ikke udgør et problem.

- Det svarer til, at vi bliver pålagt en bøde, fordi der er myrer ude på det offentlige fortorv. Hvad er det efterhånden for rammer, vi virksomhedsejere skal agere under?

- Kontrolsystemet og kontrollanterne har taget overhånd. Hvis det bare sikrede gæsterne bedre spiseoplevelser, ville det give mening. Men det har deres besøg meget, meget sjældent. Deres besøg, kritik og bøder har meget lidt med virkeligheden at gøre i det omtalte tilfælde, siger Morten Hansson. 

Ikke enig i styrelses vurdering af sygdomsanprisning

Adspurgt om hvorfor Karma Sushi har anvendt ulovlige sygdomsanprisninger på sin hjemmeside, svarer Morten Hansson, at teksten på hjemmesiden efter hans opfattelse intet har med sygdom at gøre. 

- Vi har haft et 5-6 års gammelt afsnit stående på en underside på vores hjemmeside, hvor vi har skrevet en fortælling om hvor sushien stammer fra, og hvad for eksempel laks og tang indeholder af vitaminer. 

- Der har, siden den tekst blev skrevet på hjemmesiden, nok været mellem 100-150 kontrolbesøg i restauranterne, og så først her efter 5-6 år vælger man at give os en bøde. Fødevarestyrelsen kunne jo for det gode samarbejdes skyld lige have fortalt os, at teksten burde være rettet eller omformuleret, lyder det fra sushikæde-ejeren.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik